”Kort efter min ankomst til projektet måtte vi indlægge en selvmordstruet patient med svær depression.
Det var en afkræftet og svært depressiv patient, jeg tilså sammen med psykiateren den morgen.
Jeg kunne nærmest ane hans skellet under tæppet, så afmagret var han. Jeg fik at vide, at patienten talte nogenlunde engelsk, og derfor kunne jeg tilse ham og tale med ham direkte uden tolk.
Giv mig lov til at dø
Han rakte mig sin hånd som hilsen, men vendte hovedet bort og søgte ikke øjenkontakt. Han talte med en meget sagte stemme og gav indtryk af, at han ikke var interesseret i nogen form for hjælp.
Over de næste uger så jeg Abel (navnet er ændret) hver dag. I starten var sessionerne meget korte – Abel ville ikke tale, han blev hurtigt træt og irritabel.
Jeg mærkede teamets frustration, når han blev ved med at gentage sine selvmordstanker. Det var en god anledning til at træne dem i arbejdet med selvmordstruede patienter.
Men Abel blev en stor bekymring for mig. Jeg vurderede, at hans selvmordsrisiko var så høj, at jeg også besøgte ham i løbet af weekenden. Ofte fandt jeg ham siddende alene udenfor hospitalet, mens han stirrede tomt på horisonten.
Selvmordsforsøg
Han benægtede at have nogen familie, selvom hans bror, som havde bragt ham til os, sad lige i nærheden. En nat forsøgte Abel at begå selvmord, og selvom vi gjorde vores bedste for at passe på ham, frygtede jeg hver morgen at finde ham død.
Jeg gav Abel farveblyanter og et mandala-mønster, han kunne male, når tankerne blev for overvældende, og jeg lovede at komme forbi for at se tegningen den næste dag.
Før du får mere at vide om Abels videre skæbne, vil jeg fortælle om min usædvanlige arbejdsplads.
Sådan fik jeg indsigt
Flygtningelejren, jeg arbejder i, modtager flygtninge fra Eritrea. For at forstå projektet bedre startede jeg med at gå rundt i flygtningelejren, ligesom vores “community health workers” gør hver eneste dag.
Teamet består af flygtninge, der fungerer som vores talerør til “the community” – altså flygtningelejren. De går fra dør til dør og fortæller om Læger uden Grænser og om symptomer på psykiske problemer.
Inde i lejren
Husene i flygtningelejren er små firkantede betonblokke med en åbning som indgang og måske et lille vindue. Indenfor fungerer en forhøjning som seng for de ofte 4-8 beboere (som ikke nødvendigvis er en familie), så de ikke skal ligge på den bare jord.
Der er ikke toilet i huset og heller intet rindende vand. Der er opstillet toiletter rundt omkring i flygtningelejren, og vandet hentes i spande fra vandhaner, der er sat op for at forsyne lejren med vand.
Alle steder brygges der kaffe over et lille ildsted, og der dynges rigeligt med sukker i kaffekoppen – hvis der altså er noget sukker. Sukker er rationeret og meget dyrt at købe, hvis man er så heldig at finde det.
Vi starter kampen med opvarmning for alle i en stor cirkel – nogle gange er der over 100 børn. De fleste børn kender Læger uden Grænser fra vores ugentlige psykosociale aktiviteter og svarer os kækt, som børn nu gør, når vi spørger dem, hvad Læger uden Grænser laver i lejren.
“I hjælper folk, som er kede af det eller har stress (tænkepause) …eller folk, der spiser for meget!”
Med tanke på mad-rationerne er sidstnævnte nu sjældent et problem her, men det gav anledning til højlydte grin fra alle. Jeg bliver så rørt, når jeg ser børnene smile og for et øjeblik glemmer, at de bor i en flygtningelejr – uden deres familier. Tænk, hvad man kan udrette med en fodbold – altså!”
Gitte Rønde er udsendt som psykolog til en flygtningelejr i det nordlige Etiopien på grænsen til Eritrea. Det er første gang, at hun er i felten med Læger uden Grænser.
Flygtninge i Etiopien:
- Alene i år har Etiopien taget imod 72.890 nye flygtninge.
- Det får det samlede antal flygtninge og asylansøgere i landet op på 852.721 mennesker, heraf er de 161.941 fra Eritrea. Det viser de seneste opgørelser (31.8-2017) fra UNHCR.