”Jeg troede, at vi ville miste hende”

Vores brasilianske læge Alexandre møder treårige Hauwa under sin udsendelse til Nigeria. Hun er alvorligt syg, da hun bliver indlagt med underernæring. Hauwa får det langsomt bedre, og mens hun er indlagt, hører Alexandre hendes tragiske familiehistorie.

”Det er tidlig søndag morgen. Solen er stærk som altid, og jeg er på vej til hospitalet for at se, om nogle af lægerne har brug for hjælp. Jeg sidder i bilen og kigger ud af vinduet på byen Maiduguri i det nordøstlige Nigeria.

Nogle børn løber efter bilen og råber ”Baturi”, som betyder ”hvidt menneske” på sproget hausa. Det er bare ét af de 500 sprog, der bliver talt i landet.

Blandt de forbipasserende er en mor og datter. Begge balancerer med store skåle oven på hovedet, mens de går. At se dem minder mig om en mor og en patient, som er ved at blive rask.

Da jeg så hende første gang, var hun bevidstløs, og jeg troede, at vi ville miste hende.

Det er en rolig morgen på hospitalet, men natten var svær. Vi mistede endnu et barn, som døde af alvorlig underernæring.

Vi behandler op til 400 børn med alvorlig underernæring hver måned. Derudover giver vi mere end 600 børn mad og behandlinger ambulant.

Efter jeg har set til patienterne på intensiv-afdelingen, går jeg hen til en af sundhedsformidlerne, som ofte hjælper mig med at oversætte. Vi går videre til et stort telt med mere end 20 senge. Det er her, vi overfører vores patienter, der er stabile, og som er ved at afslutte behandlingen for underernæring.

Disse børn får speciel mælk og næringsberiget jordnøddepasta. Begge dele har et højt indhold af vitaminer, mineraler og kalorier, så børnene kan tage på, inden de kommer hjem.

”Thank you”

På en af bårerne ser jeg Hauwa. Hun er tre år og i gang med at spise jordnøddepasta. Jeg kan ikke undgå at smile.

Hauwa var meget tæt på at dø. Da hun kom til vores hospital, var hun meget syg med alvorlig underernæring, som var forværret på grund af en infektion. Hendes krop var bare hud og knogler. Øjnene var indsunkne, og munden revnet – alt sammen tegn på dehydrering.

Da jeg så hende første gang, var hun bevidstløs, og jeg troede, at vi ville miste hende. I de første to dage på intensiv-afdelingen var hendes øjne lukkede, men hun vågnede langsomt op og blev mere bevidst. På det tidspunkt kunne hun ikke sidde op, og hendes hals var for svag til at holde hovedet.

Heldigvis fik hun det bedre med den rette behandling. Hendes første smil kom et par dage senere, da hun fik balloner at lege med. I dag sidder hun op, smiler og spiser. Da jeg kommer hen mod hende, smiler hendes mor Falmata.

I de seneste par uger har vi fået skabt en god relation. Hun siger “thank you”, som hun har lært at sige for at udtrykke sine følelser. Jeg smiler tilbage og gentager ordene.

Med hjælp fra sundhedsformidlerens oversættelser kan vi snakke sammen. Falmata fortæller sin historie.

Har mistet seks børn

Falmata er 33 år. Som de fleste kvinder i Nigeria var hun meget ung, da hun blev gift, og hun har født ni børn. Hun fortæller, at seks af dem er døde. Hun begynder at græde, og jeg siger, at det gør mig ondt.

Hendes seksårige dreng blev født i Bama og hendes to piger – Hauwa og en pige, der er et år gammel – blev født i en af lejrene for fordrevne mennesker i Maiduguri.

Falmata og hendes mand var for fire år siden nødt til at flygte fra deres landsby for at slippe væk fra konflikten, der er i regionen. Mange familier frygter kampene, og de forlader derfor deres hjem og landsbyer for at komme i sikkerhed.

Lige nu bor der over én million fordrevne mennesker i Maiduguri. Og uden sanitet, ordentligt husly eller gratis sundhedshjælp er det svært at undgå sygdomme.

En stærk kvinde

Konflikten har resulteret i mange tab. Falmatas svoger er et af ofrene. Han blev skudt, og hans kone blev alene med deres tre børn. Efter hans død blev hun meget syg. Falmata mener, at hun døde af hjertesorg.

Det skete for mindre end et år siden. Falmata tog sig efterfølgende af de tre børn. Falmatas mand ville ikke acceptere de tre børn. Derfor lod Falmata sig skille fra ham, så hun kunne tage vare på børnene. Hun er nu alenemor for seks børn.

Familien bor i et lille hus, der er lavet af zinkfliser. Falmata laver mad over et bål udenfor, og hun sælger snacks til forbipasserende. Hun har ikke altid penge nok og er bekymret for fremtiden – men hun er glad for, at datteren har fået det bedre. Hun smiler og takker mig endnu engang. ”Thank you”, gentager jeg.

Denne ukuelige kvinde bliver ved med at klare livets udfordringer og har alligevel energi til at smile.

Hauwa blev udskrevet to dage senere med et smil på sine allerede buttede kinder. Hun kunne gå og holde sit hoved igen.

Mens jeg skriver det her, tænker jeg på Falmata og de udfordringer, hun har. Hendes rejse er langt fra ovre, men jeg tror på denne stærke kvinde, og jeg forestiller mig hende gå med rank ryg og hovedet højt.”