”De er børn og har allerede oplevet voldsom frygt og dyb sorg mange gange”

Siri er psykolog og kom for kort tid siden hjem fra sin udsendelse til Sydsudan. Her hjalp hun tidligere børnesoldater. Især én patient gjorde et stort indtryk på hende, fortæller hun i denne beretning.

Jeg sidder på mit kontor – et lille, blåt telt i en landsby i delstaten Gbudue, helt sydpå i Sydsudan tæt på grænsen mod DR Congo.

Denne del af landet er grønt og frodigt. Når man kommer med fly, kan man skimte mange små huse med stråtag, næsten skjult i alt det grønne. Her bor der mange familier.

Ved første øjekast ser det fredeligt ud, men Sydsudan har været præget af borgerkrig siden løsrivelsen fra Sudan i 2011. Mine kollegaer kalder det sydsudansk fyrværkeri, når vi hører skud blive affyret i det fjerne.

De ler lidt, og jeg smiler til dem, men indeni er jeg trist over alt det onde, som mennesker i dette land har oplevet.

Jeg arbejder som psykolog på et projekt for tidligere børnesoldater. Læger uden Grænser tilbyder børnene medicinsk hjælp og psykologhjælp. Vi følger op med jævnlige besøg i deres landsbyer med mobile klinikker. De består af sygeplejersker, læger, farmaceuter, rådgivere, psykologer og tolke.

Vi har telt, borde, stole og medicin – det mest grundlæggende for at kunne give medicinsk hjælp til indbyggerne i landbyerne.
Selv om målgruppen er de tidligere børnesoldater, får de andre i landsbyen også hjælp.

• 

• 

• 

Historier om vold, drab og trusler

Jeg har arbejdet på projektet siden juni og har mødt mange af børn og unge, som tidligere var børnesoldater. Det er både piger og drenge. De fleste er mellem 15-17 år, men også nogle helt ned til 11 år.

Jeg har hørt mange historier i teltet om vold, drab, trusler. Og om at miste alt, man ejer, og personer, man holder af. De er børn og har allerede oplevet voldsom frygt og dyb sorg mange gange.

Sammen med børnene prøver jeg at finde løsninger på nogle af deres problemer. Jeg lærer dem teknikker, så de bedre kan håndtere følelser, bekymringer, mareridt og dårlige minder. Jeg lytter til, hvad de har oplevet, hvad der plager dem, og hvilke bekymringer de har for fremtiden. 

I Sydsudan er der et stort antal fordrevne flygtninge. De er flygtet, fordi konflikten har gjort det livsfarligt for dem at blive i deres hjem. I juni mødte jeg nogle af dem. De fortalte, at væbnede mænd var kommet til deres landsby.

De stjal alt, hvad de ejede, bankede dem, truede med at slå dem ihjel og satte ild til deres hus. Dem, jeg talte med, vidste ikke, om deres familiemedlemmer var i live.

Oven i deres traumer var de dybt fortvivlede over, at de ikke havde mad, tøj eller tag over hovedet. De var bange og utrygge, da vi mødte dem.

Vores team knoklede for at hjælpe flygtningene ved siden af opgaverne med de tidligere børnesoldater. Der var en risiko for udbrud af mæslinger og andre sygdomme, og i den mobile klinik fik de lægehjælp og vacciner. Vi uddelte også myggenet for at forebygge malaria.

Da jeg hørte de mange beretninger om al den lidelse, må jeg indrømme, at jeg tænkte, at det var håbløst. Hvad kunne jeg bidrage med i en så vanskelig og tragisk situation?

Jeg fortalte dem, at det er normale psykiske reaktioner efter at have gennemlevet så traumatiske hændelser. Vi talte om, hvad de kan gøre for at lindre smerten. Og jeg gav dem råd til, hvordan de kunne tage sig af deres børn bedst muligt. Det er utroligt, så mange ressourcer mennesker kan finde i dem selv i sådan en situation.

Michael

Siden juni har jeg jævnligt behandlet en dreng på 17 år, der tidligere var børnesoldat. Lad os kalde ham Michael. Første gang, jeg mødte ham, var han nedtrykt, og fremtiden syntes håbløs. Han gik ikke i skole og isolerede sig fra venner og familie. Han fortalte, at hans far blev skudt og dræbt for nogle år siden. Michael var blevet blind på det ene øje efter at være blevet ramt af splinter fra projektilet og havde smerter hver dag.

Vi blev enige om, at vi skulle arbejde med smerten og tristheden.

To af vores læger undersøgte hans øje, og han blev henvist til hospitalet i hovedstaden Juba. Både Michael og jeg var håbefulde og spændte.

Desværre kom han tilbage, dybt skuffet og nedbrudt: Lægerne kunne intet stille op.

En operation risikerede at forværre hans tilstand. Målet i vores samtaler var, at Michael kunne leve videre med smerten, men med en forbedret livskvalitet.

En ny fremtid

Michael var meget engageret og tog alt til sig, som jeg lærte ham. Med tiden ændrede han sig markant. Han var mere sammen med sine venner og tog initiativ til at starte på en aftenskole. Samtidig tænkte han mindre på alt det onde, han havde oplevet og følte sig glad og håbefuld for fremtiden. Nu har han fået en elevplads hos en skrædder, og han glæder sig til at lære det nye fag.

Bekymringer, håbløshed og tristhed hænger ofte sammen med opfattelsen af smerte. Derfor oplevede Michael, at hans fysiske smerter faldt i talt med, at de psykiske symptomer blev mindsket.

Smerten er der stadig, men den forhindrer ham ikke længere i at gøre, hvad han vil med sit liv.

Under den sidste samtale for et par uger siden ville han gerne udtrykke sin taknemmelighed for Læger uden Grænser. Han takkede os for at hjælpe ham og andre tidligere børnesoldater.

Han takkede os for at give medicin til dem, når de er syge, at vi tager os tid til at tale med dem og lære dem at kende. At vi tør spørge ind til, hvad de har oplevet og lytter til deres historier.

Jeg fortalte ham, at Læger uden Grænser kan gøre det, vi gør, på grund af bidrag fra faste donorer. Det syntes han var helt utroligt: ”Det er fantastisk at tænke på, at mennesker i dit land giver penge, som gør, at Læger uden Grænser kan hjælpe os her i Sydsudan!”

Vi fortsætter arbejdet med de tidligere børnesoldater i 2019, men Michael har ikke længere behov for psykologhjælp. Måske kommer han forbi den mobile klinik, når vi kommer til hans landsby, hvis han er syg.
Måske kommer han bare forbi for at hilse på mine kollegaer.

De børn, som vi møder, er en del af Sydsudans fremtid. Jeg håber, de oplever en positiv udvikling i deres land, og at de føler sig helt trygge i deres hjem.