Vores læge Isaac leder vores hiv-projekt i Lankien, Sydsudan. Her mødte han en patient, der gjorde et stort indtryk
”Første gang jeg så Abdo*, var han så svag, at han ikke kunne gå. Der er meget få veje og biler i området omkring Lankien, en lille by i Sydsudan, så hans familie var nødt til at bære ham. De rejste til fods i tre dage for at nå frem til vores hospital.
I Lankien ser vi mange patienter med hiv. Der er en udbredt opfattelse af, at virussen kun findes blandt bymennesker, så folk har ofte svært ved at acceptere, at de er syge, eller at de kan sprede sygdommen til andre. Mange, der tester positiv for hiv, oplever også stigma og fordomme fra omverdenen. Det gør, at de ikke får behandling, og at virussen spredes.
”Vi var ikke sikre på, at han ville overleve”
Abdo havde haft hiv længe. Han havde fået stillet diagnosen tidligere i en anden sundhedsfacilitet. Men han havde ikke fået den rigtige vejledning og støtte og havde svært ved at acceptere sin diagnose. Det betød, at han på et tidspunkt stoppede med at tage sin medicin. Da han kom til os, var han alvorligt syg, og hans muskler svandt ind. Vi var ikke sikre på, at han ville overleve.
Vi startede behandlingen med det samme, men det var ikke nok. Ernærings-teamet og psykolog-teamet blev også involveret. I en hel måned hjalp vi ham med god ernæring, rådgivning og en god portion tålmodighed.
Hiv-behandling er sværere at tage imod for mænd
Patienter med hiv kan leve et langt og sundt liv, hvis man følger behandlingen nøje. Men uden behandling bliver immunsystemet svagt, og det bliver svært for kroppen at bekæmpe infektioner. Og det er derfor, at rådgivning er så vigtig en del af hjælpen.
Hvis vi diagnosticerer både en mand og en kvinde med hiv, er det mere sandsynligt, at kvindens tilstand forbedres. Det skyldes, at kvinder generelt accepterer deres diagnoser hurtigere og følger deres behandling. Så vi taler med mændene ved enhver mulighed, vi har. Vi ser, at de ændrer syn på hiv og behandling, men for at nå dertil kræver det vedholdenhed fra vores side.
Han var ikke til at kende
Et par uger efter, at Abdo kom til hospitalet, tog jeg orlov i en måned for at besøge min familie. Da jeg vendte tilbage til arbejdet, tog jeg ud til hiv-klinikken. En mand, jeg ikke genkendte, sagde mit navn. Da jeg hilste på ham, smilede han stort.
Da vidste jeg, at det var Abdo.
”Du ser helt anderledes ud!” sagde jeg. Han havde taget på, og hans hud var vendt tilbage til dens normale farve. Det var dejligt at se ham have det så meget bedre.
En del af vores opgave består i at ændre patienternes perspektiver og opfattelser om virussen. Når de mærker, at behandlingen hjælper, begynder de at stole på os. De følger vores råd og får det bedre.
Abdo var villig til at lytte og stole på os, og han holdt sig til sin behandling. Gradvist blev han stærk nok til at forlade hospitalet og bo hos noget familie tæt på. Det ville nemlig komme til at tage noget tid, før han var i stand til at gå i tre dage for at komme hjem.
(Artiklen fortsættes under billedet)
Isaac har arbejdet for os siden 2020. Han kommer selv fra Sydsudan og er læge.
Behandling af hiv kan ikke redde liv alene
Befolkningen har store udfordringer her: Konflikt, fattigdom og sygdomsudbrud. Læger uden Grænser sikrer, at de i det mindste har adgang til lægehjælp og kan få behandling for kroniske sygdomme og medicinsk behandling under katastrofer.
Men for at få en langvaring effekt på sygdomme som hiv, kan vi ikke kun fokusere på den fysiske behandling. For patienter som Abdo, er rådgivning i lige så høj grad med til at redde liv: Den sikrer, at de forstår diagnosen og behandlingen, og at deres familier forstår den støtte, de har behov for.
Vores mål med denne holistiske tilgang er at give mennesker, der lever med hiv, muligheden for at passe på deres helbred længe efter, at de er udskrevet fra hospitalet.”
*Af hensyn til vores patient er navnet opdigtet.