Kemoterapi er også nødhjælp
Det er for dyrt. Der er ikke medicin nok. Og din mand forlader dig. Der er mange grunde til, at kvinder i afrikanske lande ikke får behandling for kræft, før det er for sent. Hvis de overhovedet bliver behandlet. Derfor er vi trådt til i Mali og Malawi med både kemoterapi, screeninger og med smertelindring, når der ikke er mere at gøre.
”Jeg havde hørt om livmoderhalskræft, fordi en klassekammerat fik det og døde af det. Hun blev sendt på hospitalet for at blive undersøgt og blev diagnosticeret med kræft. Men sygdommen havde allerede spredt sig til hendes livmoder og andre organer, og hun blev ikke behandlet. Hun ventede bare på at dø. Hun var 24.”
Historien fik vi fra en patient, vi behandler for kræft i Malawis andenstørste by, Blantyre. Den viser, hvorfor vi også arbejder med kræft, selvom det ikke er det, man først og fremmest forbinder med medicinsk nødhjælp.
Dårlige odds i Afrika
Uanset hvor i verden man bor, er kræft en skræmmende sygdom. Men der er ulighed mellem verdensdelene: Kvinder i højindkomstlande har fem år efter diagnosen 85 procents chance for at overleve. For kvinder i afrikanske lande overstiger chancen aldrig 15 procent.
”Selvom nogle lande har læger, veludstyrede klinikker og adgang til kemoterapi, så er der stadig mange udfordringer. For det første mangler der systematiske screeninger, som betyder, at knuder opdages for sent. Flere end 80 procent får behandling meget sent i forløbet,” forklarer Claire Rieux, leder af vores cancerprojekt.
Oveni er der overtro, fordomme og frygt forbundet med kræft, som afholder folk fra at søge læge.
”Mennesker med sygdommen bliver tit stigmatiseret, og derfor skjuler kvinderne og deres familier det. Det er en anden grund til, at mange kvinder kommer for sent,” forklarer Petra Becker, der leder vores projekt i Mali.
Nogle venter og ser, om symptomerne fortsætter, før de går til en traditionel heler, som de håber, kan kurere dem. Der kan gå mellem 4 og 18 måneder fra de første symptomer til diagnose.
Medicin og behandling er for dyr
I nogle lande syd for Sahara dækker staten omkostningerne ved noget kræftmedicin og strålebehandling, men fordi behovet er så stort, er der ofte mangel på medicinen. Og patienterne skal stadig selv betale for konsultationer og undersøgelser, selv når sygdommen betyder, at de ikke længere kan arbejde.
I Mali kan en ultralydsscanning koste over 1.100 danske kroner. Gennemsnitligt tjener en malier cirka 4.000 kroner – om året.
”Familier hjælper tit med at betale for behandlingen, indtil de ikke har flere penge. Når de ikke kan betale mere, stopper behandlingen, og knuderne spreder sig,” siger Becker.
Vi driver et cancerprojekt i Bamako, Malis hovedstad. Projektet hjælper kvinder med bryst- og livmoderhalskræft, som med behandling har en god chance for at overleve.
”Når vi tager imod en patient, håndterer vi alt. Vi betaler for al behandlingen,” siger Rieux.
Vi hjælper i den sidste tid
Vores hold i Malawi hjælper sundhedsmyndighederne med at forbedre screeninger, yde lægekonsultationer og behandling for kræft og med at lave sundhedskampagner. Vi hjælper også med HPV-vacciner.
”Kemoterapi kan have alvorlige og invaliderende bivirkninger, såsom smerte og kvalme. I nogle lande kan man ikke få den medicin, der kan lette bivirkningerne, eller også er den ikke til at betale for. Derfor hjælper vores hold også kvinderne med det, så de kan udholde behandlingen,” siger Rieux.
For patienter med kræft i 3. eller 4. stadie er der ikke mange behandlinger. Derfor handler det ikke længere om at kurere patienten, men om at yde omsorg og støtte dem enten på hospitalet eller i deres hjem.
”Smertelindrende behandling handler om at give patienten den bedst mulige støtte i deres sidste tid. Vi har et hold klar til at yde læge- og psykologhjælp såvel som social støtte. Vi håndterer ikke kun sygdommen, men også alt, hvad den medfører,” siger Rieux.
Forlades og dør alene
Det sociale og psykologiske pres kan være så stort, at nogle kvinder bliver forladt af mænd og familie.
”Jeg husker en kvinde, som havde kræft og var blevet vansiret. Hendes mand havde forladt hende, og hendes datter ville ikke have noget med hende at gøre. Jeg har set kvinder, der ellers havde kærlige familier, dø alene og under stor mental og social lidelse.”
Derfor er social støtte og inddragelse af familie og lokalsamfund oveni den smertelindrende behandling vigtige dele af vores indsats mod kræft i Mali og Malawi.
En indsats, der ikke bliver mindre relevant i fremtiden, konkluderer Claire Rieux:
”Vi er nødt til at fortsætte vores arbejde og øge vores indsats for kvinder med kræft. Det er en udfordring, som Læger uden Grænser vil møde de næste år. Der er sket store fremskridt i kræftbehandling, så det er simpelthen uacceptabelt, at mennesker i lavindkomstlande ikke har adgang til det.”