Muhanad brækkede sin hofte. Han fik hjælp af Læger uden Grænser i Egypten.
© Sima Diab
Den 10-årige dreng Muhanad er i gang med genoptræning sammen med vores fysioterapeut.

”Han troede, at de ville sætte ild til ham”

Vores læge Rasmus mødte en 10-årig dreng, som mod alle odds overlevede tortur i sit hjemland Sydsudan. Her fortæller Rasmus om, hvordan han var med til at redde drengens liv.

Jeg møder Muhanad en varm sommerdag i juli på vores klinik i Cairo. Det er en høflig 10-årig, der giver mig hånden. De karrygule bukser er alt for store. Det samme er joggingtrøjen, som når ham ned til knæene, men det posede tøj skjuler ikke, at Muhanads ene ben dingler ud i luften.

Jeg kan lugte, at det er længe siden, at han har været i bad.

Sammen med sin far er Muhanad er kommet til vores klinik i Cairo, hvor vi som den eneste organisation behandler flygtninge, som har været udsat for tortur og seksuel vold.

Muhanad er flygtet sammen med sine forældre og lillebror fra Sydsudan, dels fordi faren frygtede for sit liv, dels fordi Muhanad havde brug for livsvigtig lægehjælp.

Nu sidder de på mit kontor knap 3.000 kilometer fra deres hjem.

Muhanad har tydeligvis smerter, og de ser begge meget opgivende ud. Faren fortæller, at vi er den niende organisation, de har opsøgt i håb op om at få hjælp til drengen.

Alle andre otte har afvist at hjælpe. Som ansvarlig for den lægefaglige del på klinikken er det mig, der tager den endelige beslutning, om Muhanad er en patient, vi kan hjælpe.

Flygter op i et træ

Muhanads historie starter 10 måneder før, jeg møder ham. Han bor udenfor hovedstaden Juba i Sydsudan. Landet er hærget af borgerkrig, men lige denne dag leger Muhanad sammen med sin lillebror foran familiens hus.

Legen bliver afbrudt, da en paramilitær gruppe – Djendjaweed – kommer for at hente faren. Da de ikke kan finde ham, begynder de at tæske Muhanad i et forsøg på at få svar.

Han ved ikke, hvor faren er og flygter op i et træ. En af mændene stiller sig op på en kamel og får fat i Muhanad og flår ham ned på træet.

Muhanad lander på en sten og lander på sin hofte. Den brækker. På trods af hans smerteskrig fortsætter mændene med at sparke ham. De brænder ham også med cigaretter på både arme og ben.

Muhaned troede, at de ville sætte ild til ham.

Muhanad bliver efterladt på jorden, hvor hans far finder ham skrigende af smerte. De næste tre måneder ligger han i familiens hus og skriger af smerte – jeg ved, at det ikke er overdrivelse, når de beskriver situationen.

At brække hoften er noget af de mest smertefulde, du kan opleve. Det er så smertefuldt, at en ubehandlet patient ofte vil miste lysten til at drikke og risikerer at dø af dehydrering eller infektion.

Men her sidder Muhanad alligevel seks måneder efter. Jeg tænker, at både han og hans forældre er utroligt stærke.

13 måneder med en brækket hofte

Vi når op til undersøgelsesrummet, og jeg kan hurtigt konstatere, at det er alvorligt med hoften. Det ene ben er nu 10 centimeter kortere end det andet.

Jeg beslutter mig for, at vi skal forsøge at hjælpe Muhanad. Det er lettere sagt end gjort. De næste måneder går med at finde et hospital, der kan operere det komplicerede brud.

Desuden skal vi finde en social organisation, der kan hjælpe familien med en bolig i stueplan, så Muhanad efter operationen kan bo under ordentlige forhold, der minimerer risikoen for infektion, og hvor han ikke skal gå på trapper.

Fire måneder efter mit første møde med Muhanad bliver han opereret. Jeg møder ham en sidste gang et par måneder senere, hvor han sidder og venter i vores venteværelse.

Da han ser mig, rejser han sig selv uden hjælp. Stoltheden lyser ud af hans øjne, og han sender mig et stort smil og siger ”Thank you” på gebrokkent engelsk.

For første gang i 13 måneder kan Muhanad gå selv.

Han er blevet 11 år og skal ikke længere være bange for at få sparket sine krykker væk i skolegården.

Blå bog

  • Navn: Rasmus Schou Christensen
  • Uddannelse: Læge
  • Udsendt til: Egypten, hvor han var leder af lægeafdelingen på vores klinik for overlevere af tortur og seksuel vold.
  • Job: Udsendes atter for Læger uden Grænser i efteråret 2018, hvor han tager til Libanon.
  • Erfaring: Færdiguddannet som speciallæge i almen medicin i 2017, herefter læge i Sandholmlejren i seks måneder.

Historier fra vores udsendte

Læger uden Grænser (MSF) driver en klinik for børn i flygtningeljren Moria på Lesbos i Grækenland

Mie Terkelsen

Grækenland

Dansk sygeplejerske på Lesbos: Børnene vil ikke leve mere

Læs mere
Syrien

Krigen i Syrien: Kvinden bag ”The Cave”

Læs mere
Underernæret baby hjulpet af Læger uden Grænser på børnehospital i Nigeria

Cæcilie Borg Hjelt

Nigeria

Jeg får et chok, da jeg ser hende”

Læs mere
Sygeplejersken Mie behandler et barn på Lesbos

Mie på Lesbos

Læs mere

Mie Terkelsen

Grækenland

Moria: Flere børn risikerer at miste livet

Læs mere
DR Congo

”Alle kvinder i verden fortjener den bedste fødselshjælp”

Læs mere
Grækenland

”Jeg tror, at jeg skal dø nu,” siger hun til sin far

Læs mere

Kjeld Kromand

Grækenland

Kjeld på Lesbos: “Jeg får lyst til at give dem et kram”

Læs mere

Astrid Opstrup

DR Congo

Ny ebola-behandling: “Vi kan undgå, at børn som Alpha dør.”

Læs mere

Mads Geisler

Yemen

Vores danske læge: ”Nye kampe i Yemen er katastrofale for civile”

Læs mere
Bangladesh

“Børn dør af kroniske sygdomme, fordi medicinen ikke er tilgængelig”

Læs mere

Anni Fjord

Nigeria

Ti år lang konflikt koster stadig liv

Læs mere

Anni Fjord

Nigeria

“Helt mirakuløst spiser hun af det med det samme.”

Læs mere
Yemen

”Vores hold arbejder døgnet rundt”

Læs mere

Heidi Strømsholt

DR Congo

“Børn bør ikke dø af mæslinger”

Læs mere

Mikkel Carlsen

Tchad

”Tænk engang, hvor lidt der skulle til”

Læs mere