Juan Haro

”Jeg har aldrig set et barn komme sig af det her før”

Et barn i livsfare bliver bragt ind på vores sundhedsklinik.Den lille pige er bevidstløs og kæmper for at trække vejret. For at redde hendeer det ikke nok, at vores læge Sarah og hendes team gør alt, hvad de kan. Dehar også brug for held.

Sarah er lige nu udsendt til Nigeria. Her fortæller hun omen toårig pige, hun behandlede.

”Pigen blev bragt til klinikken af sine forældre og andre familiemedlemmer. Familien var nomader og var rejst til fods gennem ødemarken tidligt om morgenen for at nå frem til klinikken. Natten faldt på, da de ankom.

Faren forklarede, at pigen på en eller anden måde havde fåetfat i de kemikalier, de bruger til at befri deres køer for flåter.

De vidste ikke, hvor meget hun havde drukket, eller hvadnavnet på kemikaliet var. Hvis de skulle hente bøtten, ville det tage et døgn.

Pigen var bevidstløs, og hun trak vejret i skrøbelige,uregelmæssige og sjældne gisp.

Ligesom sin mor var hun klædt i smykker, der viste, hvilken stamme, hun kom fra. Hun var meget smuk.

Forberedt på det værste

Vores faciliteter her er basale, og vi er ikke i nærheden afet hospital, som kan yde avanceret livreddende hjælp.

Jeg var overbevist om, at hun ville dø, for jeg har aldrigset et barn overleve på det stadie med så besværet en vejrtrækning.

Jeg forklarede faren, så godt jeg kunne, hvor bekymrede vi var for hans datter. En samtale, der ville være ekstremt vanskelig, selv hvis vi havde talt samme sprog.

En nat med strøm

Den nat var heldet med os.

Elektriciteten virkede, hvilket betød, at vi havde lys, ogvores iltmaskine virkede. Og så havde vi ikke mindst vores fantastiske ogdedikerede sygeplejersker.

Selv om den lille pige kun tog 4-5 gisp i minuttet, lod dettil at være nok til at få de rette mængder ilt i hendes system.

Hun blev overført til vores intensivafdeling – her er dernemlig lys, ilt og flere sygeplejersker.

Vi forklarede sygeplejerskerne på nattevagt, at de skulle overvåge barnets vejrtrækning og give hende en maske, hver gang hun stoppede.

Blev ved hendes side

Fra barnet ankom, sagde moderen ikke en lyd. Hun satte sigsimpelthen ned ved siden af sengen og holdt hele tiden hånden et sted på sindatters krop, men sørgede omhyggeligt for ikke at være i vejen.

Jeg kiggede regelmæssigt ind til barnet. Moren sad sammested. Det samme gjorde sygeplejerskerne. Til gengæld flyttede den lille pigesig.

Kl. 11 var barnets vejrtræning mere regelmæssig.

Kl. 15 åbnede hun øjnene.

Kl. 9 næste morgen sad hun op i sengen og drak mælk.

Pigens liv var reddet. Takket være et dygtigt holdsygeplejersker og en heldig nat, hvor elektriciteten virkede.”

Nigeria

Indbyggere: 216,7 mio.
Forventet levealder m/k: 55/57 år
Børnedødelighed: 114 ud af 1.000 børn dør, før de fylder fem år
Medarbejdere i 2021: 2.286

Læger uden Grænser arbejdede første gang i Nigeria i 1996.

Kilder: Læger uden Grænser og WHO