Da jeg var udsendt, så jeg, hvordan menneskerne i lejren bor og lider i ufrivillig stilhed. De befinder sig i en slags kviksand, hvor de kæmper for at holde hovedet oppe. Men de færreste mennesker kan holde til de forhold, de må leve under. På et tidspunkt kollapser de med kroniske traumer til følge.
Et af de mennesker, jeg aldrig vil glemme, er en 12-årig afghansk dreng, der kom til vores klinik sammen med sin far. Drengen skulle undersøges for udslæt i ansigtet, men i løbet af konsultationen kom det frem, at han var blevet voldtaget to dage tidligere. Drengen havde været ude at lege, da han var blevet antastet af to mænd og derefter seksuelt misbrugt. Det var frygteligt. Faren vidste det ikke, men han havde godt bemærket, at drengen havde været underligt stille de to foregående dage.
Desværre er historien blot en ud af mange grumme historier, som jeg oplevede. I Moria kommer kvinder til vores klinikker og beder om prævention, fordi de ved, at risikoen for at blive voldtaget er stor. Forældre beretter om børn, der pludseligt begynder at tisse i sengen om natten og har voldsomme mareridt. De fortæller om børn, der holder op med at tale, ændrer adfærd og forsvinder ind i sig selv.
Umenneskelige forhold
I sidste uge bragte BBC en udsendelse om flygtningelejren. Dokumentaren handlede om, at et stigende antal børn forsøger at begå selvmord, fordi den måde, de lever på, fratager dem lysten til at leve. Det er en barsk udsendelse, men desværre var det hverken nyt eller overraskende for mig.
For forholdene er skræmmende og umenneskelige, og lejren er fyldt til bristepunktet. I dag bor flere end 8.000 mennesker på et område og med en infrastruktur, der er beregnet til 3.000. Og der er ingen udsigt til, at det bliver bedre, for der ankommer cirka 100 mennesker til øen om dagen.
Alene på Lesbos er det i år blevet til flere end 10.000 mennesker, og samlet set har flere end 19.000 mennesker i 2018 taget flugten til Grækenland. Langt størstedelen kommer fra Syrien, Irak og Afghanistan, og seks ud af ti er kvinder og børn. Mange kommer med traumer og ar på krop og sjæl. Jeg har hørt kvinder fortælle om at blive gruppevoldtaget på vej til Europa, og jeg har hørt mennesker berette om mord, bomber og ødelæggelse.
Desværre bliver Europa, der skulle være en helle af tryghed og sikkerhed for disse mennesker, en kilde til afmagt og desperation. For livet i lejren så uholdbart, at arrene på de mennesker, der i forvejen har rigeligt at kæmpe med, vokser dag for dag. Beviset er, at en stadigt stigende del af vores arbejde består i at behandle psykiske skader, der først er opstået efter ankomsten til Lesbos. Det gør mig både frustreret og ked af det. Og der er ingen udsigt til forbedring, og at lukke ørerne og kigge den anden vej løser ikke problemet. Det gør det blot større.
Rejsebrevet er blevet bragt i Politiken fredag den 7. september 2018.