Hvem hjælper dem, der hjælper andre?

Vores udsendte er ikke altid klar over, hvilken mental bagage, de har med sig hjem.

De redder liv og lindrer nød. Arbejder mange og lange timer. De tvinges til at træffe svære – og ofte helt umulige valg. Men hvem hjælper dem, der hjælper andre? Vores udsendte Fia og Jon fortæller om de svære følelser, som kan holde en vågen om natten.

En klæbrig varm sommerdag i Stockholm forbereder sygeplejersken Fia sin brors 40 års fødselsdagsfest. Det er kort efter, at hun er kommet hjem fra sin udsendelse til den græske ø Lesbos. Hun er i fuld gang med at hænge vimpler op i haven, da snorene vikler sig sammen. Et lille problem, en ubetydelighed, men det bliver det, der vælter læsset og får hende til at bryde sammen. Tårerne strømmer ned ad kinderne, mens alle følelser og minder skyller ind over hende. På trods af, at Fia har været udsendt til både Nigeria og Bangladesh, blev Lesbos hårdere, end hun havde forestillet sig.

Håbløsheden, som gennemsyrede øen, krøb dybt ind under huden på hende. Her var hun vidne til de tusindvis af mennesker, som havde ventet i årevis på at få asyl under forfærdelige forhold. Sværest var det at opleve børnene, som havde det så dårligt, at de skadede sig selv.

“Jeg bed det i mig og forsøgte at slå til for patienternes skyld. Man føler sig næsten egoistisk over at få det dårligt, når deres lidelser er så store. Lige i det øjeblik kan man ikke fokusere på sig selv,” siger Fia.

Forsinkede reaktioner

Reaktioner på arbejdet i felten kommer ofte langt senere. Det fortæller Matti Ek, Læger uden Grænsers psykolog i Stockholm, som tidligere har arbejdet i krigs- og katastrofeområder.

At reaktioner kan komme krybende senere, har sygeplejersken Jon Gunnarsson også erfaret.

”Jeg har nok altid følt, at jeg skulle klare alt. Lidt ligesom Superman. Men jeg indser mere og mere, at det er jeg bestemt ikke,” siger Jon.

Jon har blandt andet arbejdet i Pakistan og ad tre omgange i DR Congo, senest under ebola-udbruddet i Nordkivu. For nogle år siden begyndte Jon at føle sig udmattet. Han skar tænder og fik svært ved at tage dybe vejrtrækninger. En nat vågnede han og troede, at han skulle dø. Det viste sig, at han havde fået et angstanfald, som var en reaktion på oplevelserne i felten.

”Alle udsendelser er svære på hver deres måde. Graden af stress, det store ansvar – men også en række svære moralske dilemmaer, hvor der ikke er en god løsning, uanset hvilken beslutning man tager. Der er oplevelser, som jeg har undertrykt i flere år for at kunne fungere.”

Sundhed i felten

Vi arbejder systematisk på at fremme vores medarbejderes velbefindende i felten og skabe et miljø, hvor alle kan føle sig trygge ved at tale om de ar på sjælen, som en udsendelse kan give.

Det handler både om at skabe et forum til at tale om psykiske problemer, men også ved at tilbyde psykologhjælp, og der kommer vores psykologer ind i billedet.

Hvert år sender vi tusindvis af medarbejdere til nogle af verdens fattigste og farligste områder. Før, under og efter udsendelsen står vores psykologer derfor til rådighed for de udsendte.

Det kan være at efterlade deres kære, at bo og arbejde i en krigszone, risikere at blive angrebet og at leve uden sit sædvanlige sikkerhedsnet. Og ikke mindst den tunge arbejdsbyrde og følelsen af aldrig at slå til over for de enorme behov.

”Inden for den humanitære branche findes en kultur, hvor man skal arbejde hårdt og klare mange utroligt svære situationer, hvilket risikerer at brænde medarbejderne ud før tid. Ofte bliver det jo udsendelse efter udsendelse, og så kan ubearbejdede traumer hobe sig op”, fortæller Matti Ek.

En ven i nøden

Så hvad var det, der knækkede Fia? Tabet af en nær kollega og ven i Bangladesh prægede udsendelsen til Lesbos.

”Jeg gik ikke udenfor en dør i tre uger. Jeg reagerede nok stærkere på det, jeg oplevede på Lesbos, fordi jeg ikke havde bearbejdet mine oplevelser fra Cox’s Bazar (Bangladesh, red.),” fortæller Fia.

”En stor del af de udsendte har et stærk moralsk kompas og presser sig selv til altid at præstere,” siger Matti.
Relationen til kollegaerne kan også være en afgørende faktor, specielt når man er sammen de fleste af døgnets timer. Trives man med mennesker omkring sig og formår at have de dybe samtaler, er behovet for at læsse af måske ikke lige så stort. Men hvis ledelsen eller teamet ikke fungerer, fører det til yderligere press i en allerede presset hverdag.

At Matti kun er et opkald væk, kan være en livline.

”Mange fortæller, at det giver en følelse af tryghed at vide, at der altid er en, man kan ringe til, hvis der opstår en krise. De fleste passer bedre på andre, end de passer på sig selv,” konstaterer Matti.

At komme hjem er værst

Den største udfordring for vores udsendte er ofte at komme hjem. Man er træt og udmattet efter at have arbejdet hårdt og under pres en stor del af døgnets timer. Depression, angst, mareridt og søvnproblemer er ikke usædvanligt.

Tilværelsen føles hurtigt tom, og de store spørgsmålet i livet føles ikke særligt vigtige hjemme. Familie og venner savner en referenceramme for fuldt ud at forstå, hvad man har oplevet i felten. Det kan føre til ensomhed.

”Da jeg kom hjem fra Lesbos, var der pludselig plads til mine egne tanker om børnene i lejren, håbløsheden og min egen magtesløshed,” husker Fia.

På vid gab

Et besøg hos vores psykologer er obligatorisk efter en udsendelse. For Fia blev samtalerne et vigtigt led i at bearbejde oplevelserne. Der følte hun sig tryg nok til at åbne døren på vid gab for hendes tanker.

”Det var sundt med en, som stillede de ubehagelige spørgsmål og åbnede op for det, jeg havde gemt væk. Ellers risikerer man at blive ved med at bide det i sig. Jeg fik hjælp til at forstå, hvordan mine tanker, følelser og handlinger påvirkede andre.”

I dag føler Fia sig i balance og har lettere ved at håndtere minderne.

”Jeg kan ikke glemme alt det, jeg så på Lesbos, men det ønsker jeg heller ikke. Det handler om at komme overens med de svære følelser.”

Fra felten

Flygtninge i Europa

På flugt gennem Italiens snedækkede bjerge: ”Du er i livsfare, hvis dine fødder bliver våde”

Læs mere
Læger uden Grænser i Armenien

Kasper Pedersen

Armenien

Dansk læge i Armenien: “Der så jeg, hvad en epidemi virkelig er”

Læs mere
Libanon

Børn og ældre lider under Libanons mange kriser

Læs mere
Liberia

Hvert år dør 59.000 af rabies

Læs mere

Vi har fået ny direktør

Læs mere
Vaccineret mod mæslinger

Flere skal have mulighed for at producere coronavacciner

Læs mere
Læger uden Grænser hjælper under glemte kriser

Glemte kriser 2020

Læs mere

Et mærkeligt år i billeder

Læs mere
Grækenland

Børnene på Lesbos vil hellere dø

Læs mere
msf flag

Julehilsen fra felten

Læs mere
Børn bliver ofre for borgerkrigen i Yemen
Yemen

Borgerkrigen i Yemen: Gravide kvinder og legende børn såres og dræbes

Læs mere
Idlib i Syrien
Syrien

På flugt i Idlib: Endnu en hård vinter i et hullet telt

Læs mere
Flygtninge fra Etiopien krydser grænsen til Sudan
Etiopien

Over 42.000 flygtet fra Etiopien til Sudan – nogle er gået i dagevis uden ejendele

Læs mere

Ingen patenter i pandemien – for patenter dræber

Læs mere
Syrien

COVID-19 spreder sig i det nordvestlige Syrien: ”Hvis jeg bliver hjemme, sulter min familie”

Læs mere
Vaccineret mod mæslinger

Patenter kan dræbe – og de kan holde liv i COVID-19-pandemien

Læs mere