”Patienterne er afhængige af, at Læger uden Grænser er her”
Vores kirurg Peter Tengberg rejste i efteråret til Kunduz i Afghanistan, hvor han arbejdede på et af områdets få hospitaler. Her kan du læse et uddrag af hans dagbog. Dele af den kan være voldsom læsning.
Onsdag den 3. september 2025.
Det er min første dag på hospitalet, og om aftenen bliver jeg kaldt ind på skadestuen. Der er kommet en dreng på 12 år ind og en mand på cirka 40 år. Drengen har leget med en granat fra en RPG, et skulderbårent antikampvognsvåben, og han har ikke vidst, hvad det var, så han har smidt den fra sig, og så er den eksploderet.
Granaten kan have ligget der i årevis, og så har han bare været uheldig. Desværre kastede han den ret tæt på sig selv og også på en forbipasserende nabo. De havde været fire timer undervejs, da de ankom til hospitalet. Drengen har fået sprængt det højre ben af over knæet, og der er kun en flosset stump tilbage. På venstre ben er hele bagsiden helt blottet. Noget af musklen er revet væk, og kun noget af knoglen er dækket.
Naboen, den 40-årige, har fået sprængt begge underben af: Venstre ben er sprængt af over knæet, og højre ben er et rod af knogler og muskler, der er dækket af grus. Vi starter med at operere drengen, som kommer direkte til operationsstuen. Vi lægger dræn i brystkassen og opererer på hans ben. Vi renser det hele op og skærer det væv, der er dødt og ødelagt af trykbølgen, væk. Vi lader såret stå helt åbent, for det er ikke alt det døde væv, vi kan se, og de næste dage bliver vi ved med at rense op. Bagefter opererer vi naboen. Hans ben står ikke til at redde, og vi amputerer det ene over knæet og det andet lige under.
I det her område er der dette hospital og ét andet, som er et offentligt regionshospital. Her hos os er behandlingen gratis; alt er betalt af Læger uden Grænsers donorer.
Problemet med det offentlige er, at folk selv skal betale, og at behandlingen ifølge de lokale læger selv ikke er lige så god. Det er ikke, fordi lægerne på hospitalet er dårlige, de har bare ikke udstyret, og ofte virker deres røntgenapparat for eksempel ikke. Så hvis en patient for eksempel har et slemt knoglebrud, hvor der er åbent ind til knoglen, så vil de vælge at lave en amputation, fordi de ikke har det rette udstyr til at redde benet.
Hvis vi ikke var her, ville endnu flere patienter få lemmer amputeret.
Torsdag den 4. september 2025.
Vi laver et såkaldt “second look” på drengen fra i går, der har fået sprængt det ene ben af. Vi lægger ham på et tykt plastikdække, og vi tager store plastikforklæder på vores sterile tøj. Vi skyller ham med mange liter vand på de store åbne sår. Det er beskidt arbejde. Vandet render ned i fodenden af bordet og samles i en stor rød spand.
Hans venstre fod er vital og fungerer. Vi forsøger at redde hans ben og beslutter, at han skal have en særlig undertryksbandage på næste gang – og forberedes til hudtransplantation over de blottede muskler. Det kan være hårdt at se børn, der er kommet alvorligt til skade, for eksempel med skader efter trafikuheld eller eksplosioner.
Jeg har selv tre børn derhjemme, som jeg savner, og derfor kan det nogle gange være hårdt at behandle helt små børn. Men omvendt; jeg har en funktion her, og jeg er med til at hjælpe dem.
Lørdag den 6. september 2025.
Om natten bliver jeg kaldt hen til en ung mand med åbent bækkenbrud og åbent lårbensbrud, der har været i en trafikulykke. Hans arterie – pulsåren – ned til benet, er revet over, rektum er revet over, og han har skader på tarmene, så der er åbent fra rektum og ind til hans bækken. Skaderne gør, at der blandt andet er risiko for meget svære infektioner, som er svære at behandle.
Peter Tengberg var udsendt til Kunduz i fem uger. Han har tidligere været udsendt for os til Irak og Haiti (på billedet). Til daglig arbejder han som overlæge i ortopædkirurgi på Bornholms Hospital.
Jeg opererer ham sammen med en af vores lokale kirurger. Vi starter i maven, fordi patienten både har skader på urinvejene og tarmene. Den unge mands ben havde været uden blodforsyning i næsten 10 timer, da han ankom. Vi prøver at frilægge arterien og ser, at der mangler cirka fem centimeter, og at benet er helt koldt. Vi bliver desværre nødt til at amputere ham, for at han kan overleve.
Operationsstuen er lille og meget varm, og sygeplejersken laver svedbånd til mig og min kollega, så vi ikke drypper sved ned i operationsfeltet. Patienten kommer på intensiv bagefter, men hans chancer for overlevelse er relativt dårlige.
Selvom den unge mands udsigter ikke er gode, gør vi altid alt, hvad vi kan, for at hjælpe alle patienter og vise befolkningen, at vi ikke giver op.
Patienterne er afhængige af, at Læger uden Grænser er her, for ellers fandtes det her hospital ikke. Hvert år behandler personalet her på hospitalet mange hundrede patienter med åbne knoglebrud, skader i maven, brystkassen og andre alvorlige skader, som ellers ville have et meget dårligt eller slet ikke noget alternativ.
Mange af patienterne kommer langvejs fra med transporttider på nogle gange mere end et døgn, selv med meget alvorlige skader. Det siger noget om, hvor stort behovet i området er. Det er blandt andet dét, man er med til at støtte, når man donerer til vores arbejde.
Artiklen har tidligere været bragt i Journalen 144, som du kan læse her.
