Vores læge i Myanmar: “Hvad kan vi gøre, når soldater stopper vores patienter?”

Mange offentlige sundhedsklinikker i Myanmar er lukket eller overtaget af militæret. Akutte patienter er blevet beordret fjernet fra én af vores klinikker. Vi har også været tvunget til at skære ned på vores hjælp, og vores patienter har svært ved at nå frem til os, fordi de bliver stoppet ved checkpoints.

Patienter i Myanmar kæmper for at få den lægehjælp, de har behov for. De seneste måneder er det kun blevet sværere. For fire måneder siden tog militæret magten i landet, fredelige protester bliver slået hårdt ned, og sundhedssystemet er i knæ. Mange klinikker er lukkede eller overtaget af militæret, og sundhedspersonale strejker. De få steder, der er åbne, tilbyder kun begrænset hjælp. Vores aktiviteter er også blevet begrænset.

Der er så mange sårede, tilskadekomne og andre patienter med behov for at se en læge, at vi slet ikke kan følge med. For selv om vi stadig hjælper og støtter klinikker i forskellige områder, har vi simpelthen ikke hænder nok til at tage os af dem alle sammen. Slet ikke, når militærstyret også vil bestemme, hvad vi kan, og hvem vi må behandle.

Soldater krævede sårede patienter flyttet

Vi er blevet pålagt ikke at behandle demonstranter. Sårede demonstranter blev beordret ud af deres senge af sikkerhedsstyrker, som kom ind på en af de klinikker, vi støtter. Selv om de var indlagt og skulle behandles akut. I stedet skulle de overføres til hospitaler, som er kontrolleret af militæret.

Politiet har også anholdt to af de frivillige fra klinikken for at være involveret i protester. Ved anholdelsen krævede politiet, at vores kolleger udleverede navne og adresser på andre, der arbejder på klinikken. Den har været midlertidig lukket, men er nu åben igen med minimalt personale.

Alle med behov for lægehjælp er nu tvunget til at rejse langt for at få hjælp. Ved checkpoints undersøger sikkerhedsstyrkerne alle, de gennemsøger deres ejendele, de skræmmer dem og bidrager til at sprede frygt. For patienter med lidelser, der kræver regelmæssig og langvarig pleje, som fx hiv, tuberkulose og hepatitis C, kan usikkerheden og forsinkelsen i adgangen til medicin være livstruende.

“Patienterne er nu bekymrede for, om de kan få adgang til en klinik, hvor de kan få deres medicin. Hvis soldater ikke lader patienterne komme igennem checkpoints, hvad kan vi så som medicinsk personale gør for vores patienter?” lyder det fra en af vores læger, der er i Kachin-delstaten.

Sundhedspersonale er mål for vold

Den akutte mangel på lægehjælp efterlader mange patienter med et umuligt valg: Enten må de søge dyr behandling på private klinikker, som de måske ikke har råd til, eller blive behandlet på et af de hospitaler, som militæret kontrollerer, og hvor deres sikkerhed kan være i fare. Det gælder særligt for dem, der har været involveret i protester. Eller dem, der er en del af den bevægelse, som udøver civil ulydighed for at vise deres utilfredshed med militærstyret.

Heller ikke engang læger og sygeplejersker er sikre længere. Sundhedspersonale oplever at være mål for voldelige overfald og angreb og har været det, siden militæret kom til magten. Der har været 179 angreb på sundhedspersonale og -faciliteter. 13 personer er blevet slået ihjel i disse angreb ifølge WHO’s Surveillance System of Attacks on Healthcare.

Også i medierne har man kunnet følge med i, hvordan medicinske personale, der yder akut hjælp til demonstranter ved fredelige protester, bliver skudt, mens de forsøger at hjælpe de sårede.

Vi frygter for menneskene i Myanmar, som står midt i den konflikt, der lige nu kun bliver værre. Derfor må der handles nu. Vi opfordrer militærstyret og andre til at sikre, at folk har sikker og uhindret adgang til lægehjælp, uanset hvad der er behov for. Det bør Danmark gå forrest internationalt for at sikre, fordi Danmark har et tæt udviklingssamarbejde med Myanmar. Samtidig skal medicinsk personale og humanitære organisationer kunne bevæge sig frit under demonstrationer samt i konfliktområder, så de kan yde livreddende hjælp uden at blive angrebet, tilbageholdt eller truet.

Hvad sker der i Myanmar?

Siden militæret overtog magten 1. februar, er 60.000 mennesker i Myanmar internt fordrevne, og 10.000 er flygtet til nabolande, anslår UNHCR. Det er primært sket, fordi konflikter i Myanmars grænseland er blusset op igen efter militærkuppet. Det gælder særligt i delstaterne Chin, Kachin og Kayin.

Konflikterne i grænselandet er overvejende mellem militæret og etniske væbnede grupper, men inkluderer også i stigende grad pro-demokratiske forsvarsgrupper. Over hele landet er millioner gået på gaden for at demonstrere imod militæret.

Luftangreb og beskydninger tvinger befolkningen til at forlade deres hjem og er grunden, at mange har mistet livet. Hvor mange liv, det har kostet, vides ikke.

Vores arbejde i Myanmar

Vi har arbejdet i landet siden 1992. I dag har vi over 1.100 medarbejdere, der yder hjælp ved forskellige sundhedsfaciliteter og mobile klinikker.

Myanmar (Burma)

Indbyggere: 55,2 mio.
Forventet levealder m/k: 65/71 år
Børnedødelighed: 44 ud af 1.000 børn dør, før de fylder fem år
Medarbejdere i 2021: 1.165

Læger uden Grænser arbejdede første gang i Myanmar i 1992.

Kilder: Læger uden Grænser og WHO