Fanget på femte år: ”Forfærdeligt at være vidne til”
Hundredvis af flygtninge og asylansøgere har siddet fanget i østaten Nauru i over fem år. De sidder fast i håbløshed – på ubestemt tid. Næsten en tredjedel af vores patienter har forsøgt at begå selvmord. Vores tolk Tahir har set, hvordan børn og voksne i Nauru har mistet lysten til at leve. Læs Tahirs øjenvidneberetning fra stillehavsøen.
Den unge teenagedreng ligger på sengen og ser op i loftet. Håret og skægget er vokset meget siden sidst. Han hører stemmer – dagligt. Drengen er blevet diagnosticeret med skizofreni og har en psykose.
Hans far er bange for, at drengen kan gøre skade på sig selv. Den selvskadende adfærd er blevet værre og værre.
Vores psykolog prøver forgæves at udveksle et par ord med den unge dreng, men det er helt umuligt at få kontakt.
Han registrerer slet ikke, at vi er til stede, men stirrer blot med et stift og opgivende blik – uden den mindste bevægelse.
Jeg ser på drengens ben og får øje på de røde, dybe kradsemærker. Det er skader, som han har påført sig selv.
Børn vil hellere dø end leve i Nauru
- Det psykiske helbred for flygtninge og asylansøgere i Nauru er katastrofalt. Det er en af de værste mentale sundhedskriser, vi har set.
- Næsten en tredjedel af de flygtninge og asylansøgere, som vi har tilset, har forsøgt at begå selvmord. 60 procent har tænkt på at tage deres eget liv, viser en rapport fra Læger uden Grænser. Børn ned til ni år har fortalt os, at de hellere vil dø end at leve i håbløshed i Nauru.
- Vi har behandlet 208 flygtninge og asylansøgere i Nauru fra november 2017 til oktober 2018, hvor vi blev tvunget væk fra Nauru.
- Hundredvis af asylansøgere og flygtninge i Nauru – heriblandt børn – har siddet fast i den lille østat i Stillehavet i mere end fem år – uden at vide, hvad der kommer til at ske med dem.
- Det er Australien, som sender mennesker på flugt til Nauru og fastholder dem på øen i flere år.
Fastholdt i håbløshed
Australien sender mennesker på flugt, som forsøger at komme ind i landet, til Nauru – og tilbageholder dem der på ubestemt tid.
Teenagedrengen er flygtet med sin familie fra Iran, fordi hans far er forfulgt, men det har ikke været muligt at få nogen hjælp fra de australske myndigheder.
I stedet er de havnet på stillehavsøen Nauru. Her bor de i små containerhuse i en lejr under forfærdelige forhold.
Drengens kradsemærker og hallucinationer er skræmmende konsekvenser af den fastlåste situation, som han og mange af andre mennesker på flugt befinder sig i.
Jeg bliver enormt ked af at se, at han har det så dårligt. Og frustreret over, at ingen hjælper disse mennesker.
På et tidspunkt barberede han ikke bare sit skæg af, men også sine øjenbryn. Det er tydeligt, at det er et desperat råb om hjælp.
I begyndelsen var han en energisk og kvik teenagedreng med meget overskud. Ofte hjalp han læreren på sin skole i Nauru med at undervise de andre børn. Så det gjorde ondt at se, hvordan hans psykiske tilstand bare er blevet forværret i Nauru, og at han ikke er i stand til at gå i skole.
Gennem den psykologhjælp, som vi har fået lov til at yde til familien, er vi blevet vi klar over, hvor meget de frygtelige leveforhold i Nauru har påvirket ham.
Efter sessionerne med drengen tænker jeg meget over, om han nu vil kunne gøre mere skade på sig selv.
Hans far, som selv kæmpede med en svær depression, bliver nødt til at holde sig vågen det meste af natten for at passe på sin dreng.
Fanget i Nauru i mere end fem år
Jeg bliver helt ked af det ved tanken om, at mennesker på flugt, som har været så meget igennem, skal opleve endnu flere grusomheder og systemsvigt. De fleste kommer fra Somalia, Libanon, Iran, Afghanistan, Sri Lanka, Myanmar – også børn og unge.
Når Læger uden Grænsers psykologer, psykiatere og ansatte ikke kan tilse menneskerne i lejren, er de simpelthen overladt til sig selv. Langt de fleste af dem har været der i mere end fem år.
Der er mange meldinger om selvmordsforsøg og selvskadende adfærd, men det er ikke altid let for Læger uden Grænser at komme ind og hjælpe der, hvor de fleste mennesker på flugt opholder sig.
Lejren er inddelt i tre områder, og specielt et af områderne er et lukket land for os. Det afholder os fra at tilbyde tiltrængt psykologisk hjælp.
Familier er blevet adskilt. Nogen er blevet anbragt i Australien, mens resten bliver tilbageholdt i Nauru. De aner ikke, hvad der skal ske med dem, eller hvornår de får lov til at være sammen igen.
De er spærret inde uden at have foretaget sig noget kriminelt. De har blot forsøgt at komme til Australien.
Det er helt forfærdeligt at være vidne til alt det, der foregår på øen. Især for børnene. De bliver udsat for forfærdelige forhold, omsorgssvigt og visse tilfælde overgreb.
Uden en stor forbedring i leveforholdene og de rettigheder mennesker på flugt på Nauru har, kan vi desværre kun forvente flere tragiske selvmordsforsøg og menneskelige ofre.
Tahir har arbejdet som tolk for Læger uden Grænser i Nauru fra november 2017 og seks måneder frem.
Vi er blevet tvunget væk fra Nauru
- Læger uden Grænser har siden november 2017 ydet gratis psykologisk og psykiatrisk hjælp til asylansøgere, flygtninge og lokalbefolkningen.
- I oktober blev alle vores psykologiske projekter pludselig indstillet, efter myndighederne sagde, at der ikke længere var behov for vores hjælp. Vi fik 24 timer til at stoppe vores arbejde og forlade Nauru.
- Læger uden Grænser fordømmer, at Naurus myndigheder har tvunget os ud af Nauru. Der er fortsat akut behov for vores hjælp. Det bør ikke være Læger uden Grænsers psykologer og psykiatere, der skal forlade Nauru – men i stedet de hundredvis af asylansøgere og flygtninge, som Australien har holdt fanget her i de seneste fem år.
- Læger uden Grænser mener, at asylansøgere og flygtninge skal evakueres fra Nauru med det samme, og at Australien skal stoppe med at sende mennesker på flugt til Nauru og fastholde dem her på ubestemt tid.