Fra vold i Mexico til mareridt i USA
De er flygtet fra ekstrem vold i Mexico til USA, men herstarter et nyt mareridt. For der er ingen beskyttelse, ingen støtte – kun indespærringunder umenneskelige forhold.
Når børn og voksne flygter fra lande som Mexico til USA,bliver de spærret inde i detentionscentre. Rapporter fra læger og advokater beretterom grusomme forhold, og når vores medarbejdere møder de udviste mennesker, erhistorien den samme.
Børn og voksne spærres inde i overfyldte celler, der har fået øgenavnet ”isbokse”. Lyset er tændt døgnet rundt, og de indespærrede får hverken nok mad, vand, hygiejniske forsyninger eller adgang til lægehjælp.
Behandles som kriminelle
Vi møder de udviste mennesker langs grænsen i Mexico ogtilser hundredvis af patienter hver uge. Mens de bliver behandlet af voresmedicinske medarbejdere og psykologer, beskriver de de forfærdelige forhold icellerne.
Nogle lider af kroniske sygdomme som forhøjet blodtryk, hiveller diabetes, men bliver ofte sendt hjem uden deres livsnødvendige medicin.
Derudover deporterer de amerikanske myndigheder menneskertil farlige grænsebyer sent om aftenen og udsætter dem for livsfare.
Mange af vores patienter langs migrationsruten i Mexicoflygter fra ekstrem vold og fattigdom og har oplevet yderligere overgreb langsden farlige rute nordpå. I USA, hvor de håbede at finde beskyttelse ogsikkerhed, udsættes de for endnu flere overgreb,.
”Den amerikanske regering har indført en farlig politik, derbehandler sårbare mennesker som kriminelle. Mennesker flygtet fra vold erblevet forfulgt, spærret inde, været udsat for overgreb og udvist for at søgelovligt asyl. USA har indført nye love, der tvinger asylansøgere til at afventederes høring i usikre områder langs den nordlige grænse i Mexico og presser på,for at den mexicanske regering begrænser migration.” siger Avril Benoît, Lægeruden Grænsers direktør i USA.
Kidnappet og myrdet
I en af Mexicos mest voldelige stater Guerrero har vi mødtnogle af de kvinder, der er blevet tilbage i deres hjemby. Mange andre erflygtet. For selv det at forlade hjemmet for at passse dyrene eller tage påmarked kan være livsfarligt.
”Jeg sad i bilen med min mand, hans fætre og en af fætreneskoner på vej mod en naboby, da bevæbnede mænd i varebiler stoppede os. De truedemændene ud af bilen og kørte dem væk. Senere kom en mand forbi på motorcykel oghjalp os kvinder til den nærmeste politistation. Fire dage senere blev min mandog mine fætre fundet. De var blevet dræbt og begravet i vejsiden.” fortæller Gabriela,som vi behandlede fra vores mobilklinik.
Hun er knap 20 år og har to børn. Manden blev dræbt, da hun var gravid med deres andet barn. Da vi mødte hende, var barnet kun et par uger gammelt. Hun vil ikke have sit rigtige navn frem af frygt for sit og børnenes liv.
Ingen hjælp til at føde
”Jeg troede, min mand og fætre kom tilbage, og at det helehavde været en misforståelse. De var helt almindelige mænd, der holdt sig forsig for selv og arbejdede i markerne. De var unge og mellem 17 og 26 år, somhavde hele livet foran dem. Da jeg fandt ud af, at min mand var død, flyttedejeg hjem til mine forældre. Det var også dem, der hjalp mig under fødslen. Jegvil gerne væk herfra, fordi der er så meget vold.” fortæller hun.
Fremtiden for Gabrielle og kvinderne i Guerrero ser usikkerud.
”Vi ved ikke, hvad der kommer til at ske med os. Vil deangribe kvinder og børn? Min ældste søn er to år gammel og holdt op med atspise og gå. Når der kommer en blå varevogn forbi, går han hen mod den, fordihan tror, det er hans fars bil. ”
Fra skole til klinik
”I seks måneder har vi været uden elektricitet, eftervæbnede grupper afbrød strømmen. Vi er tvunget til at blive her, selv om herhverken er medicin eller lægehjælp, og vi ikke kan sende vores børn i skole.”fortæller Gabrielle.
Det går hårdt ud over børnene at forsøge at leve under den ekstremevold.
Elvira har boet i byen i 20 år og fortæller om den dag, hvorvæbnede mænd slog til.
”Angrebene kom ved daggry og igen om morgenen, mens børnene var i skole og måtte skjule sig i klasselokalerne. Det er forfærdeligt for børnene at få sådan en start på livet og leve i frygt. Vi turde ikke gå ud. Mange flygtede af frygt for deres liv. Det er skræmmende – især for børnene – fordi de ikke er i sikkerhed,” siger Elvira.
Kvinder som beskyttelse
Ligesom de andre kvinder går hun med sin mand, når han skali marken og arbejde. For det er oftest mændende, der bliver overfaldet: ”Detgiver os kvinder en følelse af, at vi giver vores mænd en slags beskyttelse.”
Børnene går ikke længere i skole, for lærerne er for længstflygtet. På den tomme skole bruges to af klasseværelser nu af Læger udenGrænsers læger og psykologer.
Vi forsøger at opretholde en form for normalitet. Nogle få butikker er genåbnet, og vi er begyndt at vove os udenfor. Men jeg husker, da Læger uden Grænser kom til byen første gang. Det føltes som om, de kom for at redde os. Lægerne og psykologerne gjorde, at vi følte, at vi fik støtte og trøst.
Vores mobilklinikker har besøgt byen regelmæssigt, siden befolkningenblev isoleret af kampe for et halvt år siden. Den lille grad af normalitet ogvores arbejde i byen har styrket fællesskabet. Vi har hjulpet med at oprette ensundhedskomité for at sikre, at arbejdet fortsætter, når mobilklinikkerneflytter til andre steder med mere akutte behov for hjælp.
Der er intet, der tyder på, at livet er blevet lettere fordem, der er flygtet fra Guerrero.