Dirk-Jan van der Poel/MSF

Fra flygtning til sygeplejerske

Da Thok blev reddet af nødhjælpsarbejdere som barn, inspirerede det ham til at blive sygeplejerske og ”gengælde tjenesten”. Her fortæller han sin historie.

”En flygtningelejr er ikke et ideelt sted for et barn at være. Vi boedeunder elendige forhold, var aldrig mætte og havde svært ved at få lægehjælp. Altsammen typisk for en flygtningelejr.

Der voksede jeg op.

Mit navn er Thok. Jeg blev født i Bor i den øvre del af Nilen, somdengang var Sudan, i 1975 – tre år efter at en fredsaftale afsluttede denførste borgerkrig i Sudan.

Usikre på, om freden ville holde, flygtede min familie til Itang-flygtningelejreni Etiopien, hvor jeg begyndte at gå i skole.

Et uværdigt børneliv

Som flygtningebarn var jeg tæt på at dø af mæslinger. At være i live idag er et mirakel.

Jeg havde det elendigt. Jeg får tårer i øjnene, når jeg tænker på min barndom. Den var fyldt med nød, elendighed og håbløshed

Vi har helt afhængige af humanitære organisationer for at få mad oghusly. Det er ikke et liv for et barn.

At finde meningen med livet

Al den lidelse så tidligt i livet lærte mig, at jeg var nødt til at haveet formål her i livet.

Jeg fik renset mit sind for al den angst, der var ved at æde mig op. Detgjorde, at jeg blev god i skolen.

Det rørte mig dybt at se sundhedsmedarbejdere redde liv iflygtningelejren – herunder også mit eget. Deres empati inspirerede mig.

Jeg besluttede, at jeg ville uddanne mig inden for sundhedssektoren. Jegvar sikker på, at jeg med en medicinsk profession ville gengælde tjenesten, derreddede mit liv.

Det brændende ønske om at hjælpe mennesker, der desperat manglede lægehjælp,blev min største motivation.

Da jeg blev færdig som sygeplejerske i år 2000, begyndte jeg at arbejdefor Læger uden Grænser i Akobo Hospital, som grænser op til Etiopien. Jegarbejdede på forskellige afdelinger og under bekæmpelse af epidemier.

Jeg arbejdede på flere steder for Læger uden Grænser. En af de oplevelser,der gjorde størst indtryk, var i Maban, lige efter Sydsudan løsrev sig fraSudan. Jeg husker strømmen af mennesker, der vendte hjem, og de mangemennesker, vi behandlede.

En drøm bliver til virkelighed

At arbejde sammen med fagfolk fra forskellige dele af verden harforbedret mig fagligt og lært mig det smukke ved humanitært arbejde. Jeg varklar til at rejse langt for at hjælpe mennesker i nød.

I 2010 ansøgte jeg om at blive en del af Læger uden Grænsersinternationale medarbejdere. Alligevel var det med blandede følelser, at jeg modtogbeskeden om, at det var lykkedes.

Først kunne jeg ikke tro, at mit hårde arbejde havde vundet over minforfærdelige barndom. Dernæst var jeg spændt, fordi jeg vidste, at jeg skullerepræsentere Sydsudan i den humanitære verden – min barndoms drøm.

Hele dagen gik jeg rundt med et stort smil.

En fantastisk rejse

Jeg begyndte at blive utålmodig efter at komme afsted på min førsteudsendelse.

Jeg forestillede mig, hvordan livet ville være i et fremmed land, oghvordan jeg ville skabe bånd til andre internationale udsendte fra andre deleaf verden. Hvordan ville befolkningen i området tage imod mig? Alle disse spørgsmål,som kværnede løs i mit hoved, øgede min nervøsitet.

Siden 2012 har jeg været udsendt til forskellige projekter for Lægeruden Grænser rundt om i verden.

Jeg har gjort karriere inden for organisationen – fra en del af det medicinsketeam til nu at blive medicinsk koordinator i Afghanistan. Her behandler viblandt andet patienter for multiresistent tuberkulose.Min erfaringfra alle de lande, jeg har arbejdet i, er, at Sydsudan er fuld af fagfolk, derkan arbejde i en hvilken som helst del af verden.

Fra flygtningebarn til international medicinsk koordinator. Er det ikke en fin rejse?”