Tre kolleger er blevet brutalt dræbt i Etiopien

Vi fordømmer det angreb, som kostede vores kolleger livet, mens de var på en mission i Tigray i Etiopien.

Vi er i sorg over tabet af tre kolleger, som brutalt blev slået ihjel, mens de var på arbejde torsdag i sidste uge. Maria Hernandez, vores nødkoordinator, Yohannes Halefom Reda, vores assisterende koordinator, og Tedros Gebremariam Gebremichael, vores chauffør, arbejdede alle tre i Tigray i Etiopien og var ude at køre om eftermiddagen, da vores team mistede kontakten til dem. Fredag morgen blev deres tomme bil fundet, og nogle meter derfra lå vores kolleger livløse.

Vi har ikke ord for, hvor triste, chokerede og vrede vi er over det forfærdelige angreb. Vi sender familierne og de pårørende vores dybeste medfølelse midt i sorgen.

Mistede livet, mens de hjalp mennesker i nød

Vi fordømmer på det skarpeste angrebet på vores kolleger. Maria, Yohannes og Tedros var i Tigray-provinsen for at hjælpe mennesker i nød, og det er helt utilstedeligt, at de har betalt for det arbejde med deres liv. Vi er i tæt kontakt med deres familier og beder om, at alle respekterer familiernes privatliv i denne ufatteligt svære tid.

35-årige Maria Hernandez fra Madrid begyndte at arbejde for os i 2015 i Den Centralafrikanske Republik. Siden har hun arbejdet i Yemen, Mexico og Nigeria. Yohannes Halefom Reda var 31 år og fra Etiopien. Han blev en del af vores organisation i februar. 31-årige Tedros Gebremariam Gebremichael var også fra Etiopien og har siden maj været chauffør for os.

Drabene på vores tre kolleger er et slag mod alle os, som er en del af Læger uden Grænser. Både i Etiopien og i andre lande verden over, hvor vi arbejder. Vi deler en dyb sorg, vrede og forfærdelse over det, der er sket, og vi føler med deres familier.