Nuha Haider/MSF

Vores gynækolog i Yemen: “Vi fik en baby ud, som var næsten død”

Gynækolog Anca Heyd var udsendt til Yemen tidligere på året for at hjælpe fødende kvinder på Abs General Hospital. I videoen herunder fortæller hun om en ung pige, som hun aldrig vil glemme.

Mellem luftangreb tog Anca og kollegaerne imod omkring 1.000 kvinder på hospitalet hver måned. Dagene var lange, hektiske og præget af for lidt søvn. Mange patienter havde alvorlige og akutte komplikationer.

En sen lørdag aften ringede Ancas telefon. En 16 år gammel pige, som havde været i fødsel længe, var kommet ind på hospitalet. Fødslen var begyndt hjemme, men da den gik i stå, havde familien tilkaldt en jordemoder.

Jordemoderen havde givet pigen en behandling, som havde forværret situationen. Da pigen kom til hospitalet, havde hun allerede været i fødsel i et døgn. Det fortæller Anca om i videoen her.

(artiklen fortsættes under videoen)

Anca fortæller:

”Da jeg kom ind på sygehuset, var det en ung, virkelig ung pige. Hun var måske 16 år. Du kunne se det på hendes krop. Hun vidste ikke, hvor gammel hun var, som er meget typisk. Men den krop var absolut ikke klar til at føde.

Hun havde ligget i fødsel i et døgn. 24 timer derhjemme. Da det gik i stå, havde de tilkaldt en jordemoder, som havde givet hende stimulerende medicin, som gjorde hele situationen meget værre.

Livmoderen var revnet

Så da hun kom til os, havde livmoderhalsen været helt åben og klar til at føde i seks-syv timer. Hun havde haft voldsomme veer, da hun kom ind til os, men de stoppede, lige da hun kom. Og når veerne stopper på den måde, så er det ofte enten, fordi livmoderen er revnet, eller fordi den er – jeg plejer at sige, at den er død. Den er så udkørt, at der ikke er mere at give.

Barnet sad fast i bækkenet ret langt nede, så jeg tog hende med til operation. Så da vi åbnede hende op, sad barnet helt fast.

Og jeg prøvede virkelig alle manøvrer, som jeg havde både øvet og set og gjort før: Prøvede at tage fødderne, prøvede at tage fat i en skulder og et ben, det andet ben, den anden skulder, først skuldrene, så kroppen .. Det var umuligt.

Der var så lidt plads. Det var ikke muligt. Til sidst måtte vi skubbe barnet op, tilbage i bækkenet, og der løsnede det sig lidt.

Næsten død

Vi fik en baby ud, som var næsten død. Egentlig død. Men han kom sig lidt og begyndte at skrige.

Så jeg var egentlig på vej hjem, da de ringede: ”Du må komme nu, patienten er ustabil. Hun er i chok, og selv om vi har givet hende blod, bløder hun helt sikkert.

Så vi åbnede hende op, og hele maven var fyldt med blod. Når en patient bløder meget, er det en kendt og nok den mest frygtede komplikation, vi har inden for fødselshjælp, at hun har blødt så meget, at hun har opbrugt alle koagulationsfaktorer. Så det bløder bare fra alle steder. Det var det, der skete med hende.

Og du kan ikke give almindeligt blod, for disse faktorer er meget følsomme over tid, så de bliver ødelagt i almindeligt blod. Så vi måtte afsted.

“Jeg får gåsehud, når jeg snakker om det her”

Heldigvis var klokken allerede halv syv om morgenen, og vi fandt familiemedlemmer, som kunne donere friskt blod, og det gjorde de. Og det virkede. Det hjalp.

Og så blev hun udskrevet nogle få dage senere. Og det er dét smil, jeg ikke kommer til at glemme, da hun stod der i døren og egentlig – jeg tror egentlig ikke, hun havde lyst til at gå fra den tryghed, hun havde.

Hun havde den her stolthed, hun havde jo klaret det, hun havde et barn. Jeg får gåsehud, når jeg snakker om det her.

Det er så stærkt, disse øjeblikke, når du ved, at hun har i hvert fald en chance i livet, og hun har klaret det her og skal videre.

Jeg ved ikke, hvordan det kommer til at gå med barnet, og jeg ved ikke, hvordan det kommer til at gå med hende. Men jeg kommer ikke til at glemme det smil og det håb, som stadig var i smilet.

Yemen: Et sundhedssystem i ruiner

Langt fra mediernes søgelys finder du en af ​​vor tids største humanitære kriser. Yemen har i flere år været det fattigste land i Mellemøsten og Nordafrika, og 80 procent af befolkningen er ifølge FN afhængig af humanitær bistand.

Syv års krig har ramt sundhedssystemet i Yemen hårdt. Hospitaler og sundhedspersonale er gentagne gange kommet under angreb, og store dele af sundhedsvæsenet er kollapset.

”Der er ikke noget offentligt sundhedssystem. Der er en del private læger og sygeplejersker, men mange er så fattige, at de ikke har råd til at betale for dem,” siger Anca.

Kvinder i Yemen føder ofte mange børn, og risikoen for komplikationer under fødslen stiger, jo flere børn man får. Mange har også underliggende sygdomme eller helbredsmæssige udfordringer som nyre- eller leversvigt, som yderligere kan komplicere en fødsel. Der er derfor et stort behov for gynækologer i landet.

Læger uden Grænser i Abs i Yemen

Vi har arbejdet i Yemen siden 1986. I dag arbejder vi på 12 hospitaler og støtter mere end 20 sundhedsfaciliteter rundt om i landet.

Her behandler vi blandt andet patienter for krigs- og voldsskader, yder fødselshjælp og behandler kolera, malaria og underernæring.

Vi har støttet Abs General Hospital i Yemen siden 2015 og har gradvist øget kapaciteten.

I samarbejde med sundhedsministeriet driver vi fødeafdelingen, skadestuen, operationsstuen, kirurgisk afdeling, pædiatriske og neonatale afdelinger, terapeutisk ernæringscenter, isolationsenhed og mentale sundhedstjenester.

Vi arbejder også i lejrene for internt fordrevne flygtninge, hvor vi har sundhedsformidlere, der underviser i forebyggelse af sygdomme samt henviser syge og gravide til hospitalet.I 2021 hjalp vi 10.043 kvinder med at føde. Vi modtager mange mødre med komplikationer, som vi i næsten alle tilfælde kan give en sikker fødsel.