”Han var min lille dreng”
Vores udsendte kommer ofte tæt på de børn og voksne, som de kæmper for at redde i felten. Det skete for vores sygeplejerske Anni, da hun var Etiopien. En 11-årig dreng havde brug for en operation – men forældrene var væk.
Fra første dag var han ”min dreng”.
Det milde og dog forpinte ansigt tiltrak min opmærksomhed, da jeg en morgen gik min daglige runde på børneafdelingen.
Paulus på 11 år var lige ankommet med en leder fra kvindegruppen i en lille landsby ca. tre kilometer fra hospitalet. Hans højre arm var dobbelt så tyk som den venstre. Det væltede ud med betændelse fra overarmen.
Paulus havde en skæv gang, da han ikke kunne holde kroppen oprejst. Det gjorde for ondt. Han kiggede på mig med bedende øjne: Tag smerten fra mig, udstrålede han.
Tøjet var laset, ingen sko, lange sorte negle. Store udtørrede blodpletter på den lasede T-shirt.
Hvor var forældrene? Hvad var der sket?
Flygtet fra uroligheder
Paulus talte kun det lokale sprog gedefo. Det samme gjorde kvindelederen, så gennem en tolk fik vi stykket historien sammen.
Paulus var for ni måneder siden ankommet til landsbyen fra et andet distrikt, da deres hus, sammen med mange andre huse, var blevet brændt ned på grund af etniske uoverensstemmelser.
Dette betød også, at Paulus havde mistet sin daglige skolegang. Han var ankommet med sine fem søskende og forældre.
Som andre internt fordrevne boede de nu hos familiemedlemmer – hos moderens søster. De var heldige at have familie. Mange måtte bo i tomme bygninger, skoler, kirker eller opsatte telte.
Tallene er fra august til december 2018
Ingen penge til lægehjælp
Da kaffehøsten startede for cirka to måneder siden, tog hans forældre og ældste søskende tilbage til deres oprindelige landsby for at tage del i kaffehøsten og tjene nogle penge. Paulus var blevet tilbage i huset med en lidt ældre søster og mad nok til, at de kunne klare sig et stykke tid.
For en måned siden var Paulus faldet på vej hjem fra vandstedet, hvor han netop havde fyldt et stort vandkar med vand og bar det over højre arm.
Han havde slået sig meget voldsomt, men udover søsteren havde der ikke været hjælp at hente. De kunne ikke tage til hospitalet, da de ingen penge havde.
Da smerterne blev for voldsomme, havde den kvindelige leder taget ham til Gedeb-hospital, hvor Læger uden Grænser blandt andet arbejdede på børneafdelingen.
Vi giver ham medicin
Lederen var blevet en nat, men måtte hjem til sin egen familie. Paulus blev efterladt alene på børneafdelingen, uden vi vidste, hvor resten af familien var. Han kom straks på smertestillende medicin og fik en høj dosis af antibiotika direkte ind i venen.
Vi var overbeviste om, at armen var brækket – måske i albueleddet, men vi kunne ikke sende ham afsted til det nærmeste sygehus med røntgenafdeling tre timers kørsel væk uden forældrenes tilladelse.
Efter to uger kom faderen på besøg, og vi fik arrangeret med sygehuset, at de kom afsted med en ambulance. Da de ankom til røntgenafdelingen, fik de at vide, at de skulle komme tilbage næste dag, da apparatet ikke fungerede. De havde ingen penge til overnatning, så faderen tog sønnen med tilbage til Gedeb-sygehus.
På det tidspunkt var vi ved at lukke vores projekt i området. Vi sørgede for, at Paulus fik mere penicillin, men frygtede, at betændelsen havde bredt sig til knoglerne. Det kunne betyde, at Paulus måske en dag kunne miste armen.
Krise i Etiopien
- Omkring 900.000 mennesker har været på flugt fra deres hjem som følge af voldelige konflikter i den sydlige del af Etiopien.
- De mange mennesker er ofte samlet på meget lidt plads, hvilket giver grobund for smitsomme sygdomme som diarré og luftvejsinfektioner.
- Læger uden Grænser er til stede i de berørte områder. Vi støtter hospitaler og klinikker, hvor vi yder medicinsk og psykologisk hjælp til ofrene.
Jeg tænker ofte på drengen
Vi fik både sygehuset og det lokale sundhedsministerium til at skrive breve til regionssygehuset, for at han om muligt kunne få videre behandling. Hvis armen var brækket, ville det betyde en operation.
Efter smerterne i Paulus’ arm fortog sig, fik jeg større og større smil fra ham på mine daglige hospitalsbesøg.
Sådan forlod vi Paulus.
Han var stadig indlagt på Gedeb-sygehus, da vi rejste derfra den 22. december.
Jeg tænker ofte på Paulus. Vil han være heldig at bevare begge arme? Vil han være heldig, at betændelsen ikke breder sig yderligere, eller vil han være heldig at blive opereret?
Vil han blive i stand til at hjælpe under kaffehøsten en dag – selv kun med en arm? Vil han og familien en dag være i stand til at vende hjem til deres distrikt, til deres jorde og genopbygge det nedbrændte hus og leve i fred og fordragelighed med deres naboer?
Jeg vil aldrig få vished.
Blå bog
- Navn: Anni Fjord
- Uddannelse: Sygeplejerske
- Udsendt til: Etiopien, hvor hun har været medicinsk ansvarlig.
- Erfaring: Adskillige udsendelser med Læger uden Grænser – blandt andet til Bangladesh, Nigeria og Yemen.