Muhanad brækkede sin hofte. Han fik hjælp af Læger uden Grænser i Egypten.
© Sima Diab
Den 10-årige dreng Muhanad er i gang med genoptræning sammen med vores fysioterapeut.

”Han troede, at de ville sætte ild til ham”

Vores læge Rasmus mødte en 10-årig dreng, som mod alle odds overlevede tortur i sit hjemland Sydsudan. Her fortæller Rasmus om, hvordan han var med til at redde drengens liv.

Jeg møder Muhanad en varm sommerdag i juli på vores klinik i Cairo. Det er en høflig 10-årig, der giver mig hånden. De karrygule bukser er alt for store. Det samme er joggingtrøjen, som når ham ned til knæene, men det posede tøj skjuler ikke, at Muhanads ene ben dingler ud i luften.

Jeg kan lugte, at det er længe siden, at han har været i bad.

Sammen med sin far er Muhanad er kommet til vores klinik i Cairo, hvor vi som den eneste organisation behandler flygtninge, som har været udsat for tortur og seksuel vold.

Muhanad er flygtet sammen med sine forældre og lillebror fra Sydsudan, dels fordi faren frygtede for sit liv, dels fordi Muhanad havde brug for livsvigtig lægehjælp.

Nu sidder de på mit kontor knap 3.000 kilometer fra deres hjem.

Muhanad har tydeligvis smerter, og de ser begge meget opgivende ud. Faren fortæller, at vi er den niende organisation, de har opsøgt i håb op om at få hjælp til drengen.

Alle andre otte har afvist at hjælpe. Som ansvarlig for den lægefaglige del på klinikken er det mig, der tager den endelige beslutning, om Muhanad er en patient, vi kan hjælpe.

Flygter op i et træ

Muhanads historie starter 10 måneder før, jeg møder ham. Han bor udenfor hovedstaden Juba i Sydsudan. Landet er hærget af borgerkrig, men lige denne dag leger Muhanad sammen med sin lillebror foran familiens hus.

Legen bliver afbrudt, da en paramilitær gruppe – Djendjaweed – kommer for at hente faren. Da de ikke kan finde ham, begynder de at tæske Muhanad i et forsøg på at få svar.

Han ved ikke, hvor faren er og flygter op i et træ. En af mændene stiller sig op på en kamel og får fat i Muhanad og flår ham ned på træet.

Muhanad lander på en sten og lander på sin hofte. Den brækker. På trods af hans smerteskrig fortsætter mændene med at sparke ham. De brænder ham også med cigaretter på både arme og ben.

Muhaned troede, at de ville sætte ild til ham.

Muhanad bliver efterladt på jorden, hvor hans far finder ham skrigende af smerte. De næste tre måneder ligger han i familiens hus og skriger af smerte – jeg ved, at det ikke er overdrivelse, når de beskriver situationen.

At brække hoften er noget af de mest smertefulde, du kan opleve. Det er så smertefuldt, at en ubehandlet patient ofte vil miste lysten til at drikke og risikerer at dø af dehydrering eller infektion.

Men her sidder Muhanad alligevel seks måneder efter. Jeg tænker, at både han og hans forældre er utroligt stærke.

13 måneder med en brækket hofte

Vi når op til undersøgelsesrummet, og jeg kan hurtigt konstatere, at det er alvorligt med hoften. Det ene ben er nu 10 centimeter kortere end det andet.

Jeg beslutter mig for, at vi skal forsøge at hjælpe Muhanad. Det er lettere sagt end gjort. De næste måneder går med at finde et hospital, der kan operere det komplicerede brud.

Desuden skal vi finde en social organisation, der kan hjælpe familien med en bolig i stueplan, så Muhanad efter operationen kan bo under ordentlige forhold, der minimerer risikoen for infektion, og hvor han ikke skal gå på trapper.

Fire måneder efter mit første møde med Muhanad bliver han opereret. Jeg møder ham en sidste gang et par måneder senere, hvor han sidder og venter i vores venteværelse.

Da han ser mig, rejser han sig selv uden hjælp. Stoltheden lyser ud af hans øjne, og han sender mig et stort smil og siger ”Thank you” på gebrokkent engelsk.

For første gang i 13 måneder kan Muhanad gå selv.

Han er blevet 11 år og skal ikke længere være bange for at få sparket sine krykker væk i skolegården.

Blå bog

  • Navn: Rasmus Schou Christensen
  • Uddannelse: Læge
  • Udsendt til: Egypten, hvor han var leder af lægeafdelingen på vores klinik for overlevere af tortur og seksuel vold.
  • Job: Udsendes atter for Læger uden Grænser i efteråret 2018, hvor han tager til Libanon.
  • Erfaring: Færdiguddannet som speciallæge i almen medicin i 2017, herefter læge i Sandholmlejren i seks måneder.

Historier fra vores udsendte

Irene-til-hjemmesiden.jpg

Irene Kruse

Libyen

“Kvinder fortæller, de er blevet voldtaget, slået og udsat for tortur.

Læs mere

Mårten Larsson

Nigeria

Livsfarlig sygdom forklædt som forkølelse

Læs mere
Vores sygeplejerske Anni kom tæt på den 11-årige dreng Paulus i Etiopien.

Anni Fjord

Etiopien

”Han var min lille dreng”

Læs mere

Heidi Strømsholt

Sydsudan

Slangebid: Faren der lurer i græsset

Læs mere
Australien sender mennesker på flugt, som forsøger at komme ind i landet, til Nauru – og tilbageholder dem der på ubestemt tid.

Tahir Bakhtiary

Nauru

Her sidder de fanget på femte år: ”Det er forfærdeligt at være vidne til”

Læs mere
Kamma til Middelhavet.png

Kamma Skaarup

Middelhavet

Kammas dramatiske nat på Middelhavet: “Pludselig hører vi skrig i mørket”

Læs mere
En kvinde græder over sin otte måneder gamle søn, som er alvorligt syg i Bangladesh

Anni Fjord

Bangladesh

Sygeplejerske i verdens største flygtningelejr: ”Jeg ser frygten i morens øjne”

Læs mere
Marie Louise er uddannet antropolog, men er nu udsendt for Læger uden Grænser i DR Congo

Marie Louise Wright

DR Congo

Marie Louise redder liv på motorcykel: ”Det er det hele værd”

Læs mere

Anni Fjord

Bangladesh

Den nyfødte dreng får hjertestop: ”Jeg ser frygten i morens øjne”

Læs mere
Kjeld Kromand i Pibor, Sydsudan

Kjeld Kromand

Sydsudan

Kjelds første kejsersnit i Sydsudan: “Pludselig gik lyset ud”

Læs mere

Mozhdeh Ghasemiyani

Sydsudan

Børnesoldater får hjælp til et nyt liv: “Det føles som ren magi”

Læs mere
Heidi med pigen Lokoli, som blev angrebet af en krokodille i Sydsudan.

Heidi Strømsholt

Sydsudan

Heidis podcast fra Sydsudan: “Det her sted er for vanvittigt”

Læs mere
Et barn med vejrtrækningsproblemer får hjælp på et hospital i Yemen.
Læger uden Grænser

Josephine Obel

Yemen

Josephines podcast fra Yemen: ”Det lignede en eksplosion”

Læs mere
Tidligere var Moria-lejren et stoppested på vejen videre, men nu er lejren blevet en forfærdelig endestation, fortæller vores sygeplejerske Mie fra den græske ø Lesbos.

Mie Terkelsen

Grækenland

”Hun står bare og holder om mig og græder”

Læs mere

Pernille Miller

”Jeg tænkte, kan mennesker virkelig bo så tæt?

Læs mere

Mads Geisler

DR Congo

Lægen Mads fik ebola-vaccinen: ”Det føltes rart og sikkert”

Læs mere