Hjælp til sikre fødsler
Hver dag føder tusindvis af kvinder i udviklingslande uden hjælp fra en jordemoder eller fødselslæge. Usikre fødsler øger risikoen for, at mor og barn dør, og i mange lande er børne- og mødredødeligheden alt for høj. Læger uden Grænser yder fødselshjælp til kvinder før, under og efter fødslen og sørger hvert år for, at omkring 309.500 spædbørn kommer sikkert til verden.
I Danmark er en fødsel forbundet med glæde. Men mange andre steder i verden er det at være gravid og skulle føde også forbundet med en stor risiko for, at kvinden mister livet.
Tusindvis af kvinder føder hvert år uden professionel fødselshjælp – og det øger risikoen for fødselskomplikationer og dødsfald markant.
Hvert år mister omkring 300.000 kvinder livet i forbindelse med graviditet eller fødsel. Langt de fleste dødsfald under fødsler kunne være undgået, hvis der havde været en læge eller en jordemoder til stede.
Hjælp Læger uden Grænser med at redde liv
DIN STØTTE
REDDEr LIV
Med din støtte giver du os mulighed for at sende læger og sygeplejersker til katastrofer og kriser verden over.
I lande med høj mødredødelighed skyldes dødsfaldene oftest usikre aborter eller fødselskomplikationer som alvorlig blødning efter fødslen eller infektioner. 94 procent af alle fødselsrelaterede dødsfald sker i udviklingslande.
I flere udviklingslande har gravide kvinder ofte langt til det nærmeste hospital og fødselshjælp. Det øger risikoen for usikre fødsler, og at mor eller barn ikke overlever fødslen, da der allerede kan være opstået fødselskomplikationer, inden kvinden når frem for at få hjælp.
Fødselshjælp med Læger uden Grænser
De fleste dødsfald blandt gravide og fødende kan undgås.
Det kræver adgang til professionel sundhedspleje under graviditet og fødsel, så læger og jordemødre kan skride ind og yde fødselshjælp, hvis der opstår komplikationer.
Læger uden Grænser hjælper kvinder og deres babyer før, under og efter fødslen på projekter over hele verden.
Vi arbejder for at sænke mødredødelighed og spædbarnsdød i udviklingslande og områder præget af manglende sundhedsfaglig hjælp til gravide og fødende.
Vi giver for eksempel konsultationer til gravide, foretager akutte kejsersnit og tager os af både mor og barn lige efter fødslen.
For at sikre at flere kvinder og børn overlever, uddanner vi lokalt personale i simple, men effektive metoder. Faktisk kan vi redde op til 80 %.
Vores jordemødre og fødselslæger arbejder hver dag for at give kvinder sikre fødsler og for at reducere antallet af dødsfald blandt mødre og spædbørn gennem livreddende arbejde.
Mødredødelighed
Hovedårsagen til høj mødredødelighed er mangel på professionelt og kvalificeret sundhedspersonale – specielt i fjerntliggende områder i udviklingslande, hvor der er langt til et hospital.
Her er manglen på sundhedsklinikker og det rigtige medicinske udstyr med til at øge risikoen for fødselskomplikationer.
Statistikken om mødredødelighed taler sig eget tydelige sprog: Hver dag dør flere end 800 kvinder i forbindelse med graviditet eller fødsel ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO).
75 procent af de kvinder, der mister livet under graviditet eller fødsel, dør af alvorlige blødninger efter fødslen, infektioner efter fødslen, svangerskabsforgiftning (præeklampsi), fødselskomplikationer eller usikker abort.
Især blødning efter fødsel koster mange liv.
Vidste du?
- Afghanistan er et af de farligste lande at være gravid eller føde i. Derfor er Læger uden Grænser massivt til stede.
- Vi hjælper hvert år over 19.000 børn til verden på vores fødselshospital i Khost, Afghanistan. Det er tre gange så mange som på det største fødselshospital i Danmark.
- Siden vi åbnede hospitalet i Khost i 2012, har vores jordemødre og læger hjulpet over 177.000 børn til verden.
Høj mødredødelighed er særligt udbredt i Afrika, hvor mange kvinder ikke har adgang til sikre fødsler. I mange udviklingslande føder kvinder af forskellige årsager derhjemme uden professionel fødselshjælp.
Faktisk foregår kun 40 procent af alle fødsler på verdensplan på et hospital, en sundhedsklinik eller lignende. Og i de udviklingslande, hvor flest kvinder føder hjemme, er mødredødeligheden højest.
Læger uden Grænser har mobile klinikker, som kører ud til områder, hvor gravide og andre ikke har adgang til hjælp.
På den måde kan vi også henvise gravide kvinder med komplikationer til et hospital, hvor de kan få den rette behandling.
De fleste dødsfald blandt mødre sker efter fødslen. De første dage og uger kan også være en farlig tid for det nyfødte barn.
Hvert år dør 2,5 millioner børn indenfor de første fire uger, mens 1 million spædbørn mister livet indenfor det første døgn efter fødslen. Det betyder, at der hvert minut dør to nyfødte.
Den bedste måde at sænke børnedødeligheden er ved at sørge for hygiejniske og sikre fødsler samt professionel sundhedspleje af nyfødte børn.
Blødning efter fødsel
Kraftig blødning kan opstå lige efter en vanskelig fødsel (post partum blødning), hvis der ikke ydes professionel fødselshjælp for at forhindre det.
Hvis kvinden bløder voldsomt efter fødslen, kan det skyldes, at livmoderen har svært ved at trække sig sammen, eller at der sidder rester af moderkagen tilbage i livmoderen.
Blødningen kommer fra det sted i livmoderen, hvor moderkagen har siddet.
En kvinde, der lige har født, kan miste en halv liter blod i minuttet og kan hurtigt dø af blodmangel, hvis blødningen ikke bliver stoppet.
Kraftige blødninger efter fødsel sker hyppigere efter langvarige eller komplicerede fødsler. Derfor er risikoen også højere for kvinder, der har født hjemme uden den rette, professionelle fødselshjælp.
Det er vigtigt at kunne identificere risikofaktorerne i den sidste fase af fødslen for at forebygge kraftig blødning.
Læger uden Grænser uddanner lokalt sundhedspersonale i lande som eksempelvis Sudan, så de lærer at hjælpe kvinder til en mere sikker fødsel. Eksempelvis ved at være i stand til at spotte advarselstegn på kraftig blødning efter fødsel.
Umiddelbart efter fødslen kan vi give den nybagte mor en indsprøjtning med medicin (oxytocin), som skal mindske blødningen.
Hvis den kraftige blødning ikke stopper, kan jordemoderen massere livmoderen for at få den til at trække sig sammen, og kvinden får lagt et drop, så det er muligt at give væske og medicin.
Underlivsbetændelse
Underlivsbetændelse er en samlet betegnelse for en infektion i kvindens reproduktive system – dvs. skeden, livmoderen, æggelederne og æggestokkene.
Underlivsbetændelse kan opstå som følge af en fødsel under usikre og uhygiejniske forhold.
Symptomerne på underlivsbetændelse er feber, kulderystelser og mavesmerter. Det kan være livsfarligt for kvinden, hvis underlivsbetændelse ikke bliver behandlet.
Det er afgørende, at den gravide har adgang til rent vand og føder under hygiejniske forhold for at undgå underlivsbetændelse.
Det betyder for eksempel, at kvinden føder på et rent underlag – eksempelvis af plastik.
Læger uden Grænser driver fødselsklinikker og hospitaler verden over, hvor kvinder kan føde sikkert under hygiejniske forhold. For eksempel i Afghanistan, som har nogle af verdens højeste tal for både mødredødelighed og spædbarnsdødelighed.
Sikre fødsler med Læger uden Grænser
- Gratis fødselshjælp på 182 af vores projekter
- Omkring 309.500 fødsler hvert år – heraf heraf 29.900 kejsersnit
- 856.837 graviditetskonsultationer om året
- Uddanner lokalt personale i at håndtere fødselskomplikationer med simple, men effektive metoder
Svangerskabsforgiftning (præeklampsi)
Svangerskabsforgiftning – også kaldet præeklampsi – er en potentielt farlig tilstand, hvor den gravide kvinde har en kombination af forhøjet blodtryk og protein i urinen.
Svangerskabsforgiftning kan opstå efter 20. graviditetsuge, og de fleste ramte kvinder har ingen symptomer på svangerskabsforgiftning.
Hvis den gravide ikke får hjælp, kan svangerskabsforgiftning føre til eklampsi – en livstruende tilstand, hvor den gravide går i kramper, kan gå i koma og dø.
Eklampsi er en af hovedårsagerne til mødredødelighed på verdensplan.
Læger uden Grænser tilbyder fødselshjælp i mange lande verden over – f.eks. i Syrien, hvor sundhedssystemet er ødelagt af krig, men især også i udviklingslande i Afrika.
I den del af Afrika, der ligger syd for Sahara, føder omkring 40 procent af kvinderne uden professionel fødselshjælp. Derfor er der brug for Læger uden Grænser til at sørge for, at kvinderne her kan få en sikker fødsel.
Vi kan behandle eklampsi ved at give medicin mod forhøjet blodtryk eller foretage et kejsersnit, hvis det er nødvendigt.
Fødselskomplikationer
Mange kvinder i udviklingslande dør på grund af komplikationer under fødslen – især i landene syd for Sahara i Afrika og i Sydøstasien er der mangel på sikre fødsler.
Der kan opstå fødselskomplikationer, hvis barnet sidder fast i fødselskanalen. Det kan f.eks. være, fordi barnets hoved er for stort, eller fordi barnet sidder i en vanskelig fødselsposition.
Når en kvinde er underernæret, eller kvinden er ung og derfor ikke har et færdigudviklet bækken, er fødselskanalen i sig selv ikke altid bred nok til at rumme barnets hoved.
Det medfører stor risiko for en usikker og kompliceret fødsel, hvis ikke kvinden har adgang til kompetent fødselshjælp.
Hvis en kompliceret fødsel trækker ud og varer længere end 24 timer, er der desuden øget risiko for blødning efter fødslen.
En kompliceret fødsel kræver professionel fødselshjælp fra jordemødre og fødselslæger, som ved, hvornår det er nødvendigt at skride ind.
Det er nogle gange nødvendigt at give væske, medicin eller antibiotika, når fødslen trækker ud.
Det er også vigtigt at vide, hvornår det er nødvendigt at foretage et akut kejsersnit for at redde mor og barn.
Læger uden Grænsers kirurger arbejder i lande som for eksempel Den Centralafrikanske Republik og Pakistan, så der er professionelt personale til at foretage kejsersnit og redde liv.
Vi arbejder for, at flere kvinder skal have hjælp til en sikker fødsel, hvor der bliver taget hånd om mulige komplikationer.
Skader efter fødsel
Ud over risikoen for at dø under fødslen bliver flere kvinder også invalideret for livet efter alvorlige og ubehandlede fødselsskader.
Fistula er en af de mest alvorlige konsekvenser af en kompliceret fødsel.
Fistula er en lidelse, hvor der opstår et hul mellem skeden og blæren eller skeden og endetarmen. Det kan ramme kvinder i forbindelse med komplicerede og langvarige fødsler eller grove voldtægter.
Fistula-patienter kan ikke holde på urin eller afføring. Fistula medfører betændelse i huden og opløsning af hud og væv i endetarm og skede som følge af den ukontrollable urin og afføring.
I ekstreme tilfælde kan urinrøret, blæren og skedevæggen blive helt ødelagt.
Ud over de fysiske symptomer skaber fistula ofte alvorlige sociale problemer for de berørte kvinder. På grund af den ukontrollable urin, afføring og lugten, der følger med, bliver kvinderne ofte udstødt af deres mand og lokalsamfundet.
En operation kan ofte afhjælpe problemet med fistula helt. Læger uden Grænser tilbyder operationer for fistula i en række lande – særligt i Afrika, hvor titusindvis af kvinder lever med fistula.
Usikker abort
Hvert år dør 39.000 kvinder på grund af usikre aborter (tal fra WHO, 2022)
Hvis en provokeret abort bliver udført af en person, der mangler de nødvendige færdigheder, og/eller hvis aborten bliver udført i et uhygiejnisk miljø, kalder man det en usikker abort.
En usikker abort kan føre til alvorlige infektioner, blødninger, barnløshed, komplikationer under senere graviditeter og i værste fald død.
Læger uden Grænser rådgiver og støtter kvinder, der har komplikationer efter en usikker abort.
Vi tilbyder også fortrydelsespiller og information om planlægning af graviditeter for de kvinder, der ønsker det.
Stop hiv-smitte fra mor til barn
Mange af de lande, vi arbejder i, er samfund, hvor kvinder ikke opfordres til eller har fri adgang til lægehjælp. Kvinder har ofte hverken ret eller adgang til kondomer, som beskytter mod hiv-smitte.
Kvinders sundhed er tit en familiær og privat sag, og kvinden har flere steder brug for mandens tilladelse til at gå til lægen. Nogle gange også til at modtage livreddende behandling.
Uden støtte fra familien kan det være vanskeligt for kvinder at blive testet og behandlet for hiv/aids.
Over 90 procent af børn får hiv, fordi virus bliver overført fra moren under graviditet, fødsel eller via modermælken.
Det kan være vanskeligt at hjælpe helt små børn, der er smittet med hiv. Der er kun få typer af medicin, som de mindste let kan tage.
Ofte er man nødsaget til at knuse tabletter til voksne ned til mindre doser – men det kan være svært og farligt at dosere.
Læger uden Grænser arbejder for at stoppe overførsel af hiv-virus mellem mor og barn under graviditet, fødsel og amning.
Vi tilbyder hiv-test til kvinder under deres graviditet for at finde frem til de kvinder, som er hiv-smittede. Derefter kan vi give dem den rette behandling – blandt andet med såkaldte anti-retrovirale stoffer (ARV).
Med ARV-behandling er det muligt at begrænse hiv-virussen så meget, at man ikke længere smitter, og man forhindrer dermed også, at mødre giver virus videre til deres børn.