Vedtægter
VEDTÆGTER for MEDECINS SANS FRONTIERES (MSF) / LÆGER UDEN GRÆNSER’S FOND
§ 1.
Fondens navn er Medecins Sans Frontieres (MSF) / Læger uden Grænsers Fond. Fondens hjemsted er Københavns Kommune.
§ 2.
Fondens formål er:
- At yde hjælp til befolkninger i nød, ofre for menneskeskabte katastrofer eller naturkatastrofer og ofre for krigshandlinger uden nogen form for diskrimination med hensyn til race, religion, tro eller politisk tilhørsforhold.
- Aktiviteterne til opfyldelse af fondens formål er begrænset til fundraising, rekruttering, udstationering, markedsføring, informationsvirksomhed og deltagelse i den offentlige debat i samarbejde med MSF International.
§ 3.
Fondens midler andrager ved oprettelsen af denne vedtægt kr. 254.888, –
§4.
Fondens kapital placeres på bankkonto eller i værdipapirer i overensstemmelse med de af myndighederne fastsatte regler herom. Fondens midler anbringes i depot i Danske Bank eller en anden af hovedbankerne.
§ 5.
1. Fonden ledes af en bestyrelse bestående af ni medlemmer.
a) orpersonen for bestyrelsen vælges for to år ad gangen. Forpersonen skal have en medicinsk baggrund. For at kunne vælges til forperson skal vedkommende have været udsendt som internationalt ansat med MSF i mindst 6 måneder svarende til 183 dage eller have været udsendt som internationalt ansat mindst to gange med MSF uanset varighed.
b) Der vælges hvert år fire medlemmer for en toårig periode. I år med forpersonvalg, jfr. a), tæller dette med i de fire. Kun medlemmer af Repræsentantskabet, der ikke er ansat på MSFs kontor i Danmark, er valgbare til bestyrelsen
c) Ét medlem er selvsupplerende
d) Bestyrelsen kan udpege op til 3 tilforordnede medlemmer af bestyrelsen. De tilforordnede vælges med 2/3 af stemmerne og udpeges for ét år ad gangen. De tilforordnede har ikke stemmeret.
2. Bestyrelsesmedlemmerne kan højst sidde i bestyrelsen i ti på hinanden følgende år. Et
bestyrelsesmedlem, der har været medlem af bestyrelsen i ni på hinanden følgende år, kan således ikke vælges for en to-årig periode. Efter en et-årig pause kan genvalg finde sted.
3. Bestyrelsen kan fastsætte et vederlag til forperson og næstforperson. Vederlaget skal være passende i forhold til arbejdets art og omfang.
4. Såfremt et bestyrelsesmedlem bliver ansat på MSFs kontor i Danmark, skal medlemmet udtræde af bestyrelsen samtidig med underskrivelse af ansættelsesaftalen.
5. Såfremt et bestyrelsesmedlem udtræder eller får varigt forfald i perioden forholdes som følger
Bestyrelsesmedlemmer valgt af Repræsentantskabet:
Der vælges et nyt medlem ved førstkommende møde i det i § 10 nævnte Repræsentantskab. Dette medlem vælges for resten af det fratrådte medlems valgperiode.
Tilforordnede bestyrelsesmedlemmer udpeget af bestyrelsen:
Bestyrelsen udpeger et nyt medlem, hvis bestyrelsen ønsker det.
Det selvsupplerende medlem:
Det selvsupplerende medlem vælger selv sin efterfølger. Såfremt det selvsupplerende medlem er ude af stand til at vælge sin efterfølger, udpeger bestyrelsen et nyt medlem.
7. Bestyrelsens beslutninger træffes som almindelige flertalsbeslutninger. I tilfælde af stemmelighed er forpersonens stemme afgørende.
8. Til beslutning om vedtægtsændringer kræves mindst seks stemmer.
9. Over bestyrelsesmøderne føres et referat, som underskrives af de tilstedeværende medlemmer.
10. Bestyrelsens arbejde udføres i henhold til den til enhver tid for bestyrelsen gældende og af bestyrelsen vedtagne Forretningsorden.
§ 6.
Fonden tegnes af tre bestyrelsesmedlemmer i forening eller af forpersonen sammen med et bestyrelsesmedlem.
§ 7.
Fondens regnskabsår er kalenderåret.
Det første regnskab løber fra fondens stiftelse til den 31. december 1993.
Senest seks måneder efter regnskabsårets afslutning skal bestyrelsen have udarbejdet regnskab over fondens indtægter og udgifter samt aktiver og passiver
Fondens regnskaber revideres af en statsautoriseret revisor.
§8.
Årets indtægter med tillæg af eventuel overførsel fra forrige regnskabsår og efter fradrag af
administrationsomkostninger uddeles af bestyrelsen i overensstemmelse med § 2. Bestyrelsen kan dog under hensyn til formålet anført i § 2 hensætte beløb til uddeling i et senere år. Bestyrelsen skal tilstræbe, at årets indtægter med fradrag som anført ovenfor uddeles senest i året efter det regnskabsår, hvor indtægterne er modtaget. Ved en eventuel senere opløsning af fonden skal fondens midler alene anvendes til de i § 2 nævnte formål.
§ 9.
Fondens midler kan ikke på noget tidspunkt – heller ikke ved fondens eventuelle opløsning – tilbagebetales til stifteren, ligesom midlerne ikke kan udlånes til stifteren. Der er i øvrigt ikke tillagt særlige fordele til stifteren eller andre.
§ 10.
Til fonden er knyttet et Repræsentantskab, hvis formål er at gennemføre valg af medlemmer til fondens bestyrelse, jfr. § 5 samt at være høringsorgan for fondens bestyrelse. Vedrørende medlemskab af og afstemninger i Repræsentantskabet henvises til bilag 1 til nærværende vedtægt ”Regler for Repræsentantskabet” og til bilag 2 ”Stemmeretsudvalget.
Således vedtaget på bestyrelsesmødet den 4. juni 2026.
Forslaget træder i kraft umiddelbart efter vedtagelsen.
Bestyrelsen:
Gitte Rønde, forperson
Peter Toft Tengberg
Bente Hyldahl Fogh
Marcus Borum Mølskov Bech
Søren Uhre
Anne Louise de Barros Garioud
Marte Egeland
Stine Bloch Jensen
Patricia Dumazert