Monsunregn truer verdens største flygtningelejr: Risiko for udbrud af farlige sygdomme

Vi har netop åbnet et stort hospital i verdens største flygtningelejr i Bangladesh. Her kan læger og sygeplejersker behandle børn og voksne, når monsunen risikerer at oversvømme telte, toiletter og brønde.   

Vi er lige nu i fuld gang med at forberede os på den monsunregn, som inden længe rammer de store flygtningelejre i Bangladesh. Hvert år rammer monsunen landet og skyller flere huse og landbrugsområder med sig.

I verdens største flygtningelejr Kutupalong-Balukhali i Bangladesh har vi netop åbnet et stort hospital med plads til 100 senge. Adgang til lægehjælp i lejren bliver ekstremt udfordrende, når det tropiske regnvejr rammer området.

”I tilfælde af oversvømmelser under monsunsæsonen er der en stor risiko for, at kolera og andre smitsomme sygdomme spreder sig,” fortæller Astrid Opstrup, som netop er hjemvendt efter tre måneder som ledende sygeplejerske på et af voresprojekter i Cox’s Bazar i det sydlige Bangladesh.

”Farlige sygdomme som difteri, fåresyge og mæslinger kan hurtigt sprede sig på grund af de uhygiejniske levevilkår og enormt proppede lejre. Op til 12-14 personer kan bo under samme tag på de mudrede bakker, og beboerne har ikke altid adgang til rent drikkevand. Mange er ikke blevet vaccineret, ” tilføjer hun.

Mange latriner i flygtningelejren er bygget i lavtliggende områder, som risikerer at blive oversvømmet, når monsunen kommer. Og mange brønde til drikkevand er ikke dybe nok og risikerer at blive forurenet.

Læger uden Grænser har selv gravet flere brønde med en tilstrækkelig dybde på 150 meter, men disse brønde kan ikke levere nok rent drikkevand til alle mennesker i flygtningelejren.

Der er plads til 100 senge på vores nye hospital, hvor vi både kan behandle akutte skader og hjælpe fødende kvinder.

Flygtninge på ubestemt tid

Monsunen er ikke den eneste grund til, at vibygger et nyt hospital i verdens største flygtningelejr.

De hundredtusindvis af rohingyaer, som i august sidste år begyndte at flygte fra vold og overgreb i Myanmar og nu har slået sig ned i Bangladesh bor på skrøbelige mudrede bakker.

De har ingen foreløbige udsigter til at kunne vende tilbage til deres hjem. Derfor er der brug for at sikre lægehjælp til de udsatte mennesker.

Det nye hospital har blandt andet en skadestue, en intensivafdeling, en afdeling til gravide og nyfødte børn og en isolationsenhed for patienter med smitsomme sygdomme.

”Det er afgørende, at nødhjælpsorganisationer er parate med et kriseberedskab, så lægerne hurtigt kan gå ind og hjælpe de ramte patienter. Den hurtige indsats er altafgørende for at kunne behandle så mange for livstruende sygdomme og redde liv,” fortæller Astrid Opstrup.

I Cox´s Bazar-distriktet i det sydlige Bangladesh har Læger uden Grænser allerede åbnet flere klinikker for at hjælpe de mange flygtninge fra Myanmar. I marts og i begyndelsen af april åbnede Læger uden Grænser to andre hospitaler i samme område.

Flygtningekrise i Bangladesh – sådan hjælper vi

Flere end 700.000 mennesker er siden august 2017 flygtet fra vold og overgreb i Myanmar og bor nu i overfyldte flygtningelejre i Bangladesh.

Her er der mangel på lægehjælpog rent vand, og de mange mennesker er derfor sårbare over for smitsomme sygdomme.

Flere end 2.000 læger, sygeplejersker, psykologer, logistikere etc. fra Læger uden Grænser arbejder lige nu i Bangladesh for at hjælpe de mange mennesker på flugt.

Bangladesh