Vores medicinske hold er lige nu klar til at opskalere indsatsen mod ebola, efter at sygdommen er brudt ud i Ituri-provinsen i den nordøstlige del af Den Demokratiske Republik Congo.
Indtil nu er der mistanke om 531 tilfælde, og mere end 131 personer er døde. Udbruddet skyldes Bundibugyo-varianten af ebolavirus, som der hverken findes en godkendt vaccine eller behandling mod.
Vores hold er til stede i de ramte områder, hvor de lige nu vurderer de medicinske behov i samarbejde med de congolesiske sundhedsmyndigheder.
Også i Uganda
Den 15. maj bekræftede sundhedsmyndighederne i nabolandet Uganda også ét tilfælde af ebola. Patienten var en 59-årig congolesisk mand, som døde den 14. maj.
”Det skal gå hurtigt”
”Vi har flere hold der lige nu, og vi opskalerer i stor stil. Det skal gå hurtigt,” fortæller vores læge Mads Geisler i P1 Morgen. Han har tidligere været udsendt til tre ebolaramte områder.
For at kunne bekæmpe et ebolaudbrud er det vigtigt hurtigt at få etableret transitcentre, hvor personer med symptomer kan blive testet, samt oprette isolations- og behandlingscentre til smittede.
”Der er allerede 80 døde og mere end 200 smittede. Når man tænker på, at sygdommen har en lidt lavere dødelighed, og at 80 allerede er døde – og det i flere områder – må man forestille sig, at der er ganske mange smittede,” vurderer Mads Geisler.

HVAD ER EBOLA?
- Ebola kaldes også hæmoragisk feber eller blødningsfeber.
- Ebolavirus smitter fra menneske til menneske, men først når personen har symptomer.
- Virus overføres gennem kontakt med inficerede kropsvæsker. Det kan være spyt, blod, sæd, sved og opkast, og smitte sker oftest ved direkte kontakt med en smittet person.
- Op til 90 procent af de smittede kan dø under et udbrud.
- Den estimerede dødelighed for Bundibugyo-stammen ligger mellem 25 og 40 procent. Dette er det tredje registrerede udbrud med Bundibugyo-stammen efter udbrud i Uganda i 2007-2008 og i Den Demokratiske Republik Congo i 2012.
Vi har gennem de senere år reageret på flere ebolaudbrud i Den Demokratiske Republik Congo. Dette udbrud markerer landets syttende, siden det første tilfælde blev opdaget i 1976.