Kasanesh, 12, på kvindeafdelingen på vores behandlingscenter i Abdurafi, Etiopien.
Paula Casado Aguirregabiria
Kasanesh, 12, på kvindeafdelingen på vores behandlingscenter i Abdurafi, Etiopien.

Slangen bed Kasanesh midt om natten

I Etiopiens Amhara-region behandlede vi sidste år knap 2000 patienter, der var blevet bidt af en slange. Uden den rigtige behandling risikerer patienterne alvorlige komplikationer, herunder handicap eller dødsfald.

7. juli 2026
Del til:

Klokken var tre om natten, da Kasanesh vågnede med et skrig. Sengen og lagenet var smurt ind i blod. Selvom der var et myggenet rundt om sengen, var det lykkedes slangen at krybe igennem et lille hul, hvor den havde bidt den 12-årige pige i fingeren.

Kasanesh er én af de tusindvis af patienter med slangebid, som vi har givet gratis behandling på vores center i Abdurafi/Midre Genet i Etiopien. I 2025 behandlede vores medicinske hold i regionen næsten 2000 patienter, der var blevet bidt – hvilket er det højeste antal i projektets 17-årige historie.

Vi har arbejdet i regionen siden 2003, hvor vi har støttet patienter, der rammes af sygdomme, som ellers ofte bliver overset, på trods af deres voldsomme konsekvenser for patienterne.

“At blive bidt af en slange er en medicinsk nødsituation, som kræver hurtig hjælp,” siger Anthony Pedzisai, der leder vores medicinske hold på Abdurafi/Midre Genet Behandlingscenter.

“Uden rettidig behandling kan patienter opleve alvorlige komplikationer, herunder handicap eller dødsfald.”

Forsinket adgang til behandling er livstruende

Selvom modgift mod slangebid findes på enkelte sundhedsfaciliteter i Etiopien, er den ofte meget dyr. En enkelt dosis kan koste omkring 3.000 etiopiske birr (130 kroner), og en gennemsnitlig patient kan have behov for op til syv doser under behandlingen.

For blandt andet migrantlandarbejdere, som er nogle af dem, der er mest udsat for slangebid på grund af udendørs arbejde og overnatning under høstsæsonen, gør prisen, at de ikke har råd til behandlingen, hvis de bliver bidt.

Anthony Pedzisai
  • Leder af vores medicinske hold på Abdurafi/Midre Genet Behandlingscenter.

Uden rettidig behandling kan patienter opleve alvorlige komplikationer, herunder handicap eller dødsfald.

Ny modgift mod slangebid

For at forbedre adgangen til behandling i afsidesliggende områder, hvor der er begrænsede ressourcer, introducerede vi i juni 2025 modgiften PANAF i samarbejde med de etiopiske sundhedsmyndigheder. PANAF er en WHO-godkendt modgift, som ikke skal opbevares på køl, hvilket gør transporten og opbevaringen betydeligt lettere i isolerede områder med begrænset adgang til elektricitet og køling. PANAF er også billigere end andre modgifter, og den virker mod forgiftning fra alle afrikanske slanger.

MSF medical team doing the morning round at the male ward in MSF’s Abdurafi health facility - Ethiopia

Farligt at rejse afsted

Samtidig er dele af Amhara-regionen præget af konflikter. Det betyder, at det kan være farligt at bevæge sig rundt, hvilket har fået priserne for transport til at eksplodere. Omkostningerne er desuden blevet kraftigt påvirket af den aktuelle globale brændstofkrise, hvilket gør adgangen til sundhedsydelser endnu vanskeligere.

“Vi betalte mere end 8.000 birr (320 kroner) for at komme hertil. Tidligere var det meget billigere,” siger Gosaye Muluken, der er pårørende til en patient med slangebid på vores behandlingscenter i Abdurafi/Midre Genet.

Konflikterne i området betyder også, at vores medicinske hold kun i begrænset omfang laver opsøgende sundhedsarbejde, der ellers har til formål at blandt andet oplyse om symptomer, forebyggelse og behandling af slangebid og kala-azar, der er en alvorlig parasitsygdom, som overføres af sandfluer.

Kasanesh Ambaye (12), med sin mor, Agere Becha, der bragte hende til vores klinik, da datteren blev bidt af en slange.

Hurtig lægehjælp frem for healere

Den udbredte brug af traditionel medicin er en anden udfordring, vores medarbejdere oplever, i forhold til hurtig behandling af slangebid.

Selvom traditionelle healere spiller en central rolle i lokalsamfundene, opfordrer vi kraftigt patienter, der er blevet bidt af en slange, til at søge lægehjælp så tidligt som muligt.

“Traditionel medicin og moderne lægebehandling kan godt eksistere side om side,” siger Anthony Pedzisai, leder af vores medicinske hold på Abdurafi/Midre Genet Behandlingscenter.

“Men ved livstruende tilstande som slangebid og kala-azar bør patienter først søge behandling hos kvalificerede sundhedsprofessionelle. Vi ser alt for ofte patienter, der ankommer med fremskreden forgiftning, fordi de først har søgt hjælp gennem traditionelle behandlingsformer.”

12-årige Kasanesh blev straks bragt til vores behandlingscenter, da slangen havde bidt hende. Her kunne vores læger heldigvis konkludere, at slangen, der havde bidt hende, ikke var giftig. Hun blev dog på centeret i 24 timer, sammen med sin mor, for at vi kunne sikre os, at der ikke opstod uventede komplikationer.

Vores slangebidscenter i Etiopien

Abdurafi/Midre Genet Behandlingscenter er anerkendt som et center med stor ekspertise i at behandle slangebid. Blandt de behandlede patienter med slangebid blev der registreret en dødelighed på kun 0,05 procent i 2025. Til sammenligning anslås den gennemsnitlige dødelighed ved slangebid i landene syd for Sahara at være omkring 7,6 procent.

Følg vores arbejde

Mere fra felten

Billedserie: Det første halvår i fotos

Vidnesbyrd fra Haiti: Et kejsersnit en måned efter termin

Hver morgen tilser personalet på hospitalet i Kunduz patienterne.

”Patienterne er afhængige af, at Læger uden Grænser er her”

Mødre venter på at få udleveret myggenet, efter deres barn har fået malariavaccination på Rugombo sundhedscenter i Cibitokedistriktet, som vi støtter.

Malaria: Ny indsats får antallet af indlæggelser til at falde

Gatwong på tre år leger med nogle klodser under en legeterapi-session på hospitalet i Kule.

I Kule-flygtningelejren er leg en del af behandlingen