I Danmark er en fødsel i langt de fleste tilfælde et lykkeligt øjeblik – men for Afghanistans kvinder ender graviditeten alt for ofte i sorg.
”Jeg har set så mange kvinder, som har mistet livet under eller efter fødslen. Jeg har set børn voksne op uden deres mor. Det er meget trist. “
Aqila arbejder som jordemoder på et hospital, som Læger uden Grænser er med til at drive i Afghanistans hovedstad, Kabul.
For 10 år siden besluttede hun sig for at skifte spor og blive jordemoder af en simpel årsag: at kæmpe for sikre fødsler til de afghanske kvinder.
11 kvinder dør i døgnet
For det er farligt at være gravid i Afghanistan. 4.300 afghanske kvinder mister hvert år livet under graviditet eller fødsel – bare inden for det næste døgn vil 11 kvinder dø, lyder det fra WHO.
Det er helt vilde tal, når man sammenligner med andre steder i verden. I Danmark mister omkring fire kvinder livet under graviditet eller fødsel om året.
Men hvorfor er de gravide kvinder i Afghanistan så udsatte?
Ingen adgang til uddannelse
En af de største udfordringer er manglen på kvindelige læger og jordemødre.
I årtier har de afghanske kvinder ikke haft mulighed for at uddanne sig, og i dag er der derfor ikke nok personale til at tage sig af de gravide.
”Det er ikke nemt for en kvinde at blive jordemoder. Der er mange usikre provinser i Afghanistan, og kvinderne får ikke lov til at forlade deres hjem, ” fortæller Aqila.
Samtidig vil mange afghanske familier kun søge behandling hos kvindelige læger og jordemødre på grund af Afghanistans kulturelle kønsnormer.
Det har den konsekvens, at op til 2 ud 3 fødsler i Afghanistan foregår derhjemme – uden hjælp fra professionelle.
Vidste du:
- En fjerdedel af alle de fødsler, vi står for på verdensplan, foregår i Afghanistan.
- Sidste år hjalp vi flere end 66.000 spædbørn til verden i Afghanistan – tallet er næsten fordoblet siden 2013.
Arbejdet virker
Vi tilbyder gratis fødselshjælp og pleje af nyfødte på fire hospitaler i Afghanistan. På alle vores projekter uddanner vi de lokale medarbejdere – næsten alle de afghanske læger og jordemødre er kvinder.
Og indsatsen virker. I 2012 åbnede vores hospital for gravide i Khost, og i dag er en række kvindelige læger fra Afghanistan højt kvalificerede.
De er oplært af vores internationale medarbejdere – for eksempel af en belgisk fødselslæge, som har været udsendt til hospitalet i Khost hele syv gange.
Jeg lærte to af vores afghanske læger at udføre deres første kejsersnit. Og i dag – mange år efter – kan de gøre alt uden vores hjælp
Gratis sundhedshjælp er afgørende
Alle vores hospitaler tilbyder gratis lægehjælp, men mange andre klinikker i Afghanistan tager betaling for sundhedsydelserne.
”Der er mange mennesker, der har økonomiske problemer, og de har ikke råd til scanninger eller undersøgelser hos en gynækolog under graviditeten, ” fortæller jordemoderen Aqila.
”Kvinderne tager ikke til de dyre privathospitaler, så i stedet forsøger de at føde derhjemme. Men mange kender ikke til de komplikationer, der kan opstå under graviditet eller fødsel.”
Mere end 40 procent af de afghanske kvinder får ingen hjælp i løbet af deres graviditet. Det tal forsøger vi at nedbringe gennem vores arbejde, lyder det fra vores belgiske fødselslæge:
”En fødsel bør være et lykkeligt øjeblik og ikke fyldt med sorg. Det er derfor, vi er her for at hjælpe. Ingen kvinde skal miste livet på grund af en fødsel. ”
Vidste du:
- Vi arbejder på fire hospitaler i landet, hvor vi tilbyder gratis hjælp til gravide og fødende. Vi uddanner også de lokale afghanske medarbejdere på alle vores projekter.
- Vi har arbejdet i Afghanistan siden 1980, og det er stadig et af vores største projektlande med2.300 ansatte – både nationale og internationale medarbejdere.