Fra vold i Mexico til mareridt i USA

De er flygtet fra ekstrem vold i Mexico til USA, men her starter et nyt mareridt. For der er ingen beskyttelse, ingen støtte – kun indespærring under umenneskelige forhold.

Når børn og voksne flygter fra lande som Mexico til USA, bliver de spærret inde i detentionscentre. Rapporter fra læger og advokater beretter om grusomme forhold, og når vores medarbejdere møder de udviste mennesker, er historien den samme.

Børn og voksne spærres inde i overfyldte celler, der har fået øgenavnet ”isbokse”. Lyset er tændt døgnet rundt, og de indespærrede får hverken nok mad, vand, hygiejniske forsyninger eller adgang til lægehjælp.

Behandles som kriminelle

Vi møder de udviste mennesker langs grænsen i Mexico og tilser hundredvis af patienter hver uge. Mens de bliver behandlet af vores medicinske medarbejdere og psykologer, beskriver de de forfærdelige forhold i cellerne.

Nogle lider af kroniske sygdomme som forhøjet blodtryk, hiv eller diabetes, men bliver ofte sendt hjem uden deres livsnødvendige medicin.

Derudover deporterer de amerikanske myndigheder mennesker til farlige grænsebyer sent om aftenen og udsætter dem for livsfare.

Mange af vores patienter langs migrationsruten i Mexico flygter fra ekstrem vold og fattigdom og har oplevet yderligere overgreb langs den farlige rute nordpå. I USA, hvor de håbede at finde beskyttelse og sikkerhed, udsættes de for endnu flere overgreb,.

”Den amerikanske regering har indført en farlig politik, der behandler sårbare mennesker som kriminelle. Mennesker flygtet fra vold er blevet forfulgt, spærret inde, været udsat for overgreb og udvist for at søge lovligt asyl. USA har indført nye love, der tvinger asylansøgere til at afvente deres høring i usikre områder langs den nordlige grænse i Mexico og presser på, for at den mexicanske regering begrænser migration.” siger Avril Benoît, Læger uden Grænsers direktør i USA.

Kidnappet og myrdet

I en af Mexicos mest voldelige stater Guerrero har vi mødt nogle af de kvinder, der er blevet tilbage i deres hjemby. Mange andre er flygtet. For selv det at forlade hjemmet for at passse dyrene eller tage på marked kan være livsfarligt.

”Jeg sad i bilen med min mand, hans fætre og en af fætrenes koner på vej mod en naboby, da bevæbnede mænd i varebiler stoppede os. De truede mændene ud af bilen og kørte dem væk. Senere kom en mand forbi på motorcykel og hjalp os kvinder til den nærmeste politistation. Fire dage senere blev min mand og mine fætre fundet. De var blevet dræbt og begravet i vejsiden.” fortæller Gabriela, som vi behandlede fra vores mobilklinik.

Hun er knap 20 år og har to børn. Manden blev dræbt, da hun var gravid med deres andet barn. Da vi mødte hende, var barnet kun et par uger gammelt. Hun vil ikke have sit rigtige navn frem af frygt for sit og børnenes liv.

Ingen hjælp til at føde

”Jeg troede, min mand og fætre kom tilbage, og at det hele havde været en misforståelse. De var helt almindelige mænd, der holdt sig for sig for selv og arbejdede i markerne. De var unge og mellem 17 og 26 år, som havde hele livet foran dem. Da jeg fandt ud af, at min mand var død, flyttede jeg hjem til mine forældre. Det var også dem, der hjalp mig under fødslen. Jeg vil gerne væk herfra, fordi der er så meget vold.” fortæller hun.

Fremtiden for Gabrielle og kvinderne i Guerrero ser usikker ud.

”Vi ved ikke, hvad der kommer til at ske med os. Vil de angribe kvinder og børn? Min ældste søn er to år gammel og holdt op med at spise og gå. Når der kommer en blå varevogn forbi, går han hen mod den, fordi han tror, det er hans fars bil. ”

Fra skole til klinik

”I seks måneder har vi været uden elektricitet, efter væbnede grupper afbrød strømmen. Vi er tvunget til at blive her, selv om her hverken er medicin eller lægehjælp, og vi ikke kan sende vores børn i skole.” fortæller Gabrielle.

Det går hårdt ud over børnene at forsøge at leve under den ekstreme vold.

Elvira har boet i byen i 20 år og fortæller om den dag, hvor væbnede mænd slog til.

”Angrebene kom ved daggry og igen om morgenen, mens børnene var i skole og måtte skjule sig i klasselokalerne. Det er forfærdeligt for børnene at få sådan en start på livet og leve i frygt.
Vi turde ikke gå ud. Mange flygtede af frygt for deres liv. Det er skræmmende – især for børnene – fordi de ikke er i sikkerhed,” siger Elvira.

Kvinder som beskyttelse

Ligesom de andre kvinder går hun med sin mand, når han skal i marken og arbejde. For det er oftest mændende, der bliver overfaldet: ”Det giver os kvinder en følelse af, at vi giver vores mænd en slags beskyttelse.”

Børnene går ikke længere i skole, for lærerne er for længst flygtet. På den tomme skole bruges to af klasseværelser nu af Læger uden Grænsers læger og psykologer.

Vi forsøger at opretholde en form for normalitet. Nogle få butikker er genåbnet, og vi er begyndt at vove os udenfor. Men jeg husker, da Læger uden Grænser kom til byen første gang. Det føltes som om, de kom for at redde os. Lægerne og psykologerne gjorde, at vi følte, at vi fik støtte og trøst.

Melania, Guerrero

Vores mobilklinikker har besøgt byen regelmæssigt, siden befolkningen blev isoleret af kampe for et halvt år siden. Den lille grad af normalitet og vores arbejde i byen har styrket fællesskabet. Vi har hjulpet med at oprette en sundhedskomité for at sikre, at arbejdet fortsætter, når mobilklinikkerne flytter til andre steder med mere akutte behov for hjælp.

Der er intet, der tyder på, at livet er blevet lettere for dem, der er flygtet fra Guerrero.