Kathrine hjalp 2-årig pige: “Det er et lille beløb, der skal til”

Læger uden Grænsers kirurg Kathrine har været udsendt med nødhjælpsorganisationen over 20 gange. Her har hun set, hvor meget vi kan hjælpe takket være folks donationer.

Kathrine var udsendt til et af Læger uden Grænsers projekter i Den Centralafrikanske Republik. En dag kom en far ind på hospitalet med sin 2-årige datter.

“Hun havde brækket sit ben, da hun var et halvt år gammel, men hun havde aldrig fået hjælp. 

Så da jeg møder hende, er knæet ikke det eneste sted, benet bøjer. Det bøjer også længere nede på skinnebenet. 

Hun kan derfor ikke gå, men hun kravler på sit skinneben. Så hun har faktisk fået et andet knæ. 

I Læger uden Grænser laver vi kun akut kirurgi. Og er det her akut, eller ej? Hun har haft et brækket skinneben i størstedelen af sit liv, men hun og hendes familier er nomader. Det vil sige, at de tilhører en stamme, som flytter sig fra sted til sted. 

Indtil videre kan hendes far, mor eller andre bære hende rundt på ryggen. Men hvad så, når hun bliver teenager. 

Jeg synes, at man kan argumentere for, at hvis vi ikke opererer hende, vil hun på sigt miste sin førlighed. Og det er at ligestille med noget, der er akut. 

Det er takket være folks donationer, at vi har mulighed for at arbejde sådan et sted, og takket være dem, at hun fik hjælp.

Jeg diskuterer det med mine kollegaer, og vi er enige om, at vi gør det. Operationen indebærer, at vi åbner huden, sætter knoglen sammen og sætter et apparat bygget af rør uden på benet, som så kan få knoglen til at hænge sammen. Apparatet skal være der i cirka tre måneder.  

Det er en operation, som jeg godt kan finde ud af at lave, og som har et relativt godt resultat. Og så kan pigens liv faktisk blive fuldstændigt ændret, for så kan hun sandsynligvis komme til at gå.  

Jeg kan huske, at hun er en meget selvsikker lille pige, og inden hun bliver opereret, vil hun ikke være med til hverken det ene og det andet. Men hun bliver opereret, og det går godt. Og allerede dagen efter operationen kan jeg se, at faren hjælper hende med at gå rundt på hospitalet. 

Den lille pige kom til vores hospital, for der var ikke andre steder at gå hen. 

Det her er jo ikke nogen garanti for, at hun på sigt får fuld funktion af sit ben, men det er den chance, man kan give hende. Det er det, jeg og mine kollegaer kan gøre. Vi kan give hende en chance og en mulighed, som hun ellers ikke havde fået.  

Sådan en operation er ikke dyr. Det er et lille beløb, der skal til, for at vi for kan hjælpe patienter som eksempel den 2-årige pige.  

Og det er takket være folks donationer, at vi har mulighed for at arbejde sådan et sted, og takket være dem, at hun fik hjælp.”