EDDY VAN WESSEL

”Vi havde 90 sekunder til at redde hans liv”

I den syriske by Raqqa lurer tidsindstillede bomber under senge og i skabe. Det er livsfarligt for beboerne at vende hjem efter krigen, og vores læge Javid har behandlet mange af ofrene – blandt andet en hårdt såret mand, som havde brug for 35 poser blod.

”Jeg husker en mand, som havde fået det ene ben sprængt af ved låret. Det andet ben hang kun sammen med hud og muskler.

Han havde adskillige åbne sår, brækkede knogler og havde mistet næsten alt sit blod.

Jeg kunne ikke engang mærke hans puls, fordi der var så lidt blod tilbage i kroppen. Han havde måske trukket vejret for sidste gang.

Når situation er så akut, har du bogstaveligt talt kun 90 sekunder. Du er nødt til at arbejde sammen som et team, og du er nødt til at gøre alting på samme tid.

Vi lagde to intravenøse drop, greb blodet fra køleskabet, gav ham seks poser blod og tre liter væske, smertestillende og lavede årepresser for at stoppe blødningen.

På et tidspunkt var vi ni personer, der forsøgte at redde hans liv på samme tid. Og det var fantastisk, for når du har overtaget en anden persons vejrtrækning, fordi han er holdt op med at trække vejret selv, så er han dybest set død. Men det lykkedes os at redde ham.

Vi fik hans blodtryk tilbage på et niveau, hvor han begyndte at røre på sig og kæmpede for sit liv, hvilket er et godt tegn.

Vi fik stabiliseret ham så meget, at vi kunne overføre ham til en operation. Han havde brug for yderligere 29 poser blod for at holde sig i live.

Minerne flyder i Raqqas gader

Jeg er specialiseret i at behandle akutte skader, og jeg er vant til traumepatienter i London – for eksempel ofre for bilulykker, knivstik eller skud.

Men på bare én måned i Raqqa behandlede jeg flere alvorligt sårede patienter, end jeg har behandlet de seneste tre år i London.

Raqqa er blevet ødelagt, og store dele af byen er jævnet med jorden. Du ser udbrændte bygninger og ruiner overalt.

Gaderne flyder med forskellige sprængladninger og landminer. De beboere, som forsøger at genopbygge deres by, bliver konstant såret eller dræbt.

Ødelæggelserne i Raqqa er enorme. ©Eddy Van Wessel

Da militæroffensiven mod Raqqa var slut, åbnede Læger uden Grænser en skadestue inden for tre uger. Klinikken er blot et normalt hus med få rum – men vi er blevet overvældet med patienter.

Inden for de første 14 dage ankom der hver uge omkring 55 patienter med eksplosionsskader – det er næsten otte patienter om dagen. Der var både mennesker med sår efter granatsplinter, eller som havde fået sprængt arme og ben af.

Vores job var at stabilisere patienterne: stoppe blødningerne, vaske deres sår, samle deres brækkede knogler, give dem smertestillende medicin som morfin eller ketamin og give dem antibiotika for at forhindre infektioner. Målet var altid at henvise patienterne til vores hospital i Tal Abyad – to timers kørsel derfra, hvor de kunne blive opereret.

Vi er normalt seks personer i rummet – to læger og fire sygeplejersker – som tilser patienter i tre senge. Det var en blanding af syriske læger og sygeplejersker samt internationale udsendte, som alle arbejdede sammen som et team.

Tidsindstillede bomber

Mange af de improviserede sprængladninger var ret sofistikerede med varme- og bevægelsesensorer og snubletråde, som kunne tidsindstilles.

Lureminerne lå gemt i huse, skabe, under senge – overalt. Der var også store mængder af ueksploderet skyts og rester fra krigen.

Vi hørte historier om mænd, der var vendt tilbage til deres hjem i Raqqa for at gøre klar til deres familier. Mændene var gået ind i huset og havde ramt en snubletråd uden at vide det. Først tre dage senere da familien var ankommet, ville bomben springe i luften.

Raqqas indbyggere vender tilbage i bølger – indtil videre menes omkring 90.000 mennesker at have vendt hjem. Når der kun er én organisation, der laver det modige arbejde med at fjerne miner, er det klart, at mange flere mennesker vil blive dræbt.

Javid er britisk læge og har været udsendt flere gange med Læger uden Grænser ©Alva White

Store åbne sår efter sukkersyge

40 procent af vores patienter var ofre for eksplosioner – resten var det, vi kaldte ”almindelige” skadestuepatienter. De var dog langt fra almindelige.

Jeg tilså diabetes-patienter, men fordi de ikke havde fået insulin regelmæssigt i årevis på grund af krigen, havde de fået katastrofale komplikationer: store åbne sår på benene, højt blodsukker med højt syreindhold, og de havde alle brug for akut behandling.

Vi behandlede gravide kvinder, som ikke havde modtaget nogen pleje. De havde tårnhøjt blodtryk, som gav dem anfald. Den eneste behandling var at få barnet ud med det samme.

Da byen hovedsageligt består af murbrokker med mange veje, som ikke er ryddede, så vi en masse ofre for bilulykker.

Der var også mange patienter, som havde forfærdelige brud på lemmer, fordi de var faldet ned fra tage. Mange patienter havde forbrændinger efter ulykker med diesel-komfurer – det var deres eneste brændstof til opvarmning. 

Vi gjorde vores bedste for at lappe folk sammen og enten sende dem hjem eller videre til vores hospital i Tal Abyad. Det var vigtigt livreddende arbejde.

I alle mine år i Læger uden Grænser har jeg aldrig set noget så imponerende som vores klinik i Raqqa. Det er det rigtige arbejde på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.

Beboerne i Raqqa – og i hele Syrien – har været igennem så meget, og det er ikke overstået endnu. Vi er en af de få medicinske nødhjælpsorganisationer, som arbejder i det her område, og jeg er stolt af, at vi er der og gør en forskel.”

Javid Abdelmoneim …

er britisk læge, og han har været udsendt flere gange med Læger uden Grænser – blandt andet til Sierra Leone under ebola-epidemien i Vestafrika samt til Irak og Sydsudan.