Læger uden Grænser

Fanget ved Ukraines frontlinje

Byerne ved Ukraines frontlinje er lagt i ruiner efter årevis med krig. Vi giver lægehjælp til de sårbare ældre, der stadig sidder tilbage, og som ikke kan – eller ønsker – at flygte fra krigen.

16. juni 2026
Del til:

Træerne langs den tomme vej er sortsvedne af eksplosioner. Der er næsten daglige angreb med droner, morterer og raketter.

”Alt det, der engang var, er væk. Der er intet fælleshus længere, ingen lægeklinikker, ingen butikker, og langt de fleste mennesker er flygtet,” fortæller Cæcilie Hjelt, der i 2025 arbejdede som ledende sundhedsformidler i Ukraine.

Men der er stadig mennesker tilbage i byerne ved fronten, for det er ikke alle, der kan – eller vil – flygte fra krigen.

”Forestil dig, at du er 82 år, at der er krig omkring dig. Du har boet her hele dit liv, og du er syg… Hvad har du egentlig af muligheder? De kan slet ikke overskue at flygte,” siger Cæcilie Hjelt.

”Mange, der bliver, lider samtidig af kroniske sygdomme, som for eksempel diabetes eller hjerte-kar-sygdomme, som kræver behandling, men hjælpen er i mange tilfælde forsvundet i takt med, at byerne er blevet evakueret. Her giver vores mobilklinikker rigtig god mening.”

Det handler blandt andet om at finde konkrete og brugbare løsninger, der kan fungere i patientens hverdag.

Cæcilie Hjelt
  • sundhedsformidler
Vores mobile klinikker opererer både i Kyiv og ved frontlinjerne, hvor ældre og personer med kroniske sygdomme er ekstra udsatte. En stor del af tiden går med at tale med patienterne om, hvordan de klarer sig, og vi deler varmepakker med tæpper, lommelygter og andre remedier ud, som skal hjælpe befolkningen med at klare sig, når strømmen går, og der ingen varme er.
Vores mobile klinikker opererer både i Kyiv og ved frontlinjerne, hvor ældre og personer med kroniske sygdomme er ekstra udsatte. En stor del af tiden går med at tale med patienterne om, hvordan de klarer sig, og vi deler varmepakker med tæpper, lommelygter og andre remedier ud, som skal hjælpe befolkningen med at klare sig, når strømmen går, og der ingen varme er.

Svært at være alene

En af Cæcilie Hjelts opgaver i Ukraine i 2025 var at hjælpe med at sende mobilklinikker ud til byerne, der ligger ved fronten, så de tilbageblevne kunne få lægehjælp.

”En af de vigtigste opgaver var at tale med patienterne om deres situation, og hvad man som syg selv kan gøre, hvis man for eksempel har brug for medicin, og der ikke længere er et apotek, der hvor man bor,” fortæller hun.

For hvad skal man gøre, hvis man har en sygdom, der kan afhjælpes med motion og sund kost, men krigen raser udenfor, og supermarkedet er lukket? Det handler meget om at skabe et rum for tryghed og give tid til patienterne, så man kan tale sammen, og sammen finde frem til, hvad man kan gøre i lige præcis deres specifikke situation.

”Det handler blandt andet om at finde konkrete og brugbare løsninger, der kan fungere i patientens hverdag. Vi vejleder for eksempel i, hvordan man skal dosere sin medicin, og at det er vigtigt, at man følger anvisningerne og ikke tager for meget eller for lidt,” siger Cæcilie Hjelt.

”Det kan være svært at sidde helt alene med det, og overskue det for eksempel hvis man er diabetespatient. I det hele taget bruger vi meget tid på at informere og tale med patienterne, der bor derude. Menneskeligheden i behandlingen er meget vigtig.”

Forestil dig, at du er 82 år, at der er krig omkring dig. Du har boet her hele dit liv, og du er syg… Hvad har du egentlig af muligheder?

Cæcilie Hjelt
  • sundhedsformidler

De blanke øjne

Noget af det, der gjorde størst indtryk på Cæcilie Hjelt, når hun var ude med mobilklinikkerne, var, at alle patienternes øjne blev blanke, når de skulle tale om krigen.

”Alle har mistet til krigen. Det kan være en søn eller et barnebarn, der er blevet dræbt ved fronten. Krigen er helt tæt på.”

Derfor rørte det også Cæcilie Hjelt at se, hvordan livet til trods fortsatte ude i frontlinjebyerne, og at medmenneskeligheden i høj grad var til stede.

”En dag vi var ude med mobilklinikken, kom der en dame ind med blomster. Hun græd, for hendes mand var lige død af et slagtilfælde. Men hun kom for at takke os, for hendes mand havde tidligere været patient hos os, og vi havde hjulpet ham. Der havde ikke været andre til at hjælpe. Hun var i sorg, men alligevel fandt hun overskud til at komme med blomster til os.”

Cæcilie Hjelt er uddannet pædagog og antropolog og har tidligere været udsendt for os seks gange, blandt andet til Syrien (2021) og Sydsudan (2020).

VORES INDSATS I UKRAINE

Vores medicinske hold arbejder gennem mobile klinikker på transit- og modtagecentrene, hvor de giver lægekonsultationer og psykologisk støtte. I 2025 blev antallet af konsultationer, vi gav i de mobile klinikker, mere end fordoblet sammenlignet med året før – fra 4.327 til 9.500.

Følg vores arbejde

Mere fra felten

Hospital under angreb: Sterline blev adskilt fra sin nyfødte datter

Ebola i udbrud: Vi forbereder storstilet indsats

Læger uden Grænser ansætter læge med stor FN- og NGO-erfaring som direktør

En fødselssygeplejerske konsulterer to nyfødte på vores hospital i Tawila.

Sudan: Sundhedssystemet er ødelagt efter tre års krig

Der er opsat nødtelte rundt i Kyiv, hvor folk kan få varmen og overnatte.

Ukraine: Ekstrem kulde rammer de mest udsatte patienter