Job som sygeplejerske hjælper mig gennem sorgen
Hun er kun 26 år og alene med tre børn, efter manden dødeunder cyklonen Idai i Mozambique. De fleste ville lade sorgen overtage. MenAlita* er sygeplejerske, og midt i sit eget tab valgte hun at hjælpe andre vedat arbejde for Læger uden Grænser. Dette er hendes historie.
“Jeg blev født i en lille by, men flyttede til Nhatanda forat uddanne mig til sygeplejerske. Der, hvor helikopteren til vores mobilelægehold lander, mødte jeg min mand til en fodboldkamp. Han var ved at læse tillærer. Vi plejede at arrangere kampe mellem studerende, og her mødte vihinanden.
I 2015 blev vi begge færdige med vores uddannelse og giftedeos kort efter. Vi flyttede ind i hans hus for at starte vores familie tæt påhans forældre. Min mand hjalp mig med at opdrage mine døtre fra mit førsteægteskab, og vi fik vores søn, som nu er to år gammel.
Han fik et job som lærer i Buzi-distriktet og måtte flyttefor at undervise. Han kom hjem hver måned, og han var så stolt af sit arbejdemed at lære børn, hvordan de bliver bedre mennesker. Jeg tog mig af hjemmet ogarbejdede rundt omkring for at få det hele til at løbe rundt. Vi var lykkelige.
Dagen, der ændrede alt
Den 14. marts ændrede alt sig.
Vi hørte i radioen, at cyklonen var på vej. Men intet kunneforberede os på, hvad der ville ske. Min mand ringede til os lige før, cyklonenramte, for at spørge, hvordan vi havde det, og at vi skulle passe på os selv.Han var så bekymret, men vi sagde, at vi ville gøre vores bedste. Han lovede atgøre det samme og sagde, at han elskede os. Det var sidste gang, vi talte sammen.
Klokken ti om aftenen begyndte det at regne. Jeg kan ikkeforklare, hvordan det var, men aldrig i mit liv, mine forældre eller bedsteforældresliv har vi oplevet nogen lignende. Vandet begyndte at stige i vores hus, ogmøblerne flød rundt. Jeg løftede min børn op på køkkenbordet, så de ikke villeblive våde og begyndte at bede, fordi jeg var rædselsslagen. Jeg tænkte på minmand.
Alt, hvad jeg ved om hans skæbne, har jeg fra hans kollegaerog venner, som var sammen med ham den nat.
Det forkerte valg
De fortalte, at vandet begyndte at stige på skolen, indtildet nåede dem til halsen, og de var nødt til at svømme hen til taget. Snart vartaget også dækket af vand, og strømmen var stærk.
De var tvunget til at svømme hen til de nærmeste træer og håbepå, at træet ville modstå vind og vand. Min mand og mange andre kravlede op idet forkerte træ. Det væltede ned i vandet, og han blev trukket væk afstrømmen. I mange timer havde han klamret sig til træet, og han havde ikkeflere kræfter tilbage til at svømme. Mange børn fra skolen døde på den måde. Deresarme kunne ikke mere.
Dagen efter skyllede døde kroppe op på kysten i Beira. Efterto dage uden nyt tog hans brødre ned på stranden for at lede efter ham blandtde døde.
De gik rundt hele dagen under den brændende sol, men defandt ham ikke. Dem, der blev fundet, var heldige. Deres familier fik en chancefor at sige farvel. Den mulighed fik jeg aldrig.
Jeg var nødt til at kæmpe
Jeg brugte to dage i sengen. Ude af stand til at bevæge mig eller gøre noget som helst. Mit hus var ødelagt. Min mand var væk. Mit liv havde ændret sig fuldstændig på én nat.
En morgen slog det mig. Jeg var arbejdsløs og alene med trebørn. Jeg var nødt til at kæmpe.
Min styrke kommer i høj grad fra mit job som sygeplejerske.En sygeplejerske er nødt til at være stærk. Vi ser sorg og lidelser hver dag,og det er vores rolle i verden at støtte og behandle. Hvordan kan jeg græde,når det er mit job at trøste dem, der lider? Tragedien har ikke kun ramt migeller mit hjem. Så mange omkring os lider og har mistet. Jeg vil aldrig glemme,men jeg vil komme videre. Ikke kun for min egen skyld, men for andres.
Alt det, du ikke ser
Mit arbejde hos Læger uden Grænser bringer mig til steder, hvor mennesker har mistet meget mere end jeg, og det fik mig til at indse, hvordan det har påvirket mit folk. Når mennesker i dit land ser landskabet fra en helikopter, ser du oversvømmede områder og ødelagte træer. Men der er alt det, du ikke kan se. Under vandet, under knækkede grene finder du os. Vores historier, vores sorg og vores vilje til at leve.
Jeg har stadig ikke fortalt min søn, at hans far er død. Jegkan ikke finde styrken til det, selv om jeg prøver. Han er stadig så lille. Nårhan vil ringe til sin far, ringer jeg en af hans onkler op og får ham til atlade, som om det er hans far.
Min drøm for mine børn er, at de uddanner sig. Nogle gangetillader jeg mig selv at drømme om at genopbygge vores hjem. Og måske bygge enlille forretning til, hvor jeg kan sælge dagligvarer til mine naboer. Jeghåber, at min mand ville være stolt af, hvad vi er blevet til efter hans død.
*(navnet er ændret af hensyn til familien)