Læger uden Grænser behandler patient i Nauru
© MSF
Vi nåede at behandle 208 flygtninge og asylansøgere på flygtningeøen Nauru i løbet af de 11 måneder, der gik, inden østatens myndigheder tvang os ud. Næsten en tredjedel af vores patienter havde forsøgt selvmord.

Vores tolk fra flygtningeøen: ”Rwanda-plan løber mig koldt ned ad ryggen”

Vores tolk Tahir var i 2018 udsendt til flygtningeøen Nauru, hvor han oplevede deporterede mennesker, der sad fanget i uvished og mistede lysten til livet. I videoen herunder fortæller han om nogle af de skæbner, han mødte, og om frygten for, at et dansk modtagecenter i Rwanda kan få lignende konsekvenser.

”Det løber mig koldt ned ad ryggen, når jeg tænker på, at Danmark vil sende flygtninge til Rwanda. For jeg har set de enorme omkostninger for mennesker, som Australien har sendt til Nauru.”

Sådan siger Tahir Mirza, der i 2018 var udsendt som tolk for os til den lille østat Nauru, som Australien i en årrække har betalt for at modtage og huse en del af sine flygtninge. Flygtninge, der havner i total uvished på ubestemt tid. Det fortæller Tahir om i videoen her.

(artiklen fortsætter under videoen)

Børnene kunne ikke lege, spise eller tale

”Nauru er en ø langt, langt ude i Stillehavet. En ø, som den australske regering brugte som detentionslejr for i forvejen sårbare og traumatiserede mennesker. En ø, hvor flere og flere af vores patienter fik svære psykiske lidelser. Hvor en tredjedel af vores patienter forsøgte at begå selvmord.

Hvor gravide kvinder blev adskilt fra familien og fløjet væk. Og hvor børn og unge stoppede med at fungere,” siger Tahir, der oplevede uvisheden og de fængselslignende forhold i de store fællestelte og i små containere på nærmeste hold. Hårdest ramt var børnene.

”Pludselig ville de ikke ud af deres containere. De kunne ikke lege. De kunne ikke spise. Og de kunne ikke tale. Heller ikke med deres egne forældre. Jeg var der. Jeg har set det her,” siger Tahir, som frygter, at de danske planer i Rwanda kan få lignende konsekvenser.

Fængselslignende forhold

Tahir arbejdede i seks måneder på flygtningeøen, der er på størrelse med Anholt. Han oversatte samtalerne mellem vores psykologer og psykiatere og flygtninge fra Iran og Afghanistan og fik dermed et helt særligt kendskab til dem.

”Som tolk mødte jeg selvsagt patienterne, så dem i øjnene, oversatte deres ord. De blev hegnet ind i store fællestelte og i små containere. Her ventede de og forsøgte at holde ud, mens deres asylsager blev behandlet i Australien. De blev visiteret med metaldetektorer, når de skulle ind og ud af lejren, og de havde kun to minutter til hvert bad,” siger han og tilføjer, at også systematisk adskillelse af familier var grund til talrige traumer.

Læger uden Grænser hjalp flygtninge på Nauru
I årevis har deporterede flygtninge og asylansøgere med katastrofale psykiske konsekvenser siddet tilbageholdt i total uvished på modtagecentret, Regional Processing Centre (RP1), på Nauru. I 2017 blev vi desværre tvunget væk fra øen og vores patienter. I august i år havde RP1 111 ”beboere”. Foto: MSF

Adskilt fra mor

”En mand kom ind i vores klinik og ville gerne tale med en psykolog. Han var bekymret for sin teenagedatter, der ikke havde været uden for containeren i ti måneder.

Det eneste, hun spiste, var nudler, og ellers sov hun bare. Hun havde mistet lysten til alt, siden hendes mor blev taget fra dem og tvangsfjernet til Brisbane i Australien – fire timers flyvetur væk fra Nauru.

Moderen var gravid, og de australske myndigheder fortalte familien, at fødslen skulle foregå i Brisbane, fordi hun kunne hun få den bedste lægelige hjælp der. Og når den lille kom til verden, ville både moderen og barnet komme tilbage til Nauru, så hele familien kunne være sammen.

Men det skete aldrig. Moderen og babyen bliver holdt tilbage i Brisbane, først på hospitalet, dernæst på et detentionscenter. Faderen var selv på medicin – som de fleste flygtninge var på øen – så han bedre kunne falde i søvn eller holde tankerne væk.

På den ene side havde han sin teenagedatter, der langsomt gik i opløsning for øjnene af ham; på den anden side sin kone og lille baby, der havde brug for ham i Brisbane Han anede ikke, hvad han skulle gøre. Hvad han kunne gøre.

Nogle uger efter fandt jeg ud af, at der fandt en systematisk adskillelse af familier sted. Gravide flygtningekvinder blev fjernet fra deres familier og fik ikke lov til at være sammen med deres kære igen. Fædre blev af forskellige årsager tvangsforflyttet til Australien.

Læger uden Grænser på flygtningeøen Nauru
Australien har siden 2013 betalt østaten Nauru for at modtage flygtninge og asylansøgere, som flyves en usikker fremtid i møde på øen, der er på størrelse med Anholt. Foto: MSF

Kradsede sig til blods

Ingen vidste, hvornår de kunne komme væk af øen. Ikke at have kontrol over sit eget liv og at vente i så mange år i uvished ødelægger et menneske. Vi havde en patient, som var svær at kommunikere med.

Kun faderen kunne forstå de lyde, han lavede, eller de gestikulationer, han viste. Han havde kradset sig så meget på benene, at de blødte. Sådan havde han ikke altid været. Lige da familien blev sat på øen, var han en god, flittig elev på Nauru College. Så dygtig, at han nogle gange vikarierede for læreren, når han var syg.

Men en dag blev hans mor og søster tvangsforflyttet til Australien. Siden havde han får det værre og værre. Faderen snakker om kollektivt selvmord: Ham og sønnen her, moderen og datteren i Brisbane, på samme tid.

Selvmord og selvmordstanker

Jo længere tid, jeg arbejdede på Nauru, desto oftere stødte jeg på de samme navne. Men jeg mødte dem aldrig selv. De var flygtninge, som havde begået selvmord. Blandt andre en mand i starten af tyverne, som satte ild til sig selv foran en delegation fra FN, fordi han havde fået nok. Han kunne ikke vente længere.

Folk talte om ham, fordi de så ham i flammer. Også børn havde selvmordstanker. En dreng på omkring ti år fortalte, at han hørte stemmer. At han fik at vide, at hvis han døde, blev det hele godt igen, for så kunne han være sammen med sin far igen. Faren var blevet tvangsforflyttet til Australien.

Vi opdagede også et andet mønster på øen. Børn, der udviklede en sjælden livstruende tilstand, kaldet resignationssyndrom eller opgivenhedssyndrom. De holder helt op med at tale eller bevæge sig. De trækker sig ind i sig selv og kan ikke have noget med andre at gøre, heller ikke deres egne forældre. De har ikke mere i sig.

Næsten en tredjedel af vores patienter forsøgte selvmord – blandt dem også børn.

Vores tolk Tahir

Det samme kan ske i Rwanda

Vores erfaringer fra Nauru, som Tahir skildrer, øger vores bekymring for de sundhedsmæssige konsekvenser, det vil få, hvis den danske idé om at flyve asylansøgere til et modtagecenter i Rwanda – eller til et hvilket som helst andet sted – bliver til virkelighed.

Mange af disse mennesker er flygtet fra krig, konflikt og forfølgelse og har både fysiske og psykiske sundhedsproblemer, som kræver, at de får kontinuerlig adgang til kvalitets-lægehjælp og behandling. Ved at sende dem til et andet land, som skal håndtere asylprocessen, risikerer deres traumer at blive voldsomt forværret.

På Nauru har vi set mennesker udvikle svære sindslidelser som følge af at være holdt hen i uvished om deres fremtid samt blive ufrivilligt adskilt fra deres familie. Uvisheden om, hvor længe de skulle være isoleret på øen uden at have kontrol over egne liv, ramte dem ekstremt hårdt.

Næsten en tredjedel af vores patienter forsøgte selvmord – blandt dem også børn. Alt dette var en direkte konsekvens af den australske model på Nauru.

På Nauru var de mentale lidelser blandt de værste, vi har oplevet i vores arbejde. Selv ikke på projekter, hvor vi har hjulpet ofre for tortur, har det set så grelt ud. Derfor tror vi ikke på, at Danmark kan sende asylansøgere til et tredjeland, uden at det vil være ødelæggende for deres sundhed.

Tahir Mirza arbejdede som tolk for Læger uden Grænser til øen Nauru fra november 2017 og seks måneder frem. Han er 34 år, flygtning fra Afghanistan, cand.mag. i retorik og uddannet fra Forfatterskolen.

Fakta om nauru

  • Siden 2013 har Australien sendt mennesker, der ad søvejen søger sikkerhed i landet, til stillehavsøen Nauru. Her lever mange fortsat i total uvished med katastrofale følger for deres psykiske helbred. Det er en af de værste mentale sundhedskriser, vi har set.
  • Australien betaler den fattige østat, der er på størrelse med Anholt, anseelige beløb for at huse de tusinder af flygtninge, som gennem årene er blevet sendt dertil. I august 2022 sad 111 flygtninge fastholdt på øen.
  • I november 2017 begyndte vi at yde psykologisk og psykiatrisk hjælp til flygtninge, asylansøgere og lokalbefolkningen på Nauru Island. Ifølge landets myndigheder var der imidlertid ikke brug for vores hjælp, og i oktober 2018 gav de os 24 timer til forlade øen. På de 11 måneder nåede vi at behandle 208 flygtninge og asylansøgere. Næsten en tredjedel af dem, vi tilså, havde forsøgt selvmord. 60 % havde overvejet at tage deres eget liv. Børn ned til ni år har fortalt os, at de hellere vil dø end at leve i håbløshed i Nauru.
  • Der er fortsat akut behov for vores hjælp. Ingen humanitære organisationer har længere adgang til øen.

Fra felten

Koleraudbrud spreder sig hastigt i verden

Læs mere
Læger uden Grænser i Nigeria

Mie Terkelsen

Nigeria

Mie i Nigeria: “Jeg har aldrig set så syge børn”

Læs mere
Lægehjælp i Al-Hol i Syrien
Syrien

Syrien: Næsten 80 børn døde i Al-Hol sidste år

Læs mere
Læger uden Grænser bekæmper malaria i Niger

Vores analysechef Julia: “Klimakrisen er en sundhedskatastrofe”

Læs mere
Læger uden Grænser i Yemen

Vores gynækolog i Yemen: “Vi fik en baby ud, som var næsten død”

Læs mere

Sult koster flere og flere børneliv over hele verden: ”Alle alarmklokker ringer”

Læs mere
Oversvømmelser i Pakistan
Pakistan

Shahid i oversvømmede Pakistan: “Det er hjerteskærende at se”

Læs mere
Læger uden Grænser i Litauen

Louise Svendsen

Vores psykolog Louise i Litauen:“Chokerende at opleve i EU”

Læs mere

Akut hjælp til katastrofen i Pakistan

Læs mere
Læger uden Grænser i Yemen

Anni Fjord

Yemen

Anni i krigsramte Yemen: Jeg kunne allerede mærke tårerne

Læs mere
Læger uden Grænser i Afghanistan

Billedserie: Et hårdt år for børnene i Afghanistan

Læs mere
Underernæring

Camilla Midtgaard Eriksen

Sydsudan

Camilla i Sydsudan: ”Den lille pige var for udmattet til at spise”

Læs mere

Marcus Bech

Kenya

Marcus i Kenya: Den her krise har været overset alt for længe

Læs mere

Hun blev hastet ind i ”den røde zone”: Smitsom sygdom spreder sig blandt små børn i Afghanistan

Læs mere

Kamma Skaarup

Kamma ved Europas grænse: ”Moren ligner nærmest ét stort blåt mærke”

Læs mere
Læger uden Grænser

Maja Rymer

Maja i Afghanistan: Fødende kvinde fik hjertestop

Læs mere