“Børnene har ikke kræfter til at spise”

Vores læge Anne Louise er lige nu udsendt til Sydsudan, hvor hun arbejder i Doro-flygtningelejren og klinikker i nærheden. Her skal hun blandt andet behandle underernærede børn og patienter smittet med malaria. Det er første gang, Anne Louise er udsendt, og her kan du læse hendes beretning fra felten.

Jeg er flyttet ind i min lille hytte i Sydsudan og har allerede organiseret mig omhyggeligt i min lille rede til de næste seks måneder. 

Den mindste komfort er mig kærkommen på grund af mine lange arbejdsdage. Arbejdsmængden efterlader ikke meget rum for selvstændig tankevirksomhed, og dagene flyver afsted

Jeg har dog fundet en vis rytme i at stå tidligt op, dyrke lidt yoga, tage af sted til klinikken, komme tilbage til administrative opgaver, løbe en tur på landingsbanen tæt på og kollapse ca. kl. 23.

Udover klinikken i Doro-flygtningelejren har vi også en ambulant klinik i forbindelse med Maban County Hospital i nabobyen Bunj.

Hospitalet har fem kirurger, ultralyd og burde også have røntgen, men maskinen har været i stykker i to år. De manglende dele er gået tabt et sted i hovedstaden Juba.

For at komme til hospitalet kører vi gennem Bunj. Byen består mest af lerhytter, der kaldes tukuls, som ligger spredt omkring hovedvejen. Indbyggerne kommer omkring med æseltrukne ladvogne, til fods med tunge genstande på hovedet eller på motorcykler – ofte med to-tre personer på.

Hospitalet består af en gruppe etplans-bygninger malet i en klar blå farve. Vores ambulante afdeling køres af fire lokale sundhedsarbejdere.

De har ingen formel sygeplejebaggrund, men kan udskrive medicin for de mest almindelige sygdomme som for eksempel malaria og urinvejsinfektioner. De mere komplicerede tilfælde kan de henvise til en klinikchef på mandage eller en læge på fredage.

Her behandler vi mest patienter med kroniske lidelser, som de har gået med i årevis. De har ofte rejst langt for at for at blive undersøgt og få behandling på vores klinik.

Jeg kommunikerer med dem gennem min unge tolk Abraham. Han gør et fantastisk arbejde ved ikke blot at oversætte ordene, men også selve sammenhængen. Det er helt essentielt for at forstå patientens tilstand.

Min udsendelse falder midt i tørkesæsonen. Det – kombineret med en exceptionelt dårlig høst – betyder, at der er mangel på mad. Det mærker vi tydeligt på vores patientpopulation, som i øjeblikket består af over 50 % patienter med diarré.

Mange mødre fortæller, at børnene spiser, hvad de finder på jorden. Oven i dette ser vi en stigning i andelen af børn med alvorlig underernæring og dehydrering.

Spiser hvad de finder på jorden

De underernærede børn er svære for mig at håndtere. Vi har tvillingebrødre indlagt med akut underernæring, som vi også stabiliserer for væskemangel. Det er hjerteskærende at se dem ligge helt stille, ude af stand til at tage selv væske til sig.

Men den sværeste del er mødrene.

De er ofte ikke villige til at følge vores instrukser om, hvad og hvor meget deres barn skal spise. Jeg forsøgte at forklare moren til tvillingerne, at en af dem var nødt til at få mælken gennem en sonde i næsen. Han var for svag til at indtage noget selv.

Det ville hun ikke acceptere og ville ikke forklare mig hvorfor. Jeg fik tårer i øjnene, fordi jeg ikke kunne kommunikere direkte med hende eller få hende til at forklare, hvordan vi ellers skulle hjælpe hendes barn, hvis det nægtede at drikke noget som helst.

Til sidst accepterede hun, og vi startede ernæringsprotokollerne, som heldigvis er ret effektive. For det meste er det et helt nyt barn, der opstår, når behandlingen er fuldført.

Teenage-mødre

Mange unge mødre er blevet gift, da de var i 14-16 års alderen. De bliver mødre tidligt og er ofte ude af stand til at tage sig af et alvorligt sygt barn.

Jeg har lært, at de bliver gift tidligt af forskellige grunde. Blandt andet for at undgå sex udenfor ægteskabet, fordi sex og børn udenfor ægteskabet bliver anset for skamfuldt. Pigerne vælger deres mand ud fra et udvalg af drenge på deres egen alder, som deres tanter finder til dem.

Det har været en vanskelig opgave for Læger uden Grænser at overbevise kvinder om at føde på klinikkerne. Deres modstand skyldtes især, at de fleste lokalansatte jordemødreassistenter er mænd, hvilket kan gøre de lokale kvinder utrygge.

Desværre har kun meget få kvinder mulighed for at blive jordemødre eller sygeplejersker. Det er nemlig for farligt at sende pigerne i skole. Risikoen for at blive udsat for vold og seksuelle overgreb er for stor. På klinikken har vi to lokale kvindelige sygeplejersker, som kun kan lidt engelsk. Resten er mænd.

Indtil videre er jeg spændt på mine mange arbejdsopgaver, og jeg ser frem til at fortælle jer mere.