Isaac Buay

Billedserie: de bedste fotos fra 2025

Underernæring i Sudan, vaccinekampagner i DR Congo og nyfødte babyer i Afghanistan. Her kan du se en række af vores bedste fotos fra 2025.

18. december 2025
Del til:

I 2025 har vi givet lægehjælp til mennesker i over 75 lande. Igen i år har brutale konflikter og krige i blandt andet Sudan, Gaza og Ukraine fyldt meget i vores arbejde, men vi har også hjulpet hundredtusinder babyer til verden og arbejdet for, at sygdomme som mæslinger og tuberkulose snart skal høre til fortiden.

Her kan du se billeder fra nogle af de steder, vi har givet lægehjælp i 2025.

Januar 2025. Middelhavet. Den 13. december 2024 indstillede vi arbejdet på vores skib, Geo Barents, der siden juni 2021 har reddet mennesker, som kom i havsnød i forsøget på at krydse Middelhavet. Beslutningen blev taget, efter italienske love gennem de seneste år har gjort det mere og mere vanskeligt at udføre redningsarbejdet. Vi har udført eftersøgnings- og redningsaktiviteter i det centrale Middelhav siden 2015, og vi har arbejdet på otte forskellige fartøjer. I perioden har vi reddet mere end 94.000 mennesker.

Januar 2025. Afghanistan. Vores sygeplejerske Sardar Durani tilser tre nyfødte babyer på intensivafdelingen for nyfødte på det regionale hospital i Mazar-i-Sharif i Balkh-provinsen. Afdelingen er konstant overbelagt, og ofte må to eller tre babyer dele den samme seng.

Februar 2025. Nigeria. Kvinder og børn undervises i ernæring og sundhed på vores sundhedscenter i Katsina. For at holde børnenes interesse, bruger vores medarbejdere blandt andet legetøj og laver sanglege.

Februar 2025. Nigeria. En af vores medarbejdere står i fuldt beskyttelsesudstyr uden for lassa-feber-behandlingscentret på Abubakar Tafawa Balewa University Teaching Hospital i Bauchi-området, hvor vi i syv år støttede sundhedsministeriet i deres kamp mod sygdommen.

Marts 2025. Gaza. Mange mennesker i Gaza er nødt til at bruge rester fra ødelagte huse og bygninger til at tænde bål, fordi de ikke kan få fat i brændstof til madlavning. Her samler Hanan brænde, som hun finder mellem murbrokkerne.

Marts 2025. Sudan. Tre af vores lokale medarbejdere står ved siden af en kamel, der er lastet med madvarer. Maden skal til et uddelingssted uden for Nyala i Syddarfur. Halvdelen af Sudans befolkning – over 24 millioner mennesker – står over for akut fødevaremangel.

April 2025. Myanmar. Et voldsomt jordskælv ramte Myanmar den 28. marts og skabte store ødelæggelser. Flere end 3700 mennesker døde. Vores medicinske hold rykkede med det samme ud til de ramte områder, hvor vi ydede kritisk lægehjælp, etablerede adgang til rent vand og gav psykologisk førstehjælp. Fotoet viser et kloster på Inle-søen, der er kollapset.

April 2025. Sudan. Efter Rapid Support Forces startede deres angreb på Zamzam-flygtningelejren den 11. april, blev hundredtusinder af mennesker drevet på flugt. Mere end 25.000 mennesker ankom i dagene efter til Tawila, hvor vores personale tog imod dem og gav dem lægehjælp.

Maj 2025. Sierra Leone. Sygeplejerske Momoh Sao og sygehjælper Aminata Koroma undersøger seks måneder gamle Ogar Boima på vores mor-og-barn hospital i Kenema-distriktet. Boima havde høj feber, da han ankom til hospitalet.

Juni 2025. Gaza. 17-årige Ashraf venter på behandling på Al-Mawasi-klinikken, efter han blev skudt i skulderen, da han forsøgte at hente mad til sin familie ved en madudlevering fra den omstridte Gaza Humanitarian Foundation (GHF), som er støttet af USA og Israel. Alene mellem 7. juni og 24. juli modtog vi 1.380 tilskadekomne, heriblandt 28 døde, på vores to klinikker, der ligger i nærheden af GHF’s distributionssteder.

Juni 2025. DR Congo. Mellem den 2. og 22. juni 2025 vaccinerede vi 55.856 børn mod mæslinger i Businga-området i North Ubangi-provinsen. Udbrud af mæslinger er et tilbagevendende problem i landet.

Juni 2025. Bangladesh. Solma på tre år faldt ned i en varm pande, da hans mor lavede mad, og han fik voldsomme forbrændinger på kroppen. Hans mor tog ham med til vores hospital Kutupalong-flygtningelejren, hvor han fik behandlet sine forbrændinger.

Juli 2025. Gaza. På grund af manglen på medicinsk udstyr må tre spædbørn dele den samme kuvøse på intensivafdelingen for nyfødte på Al Helou-hospitalet i det nordlige Gaza. At flere babyer deler en kuvøse, øger kraftigt risikoen for infektion, fordi nyfødtes immunforsvar – især hos for tidligt fødte – endnu ikke er udviklet.

September 2025. Ukraine. Glasstykket på billedet blev fjernet fra en kvindes hals på hospitalet i Dnipropetovsk, der ligger i det centrale Ukraine. Kvinden blev ramt, da en granat slog ned tæt på hendes hus, og blæste vinduerne ind. Det store stykke glas borede sig ind i hendes hals – få millimeter fra hendes halspulsåre. Hvis hun selv havde rørt ved såret, kunne hun have mistet livet.

Oktober 2025. Sudan. Vores børnelæge Giulia Chiopris foretager en ultralydsscanning af Abdul Mazin Mahmoud for at undersøge mistanke om lungetuberkulose. Han er indlagt på hospitalet med underernæring.

November 2025. Gaza. Ni-årige Walid Abo Mostafa er til kontrol på Nasser Hospital. Han lider af hæmofili B – han mangler proteiner i blodet, der får det til at størkne – og lægerne frygter, at han er ved at udvikle resistens mod sin eneste tilgængelige behandling, hvilket har givet ham svær leddegigt. Han har brug for en antistoftest, som ikke findes i Gaza – og er derfor blandt de mange tusinde patienter, der ikke kan få den behandling, de har brug for. Walid er en af de 16.500 mennesker, der venter på at blive medicinsk evakueret fra Gaza.

November 2025. Middelhavet. I starten af året tvang restriktioner os til at stoppe vores redningsarbejde på Middelhavet med skibet Geo Barents. Men i november indsatte vi et nyt og mindre skib, Oyvon, som er bedre gearet til at navigere i de administrative benspænd. Kort tid efter at Oyvon blev indsat, var skibet med til at redde 41 mennesker, der i tre dage havde drevet rundt i en overfyldt gummibåd. De fleste kom fra Sudan, hvor de var flygtet fra krigen.

November 2025. Sudan. Manden på fotoet blev skudt i benet, da soldater trængte ind i El Fasher. For at stoppe blødningen lavede hans bror en årepresse ud af pap, inden han transporterede ham til hospitalet i Tawila i en æseltrukket kærre. På hospitalet blev lægerne nødt til at amputere hans ben.

Følg vores arbejde

Mere fra felten

Eman Ahmed og hendes tre børn ankom til Tawila-hospitalet fra El Fasher den 11. oktober. Hendes to-årige datter var alvorligt underernæret. Eman selv havde skudsår og sår fra granatsplinter, som var inficerede; hun blev opereret dagen efter.

Ekstrem underernæring i Sudan: Børn tvinges til at spise dyrefoder

A Palestinian civil defence officer injured in Israeli attacks is given cardiopulmonary resuscitation on a stretcher at Al-Shifa Hospital in Gaza Stri - Palestinian Territories

Billedserie: To års krig i Gaza

Ebola: Hurtig indsats redder liv i DR Congo

Gaza: Alvorligt sårede børn får lægehjælp i Jordan

Kolerapatienter får behandling på Al Nahda Hospital i Nyala, Syddarfur, Sudan. Vi har for nylig øget vores støtte til landets sundhedsministerie for at bekæmpe udbruddet.

Krig og vandmangel får kolera til at sprede sig i Sudan