KC NWAKALOR

Mie i Nigeria: “Jeg har aldrig set så syge børn”

25. november 2022

Store dele af det nordlige Nigeria er ramt af en katastrofal ernæringskrise. Vores sygeplejerske Mie arbejdede på en klinik for krisens yngste hovedpersoner, børnene, som desværre tit var for syge til at kunne reddes.

Der er mange drivkræfter bag Nigerias voksende sundhedskrise. En af de helt centrale handler om mad. Eller rettere begrænset adgang til mad. I den nordvestlige del af landet, hvor vores sygeplejerske Mie indtil for nylig arbejdede, har vi således siden begyndelsen af 2022 blandt andet oplevet et ekstraordinært højt antal underernærede børn.

“Det, der har sat sig mest i mig, er, hvor syge de var. At se de her små børn være SÅ syge. Alt for tit døde de jo simpelthen fra os,” siger Mie, der var udsendt til blandt andet Kebbi State i Nordvestnigeria, hvor hun var med til at starte en klinik for underernærede børn fra seks måneder til fem år. Klinikken indgår i vores livreddende samarbejde med de lokale myndigheder.

Startede fra grunden

“Vi var den eneste NGO i området og startede helt fra grunden. Det var helt vildt. Vi havde fået et lille rum på det lokale hospital, og her startede vi først op med to senge. Hurtigt blev det til både tre, fire og fem senge, og i dag ved jeg, at de har over 100 senge dernede. Så behovet er der mildest talt,” fortæller Mie.

(artiklen fortsættes under billedet)

”Tit var det for sent”

På den travle klinik kunne det til tider være en udfordring at holde modet oppe i skyggen af den svimlende dødsrate, men Mie blev hele vejen igennem motiveret af sine “fantastiske kolleger”. Ikke mindst de lokalt ansatte, der alle sammen arbejdede utrætteligt for at få tingene til at køre og frem for alt for at redde liv. Trods de svære forudsætninger.

“Helt grundlæggende er det jo sindssygt hårdt at miste børn. Vi kæmpede, alt hvad vi kunne, og jeg var og er stadig stolt af mit team. Men tit var det bare for sent. De var for syge. Det er en absurd situation at være i, når både vi og for så vidt også mødrene ved det,” fortæller Mie, der særligt hæftede sig ved en bestemt mor.

“Hun kom ind med sit meget syge barn. Vi kæmpede virkelig, men vi kunne godt se, at det nok ikke ville gå godt. Moderen havde virkeligt svært ved at være i situationen i de tre dage, dødskampen varede, og det viste sig så også, at hun havde født 11 børn og mistet de otte. Så hun vidste også godt, hvilken vej det gik.”

Livsbekræftende sul på kinderne

En anden helt grundlæggende motivationsfaktor var selvfølgelig de gode historier. Oplevelsen af at være med til at hjælpe der, hvor der er mest brug for det.

“Noget af det, jeg elskede mest, var, når vi var ude og lave opfølgninger uden for klinikken for dem, der ikke var så syge, at de behøvede indlæggelse. At se hundredvis af kvinder i farvestrålende gevandter, der sad der med deres små børn. Og selvfølgelig først og fremmest se de børn, der blev bedre. Jeg nåede jo at se nogle, som i første omgang kom ind på vores klinik som skind og ben og nu havde fået sul på kinderne. Det er forfærdeligt at se, hvor syge, de kan blive, men det har været kæmpestort samtidig at se, hvordan nogle af dem kan komme sig igen og blive glade børn,” understreger Mie.

Stædigt asen

Særligt en lille patient glemmer Mie aldrig.

“Kadisha var den første patient, vi indlagde, da vi havde åbnet den nye klinik. Hun var omkring otte måneder gammel og alvorligt underernæret, men ville bare ikke spise. Måske fordi hun også havde malaria. Vi lagde en sonde, men fortsatte med at gøre alt, hvad vi kunne, for at få hende til at spise rigtigt. Da vi de følgende dage indlagde flere børn, prøvede deres mødre også at hjælpe. Men hun ville bare ikke.”

Fantastisk at se det vende

I bakspejlet er Mie næsten imponeret over den lillebitte piges stædighed, men dengang var den livstruende.

“En dag – out of the blue – sidder hun så med de andre børn, der gerne vil spise, og pludselig rækker hun ud efter en næringsberiget bar og begynder at spise den. Vi bliver sådan helt: Uuhhh, hun spiiiser! Helt glade. Derfra spiste hun bare og fik det bedre. Det var helt fantastisk at se det vende for en, vi havde brugt så meget krudt på at få til at spise sig tilbage til livet. Hun var en de af sidste, jeg så, inden jeg skulle hjem. Og da var hun en glad, lille, tyk baby.