Hvis du ikke kan amme dit barn, må en anden gøre det

Det er ikke kun moren, der tager sig af familiens små børn i Sydsudan. Vores læge Anne Louise fortæller denne gang om nogle utraditionelle familiemønstre – og om børn, der vokser op uden regler.

“Lørdag aften faldt de første regndråber. De begyndte at banke på tintaget, midt i et af vores håbløse forsøg på at lære en dansekoreografi af vores indiske tuberkuloselæge Aparna. Regnen trommede som et ihærdigt akkompagnement til vores usynkroniserede dansetrin. Det varede omkring en halv time, men bagefter var der ingen spor efter den, udover en lidt mere sval aftentemperatur og en let duft af mudder i luften.

Gravide og sårbare

Maban – området hvor jeg bor – er stadig meget tørt. Forleden overhørte jeg nogle af de andre tale om, hvor mange ugers vand vi har tilbage. De lokale er bekymrede for, om afgrøderne bliver ødelagt, og om det resulterer i endnu en dårlig høst i år. På klinikken ser vi et stigende antal kvinder, der føder for tidligt.

Dem, der kommer hos os, før de føder, og som vi finder er fejlernærede får plumpy-nut, en nøddemasse fyldt med næring, og kiks tilsat næringsstoffer. Vi giver ikke mad og ekstra næring til andre voksne, selvom en stor del af dem ville være at betragte som fejl- eller underernæret. Men gravide kvinder er en særligt sårbar gruppe.

Amning er altafgørende

På vores neonatalafdeling behandler vi spædbørn, der vejer helt ned til et kilo. De er ofte indlagt i flere uger, indtil amningen er veletableret, potentielle infektioner er under kontrol, og vægten stiger stabilt.

Amning er altafgørende for disse børn, for de har ingen andre muligheder. Vores jordemoder Julia fortalte mig, at da hun lige var ankommet, havde hun pr. refleks spurgt en mor, der lige havde født, om hun havde tænkt sig at amme. Hun blev mødt med et meget forvirret blik fra både sygeplejerske og patienten, for ingen forstod rigtigt spørgsmålet. Hvad skulle hun da ellers?

Vi har lidt modermælkserstatning på klinikken, men det gives kun i meget særlige situationer. Vi har en baby, der mistede sin mor under fødslen, vi har trillinger, hvis mor ikke har nok mælk, og vi har et andet barn, hvis mor er svært syg med hjertesvigt.

En anden mulighed er, at et familiemedlem ammer barnet. Mange kvinder er mellem graviditeter her, så det er faktisk ikke svært at finde en amme. Nogle gange ser vi endda, at bedstemoderen giver bryst bare for at trøste et sygt barn, hvis moder af en eller anden grund ikke kan være der.

Et grotesk syn

For nylig blev en mor indlagt sidst i sin graviditet med knuder i begge bryster. De var opstået i løbet af de sidste måneder af graviditeten og var nu hastigt tiltagende i størrelse. Hun blev i første omgang behandlet for brystbetændelse og mistanke om brystbylder, men de blev ved med at vokse. Da jeg så hende for første gang, var huden på begge bryster strukket så tynd, at den var helt skinnende. Man kunne skimte omridset af udfyldningerne gennem huden.

Det var et grotesk syn. Det lignede, at hun bar rundt på to vandballoner, der kunne briste når som helst. Til sidst måtte vi igangsætte fødslen, så hun kunne blive henvist til kirurgen i landsbyen Bunj. Heldigvis har hun to søstre, der er blev screenet for smitsomme sygdomme, og som nu ammer barnet*.

Børnene uden regler

Jeg bliver ved med at blive overvældet over, hvor stærke disse mennesker er. Børn vokser op så naturligt og simpelt uden nogen af de regler, vi har sat op for os selv i vores vestlige samfund. Ingen strenge anbefalinger om moderens diæt, hvilken mad, baby må få, hvilken barnevogn, man bør købe, hvilket tøj, børnene skal have på, hvilke bleer, der er sundest, hvilken sut, man skal bruge, hvilket legetøj, der er det rigtige, og hvor meget skærmtid, børn må få.

Børnene vokser op i flygtningelejre, bliver båret rundt på ryggen af deres mor, indtil de kan gå, får vasket tøj ved den nærmeste vandpost og tørret det på de omkringliggende buske og får det samme måltid lavet på sorghum-gryn. Hver eneste dag. På trods af det vokser de op og bliver til de smukke, velopdragne, glade børn, som jeg ser overalt i lejren.

Flygtninge hjælper flygtninge

De fleste lokale, der arbejder for Læger uden Grænser, er selv flygtninge. Mange af dem har set familiemedlemmer dø eller har selv været tæt på at dø. Men deres liv går videre. De møder altid op på arbejde friske og velduftende i deres farvestrålende skjorter og kjoler. Nogle af dem må gå over en time frem og tilbage fra arbejde i over 40 graders varme under den bagende sol.

Så selv om min nyvundne ferie-energi stille og roligt begynder at fordufte, er jeg stålsat på at give alt det sidste, jeg har at give, til projektet. Jeg har fundet ud af, at jeg skal hjem samme dag som vores feltkoordinator. Hun er begyndt at tælle ned. To måneder – eller ni uger. Jeg ved, at jeg ikke bør tænke sådan, men tiden flyver afsted så hurtigt hernede, at jeg bare ser det som en god påmindelse, hver gang alt synes hårdt, om at jeg trods alt har den luksus, at jeg ikke skal være her for evigt.

Kærligst,

Anne Louise

*Det har siden vist sig, at kvinden lider af den meget sjældne sygdom gigantomastia. Det er en godartet sygdom, hvor brystets bindevæv pludselig – og oftest som led i pubertet eller graviditet – giver sig til at vokse excessivt. Eneste kendte og endelige behandling er bilateral mastektomi, dvs. kirurgisk fjernelse af begge bryster.