Hvem hjælper dem, der hjælper andre?
De redder liv og lindrer nød. Arbejder mange og lange timer. De tvinges til at træffe svære – og ofte helt umulige valg. Men hvem hjælper dem, der hjælper andre? Vores udsendte Fia og Jon fortæller om de svære følelser, som kan holde en vågen om natten.
En klæbrig varm sommerdag i Stockholm forberedersygeplejersken Fia sin brors 40 års fødselsdagsfest. Det er kort efter, at huner kommet hjem fra sin udsendelse til den græske ø Lesbos. Hun er i fuld gangmed at hænge vimpler op i haven, da snorene vikler sig sammen. Et lilleproblem, en ubetydelighed, men det bliver det, der vælter læsset og får hendetil at bryde sammen. Tårerne strømmer ned ad kinderne, mens alle følelser ogminder skyller ind over hende. På trods af, at Fia har været udsendt til både Nigeriaog Bangladesh, blev Lesbos hårdere, end hun havde forestillet sig.
Håbløsheden, som gennemsyrede øen, krøb dybt ind under hudenpå hende. Her var hun vidne til de tusindvis af mennesker, som havde ventet iårevis på at få asyl under forfærdelige forhold. Sværest var det at oplevebørnene, som havde det så dårligt, at de skadede sig selv.
“Jeg bed det i mig og forsøgte at slå til for patienternes skyld. Man føler sig næsten egoistisk over at få det dårligt, når deres lidelser er så store. Lige i det øjeblik kan man ikke fokusere på sig selv,” siger Fia.
Forsinkede reaktioner
Reaktioner på arbejdet i felten kommer ofte langt senere.Det fortæller Matti Ek, Læger uden Grænsers psykolog i Stockholm, som tidligerehar arbejdet i krigs- og katastrofeområder.
At reaktioner kan komme krybende senere, har sygeplejerskenJon Gunnarsson også erfaret.
”Jeg har nok altid følt, at jeg skulle klare alt. Lidtligesom Superman. Men jeg indser mere og mere, at det er jeg bestemt ikke,”siger Jon.
Jon har blandt andet arbejdet i Pakistan og ad tre omgange iDR Congo, senest under ebola-udbruddet i Nordkivu. For nogle år siden begyndteJon at føle sig udmattet. Han skar tænder og fik svært ved at tage dybevejrtrækninger. En nat vågnede han og troede, at han skulle dø. Det viste sig,at han havde fået et angstanfald, som var en reaktion på oplevelserne i felten.
”Alle udsendelser er svære på hver deres måde. Graden afstress, det store ansvar – men også en række svære moralske dilemmaer, hvor derikke er en god løsning, uanset hvilken beslutning man tager. Der er oplevelser,som jeg har undertrykt i flere år for at kunne fungere.”
Sundhed i felten
Vi arbejder systematisk på at fremme vores medarbejderesvelbefindende i felten og skabe et miljø, hvor alle kan føle sig trygge ved attale om de ar på sjælen, som en udsendelse kan give.
Det handler både om at skabe et forum til at tale ompsykiske problemer, men også ved at tilbyde psykologhjælp, og der kommer vorespsykologer ind i billedet.
Hvert år sender vi tusindvis af medarbejdere til nogle afverdens fattigste og farligste områder. Før, under og efter udsendelsen står vorespsykologer derfor til rådighed for de udsendte.
Det kan være at efterlade deres kære, at bo og arbejde i enkrigszone, risikere at blive angrebet og at leve uden sit sædvanligesikkerhedsnet. Og ikke mindst den tunge arbejdsbyrde og følelsen af aldrig atslå til over for de enorme behov.
”Inden for den humanitære branche findes en kultur, hvor manskal arbejde hårdt og klare mange utroligt svære situationer, hvilket risikererat brænde medarbejderne ud før tid. Ofte bliver det jo udsendelse efterudsendelse, og så kan ubearbejdede traumer hobe sig op”, fortæller Matti Ek.
En ven i nøden
Så hvad var det, der knækkede Fia? Tabet af en nær kollegaog ven i Bangladesh prægede udsendelsen til Lesbos.
”Jeg gik ikke udenfor en dør i tre uger. Jeg reagerede nokstærkere på det, jeg oplevede på Lesbos, fordi jeg ikke havde bearbejdet mineoplevelser fra Cox’s Bazar (Bangladesh, red.),” fortæller Fia.
”En stor del af de udsendte har et stærk moralsk kompas og presser sig selv til altid at præstere,” siger Matti. Relationen til kollegaerne kan også være en afgørende faktor, specielt når man er sammen de fleste af døgnets timer. Trives man med mennesker omkring sig og formår at have de dybe samtaler, er behovet for at læsse af måske ikke lige så stort. Men hvis ledelsen eller teamet ikke fungerer, fører det til yderligere press i en allerede presset hverdag.
At Matti kun er et opkald væk, kan være en livline.
”Mange fortæller, at det giver en følelse af tryghed atvide, at der altid er en, man kan ringe til, hvis der opstår en krise. Defleste passer bedre på andre, end de passer på sig selv,” konstaterer Matti.
At komme hjem er værst
Den største udfordring for vores udsendte er ofte at komme hjem.Man er træt og udmattet efter at have arbejdet hårdt og under pres en stor delaf døgnets timer. Depression, angst, mareridt og søvnproblemer er ikke usædvanligt.
Tilværelsen føles hurtigt tom, og de store spørgsmålet ilivet føles ikke særligt vigtige hjemme. Familie og venner savner enreferenceramme for fuldt ud at forstå, hvad man har oplevet i felten. Det kanføre til ensomhed.
”Da jeg kom hjem fra Lesbos, var der pludselig plads tilmine egne tanker om børnene i lejren, håbløsheden og min egen magtesløshed,”husker Fia.
På vid gab
Et besøg hos vores psykologer er obligatorisk efter enudsendelse. For Fia blev samtalerne et vigtigt led i at bearbejde oplevelserne.Der følte hun sig tryg nok til at åbne døren på vid gab for hendes tanker.
”Det var sundt med en, som stillede de ubehagelige spørgsmålog åbnede op for det, jeg havde gemt væk. Ellers risikerer man at blive ved medat bide det i sig. Jeg fik hjælp til at forstå, hvordan mine tanker, følelserog handlinger påvirkede andre.”
I dag føler Fia sig i balance og har lettere ved at håndtereminderne.
”Jeg kan ikke glemme alt det, jeg så på Lesbos, men det ønsker jeg heller ikke. Det handler om at komme overens med de svære følelser.”