”De er børn og har allerede oplevet voldsom frygt og dyb sorg mange gange”

Siri er psykolog og kom for kort tid siden hjem fra sin udsendelse til Sydsudan. Her hjalp hun tidligere børnesoldater. Især én patient gjorde et stort indtryk på hende, fortæller hun i denne beretning.

Jeg sidder på mit kontor – et lille, blåt telt i en landsby i delstaten Gbudue, helt sydpå i Sydsudan tæt på grænsen mod DR Congo.

Denne del af landet er grønt og frodigt. Når man kommer medfly, kan man skimte mange små huse med stråtag, næsten skjult i alt det grønne.Her bor der mange familier.

Ved første øjekast ser det fredeligt ud, men Sydsudan harværet præget af borgerkrig siden løsrivelsen fra Sudan i 2011. Mine kollegaerkalder det sydsudansk fyrværkeri, når vi hører skud blive affyret i det fjerne.

De ler lidt, og jeg smiler til dem, men indeni er jeg tristover alt det onde, som mennesker i dette land har oplevet.

Jeg arbejder som psykolog på et projekt for tidligerebørnesoldater. Læger uden Grænser tilbyder børnene medicinsk hjælp og psykologhjælp. Vi følger op med jævnlige besøgi deres landsbyer med mobile klinikker. De består af sygeplejersker, læger,farmaceuter, rådgivere, psykologer og tolke.

Vi har telt, borde, stole og medicin – det mest grundlæggende for at kunne give medicinsk hjælp til indbyggerne i landbyerne. Selv om målgruppen er de tidligere børnesoldater, får de andre i landsbyen også hjælp.

Historier om vold, drab og trusler

Jeghar arbejdet på projektet siden juni og har mødt mange af børn og unge, somtidligere var børnesoldater. Det er både piger og drenge. De fleste er mellem15-17 år, men også nogle helt ned til 11 år.

Jeg har hørt mange historier i teltet om vold, drab,trusler. Og om at miste alt, man ejer, og personer, man holder af. De er børnog har allerede oplevet voldsom frygt og dyb sorg mange gange.

Sammen med børnene prøver jeg at finde løsninger på nogle afderes problemer. Jeg lærer dem teknikker, så de bedre kan håndtere følelser,bekymringer, mareridt og dårlige minder. Jeg lytter til, hvad de har oplevet,hvad der plager dem, og hvilke bekymringer de har for fremtiden.

I Sydsudan er der et stort antal fordrevne flygtninge. De erflygtet, fordi konflikten har gjort det livsfarligt for dem at blive i dereshjem. I juni mødte jeg nogle af dem. De fortalte, at væbnede mænd var kommettil deres landsby.

De stjal alt, hvad de ejede, bankede dem, truede med at slådem ihjel og satte ild til deres hus. Dem, jeg talte med, vidste ikke, om deresfamiliemedlemmer var i live.

Oven i deres traumer var de dybt fortvivlede over, at deikke havde mad, tøj eller tag over hovedet. De var bange og utrygge, da vimødte dem.

Vores team knoklede for at hjælpe flygtningene ved siden afopgaverne med de tidligere børnesoldater. Der var en risiko for udbrud afmæslinger og andre sygdomme, og i den mobile klinik fik de lægehjælp ogvacciner. Vi uddelte også myggenet for at forebygge malaria.

Da jeg hørte de mange beretninger om al den lidelse, må jegindrømme, at jeg tænkte, at det var håbløst. Hvad kunne jeg bidrage med i en såvanskelig og tragisk situation?

Jeg fortalte dem, at det er normale psykiske reaktionerefter at have gennemlevet så traumatiske hændelser. Vi talte om, hvad de kangøre for at lindre smerten. Og jeg gav dem råd til, hvordan de kunne tage sigaf deres børn bedst muligt. Det er utroligt, så mange ressourcer mennesker kanfinde i dem selv i sådan en situation.

Michael

Siden juni har jeg jævnligt behandlet en dreng på 17 år, dertidligere var børnesoldat. Lad os kalde ham Michael. Første gang, jeg mødteham, var han nedtrykt, og fremtiden syntes håbløs. Han gik ikke i skole ogisolerede sig fra venner og familie. Han fortalte, at hans far blev skudt ogdræbt for nogle år siden. Michael var blevet blind på det ene øje efter at væreblevet ramt af splinter fra projektilet og havde smerter hver dag.

Vi blev enige om, at vi skulle arbejde med smerten ogtristheden.

To af vores læger undersøgte hans øje, og han blev henvisttil hospitalet i hovedstaden Juba. Både Michael og jeg var håbefulde ogspændte.

Desværre kom han tilbage, dybt skuffet og nedbrudt: Lægernekunne intet stille op.

En operation risikerede at forværre hans tilstand. Målet i vores samtaler var, at Michael kunne leve videre med smerten, men med en forbedret livskvalitet.

Michael og Siri udenfor teltet, hvor de havde mange samtaler. Foto: Siri Kvam

En ny fremtid

Michael var meget engageret og tog alt til sig, som jeglærte ham. Med tiden ændrede han sig markant. Han var mere sammen med sinevenner og toginitiativ til at starte på en aftenskole. Samtidig tænktehan mindre på alt det onde, han havde oplevet og følte sig glad og håbefuld forfremtiden. Nu har han fået en elevplads hos en skrædder, og han glæder sig tilat lære det nye fag.

Bekymringer, håbløshed og tristhed hænger ofte sammen medopfattelsen af smerte. Derfor oplevede Michael, at hans fysiske smerter faldt italt med, at de psykiske symptomer blev mindsket.

Smerten er der stadig, men den forhindrer ham ikke længere iat gøre, hvad han vil med sit liv.

Under den sidste samtale for et par uger siden ville hangerne udtrykke sin taknemmelighed for Læger uden Grænser. Han takkede os for athjælpe ham og andre tidligere børnesoldater.

Han takkede os for at give medicin til dem, når de er syge,at vi tager os tid til at tale med dem og lære dem at kende. At vi tør spørgeind til, hvad de har oplevet og lytter til deres historier.

Jeg fortalte ham, at Læger uden Grænser kan gøre det, vigør, på grund af bidrag fra faste donorer. Det syntes han var helt utroligt: ”Deter fantastisk at tænke på, at mennesker i dit land giver penge, som gør, at Lægeruden Grænser kan hjælpe os her i Sydsudan!”

Vi fortsætter arbejdet med de tidligere børnesoldater i2019, men Michael har ikke længere behov for psykologhjælp. Måske kommer hanforbi den mobile klinik, når vi kommer til hans landsby, hvis han er syg. Måske kommer han bare forbi for at hilse på mine kollegaer.

De børn, som vi møder, er en del af Sydsudans fremtid. Jeg håber, de oplever en positiv udvikling i deres land, og at de føler sig helt trygge i deres hjem.

Sydsudan