Nyfødt får hjertestop: ”Jeg ser frygten i morens øjne”

I tre måneder skiftede Anni sit job som sundhedsplejerske i Struer ud med verdens største flygtningelejr i Bangladesh. I de små primitive hytter af bambus og plastik føder alt for mange kvinder uden hjælp fra en læge eller en jordemoder – og det kan være livsfarligt.

En mor og en far kommer ind med en nyfødt dreng, der har kramper. Moren har født barnet tidligt om morgenen. De kommer fra en af de store flygtningelejre.

Vi tager dem ind på vores skadestue, hvor vi starter med at give noget stesolid (beroligende lægemiddel) for at få det lille barn ud af de her kramper.

Han er født til tiden og vejer cirka 2,5 kilo.

Moren fortæller, at det har været en meget langvarig fødsel, og da drengen kom ud, skreg han ikke, som han skulle. De fornemmede, at der var et eller andet galt.

Kort tid efter går det her barn i kramper. Derfor er de kommet til os for at få hjælp.

Det lille hjerte svigter

Vi gør, hvad vi kan. Vi anlægger et drop, så drengen får væske.

Han kramper flere gange, så vi bliver ved med at give noget for at stoppe de her kramper.

Det går sådan set rimeligt i løbet af dagen og også i løbet af natten, men om formiddagen kommer der igen masser af kramper.

Det ender med, at den lille dreng får hjertestop.

Hjertemassage og ilt i næsen

Alt det her foregår inde på børneafdelingen, hvor der er masser af andre børn og masser af forældre.

Vi har et specielt bord – vi kalder det hjertestop-bordet – som vi tager hen ved siden af sengen. Så går vi gang med at give hjertemassage og ilt til drengen. Han har i forvejen et lille ilt-kateter i næsen.

Jeg kommer ind, første gang drengen har hjertestop, og der kommer jeg til at kigge op på moren. Jeg ser frygten i hendes øjne.

En sygeplejerske forsøger at forklare moren, hvad der sker og forklarer, at vi gør det bedste for hendes barn.

Men det her er meget alvorligt.

Moren holder fast om sit barn

Den lille dreng begynder at trække vejret igen, men i løbet af de næste timer, får han igen hjertestop.

Til sidst bestemmer vi i samarbejde med lægerne, at det her går ikke mere.

Barnet har taget så meget skade pga. iltmangel. Vi må forklare det til forældrene.

Vi tager det lille ilt-kateter fra næsen og spørger moren, om hun har lyst til at holde sit barn. Drengen trækker stadigvæk vejret.

Så ser jeg moren tage sin nyfødte dreng op i favnen. Der fik jeg en klump i halsen. Nu sidder moren og faren og venter på, at livet skal ebbe ud i den her lille krop. Det er hendes førstefødte barn.

Til alles overraskelse bliver drengen ved med at trække vejret. De vil gerne tage deres barn med hjem, og det giver vi dem selvfølgelig lov til.

De går ud gennem porten med den her lille bylt, og vi ved jo godt, at barnet snart vil dø.

Vores psykolog vil senere henvende sig til dem for at høre, om de skal have hjælp til at bearbejde det, de har været igennem.

Iltmangel under fødslen

Når man sidder i sådan en situation, så er man i situationen. Det er egentlig først, når jeg kommer hjem til Danmark, at jeg begynder at tænke på, at det aldrig ville være sket herhjemme.

For det første ville de have født på hospitalet, så man havde undgået, at barnet havde lidt under fødslen.

Den her dreng har garanteret haft iltmangel under fødslen, fordi det har været en forlænget fødsel.

Her i Bangladesh ser vi ofte, at kvinderne kommer til os, når det er for sent, efter de har født derhjemme, hvor det er gået galt. Og så er skaden sket.

Det er meget hårdt. Men hvis man skal overleve sådan en situation, så bliver man nødt til at lade være med at sammenligne med Danmark lige i det øjeblik, man står i det.

Selvfølgelig ser vi heldigvis også mange gange, hvor det går godt, men der er også mange ting, der går galt.

Anni Fjord har været udsendt i tre måneder som medicinsk ansvarlig for et af Læger uden Grænsers hospitaler i de store flygtningelejre i Bangladesh. Hun er lige nu i Etiopien for at redde liv og har tidligere været udsendt til både Nigeria og Yemen.