Lokoli gjorde et stort indtryk på vores sygeplejerske Heidi.

Et mirakel i Sydsudan: Pige angrebet af krokodille

Heidi er lige nu udsendt til Sydsudan, og her mødte hun en helt særlig patient med en usædvanlig historie. 

”Det blev meldt over radioen, at en af vores biler ville ankomme til vores sundhedscenter med en patient, der var blevet bidt af en krokodille. Der var ingen detaljer om patientens tilstand, eller om der manglede hænder, arme, ben eller andet. Jeg forestillede mig en, der var kommet alvorligt til skade. Smurt ind i blod.  
Da bilen ankom, så jeg en ung pige på ca. 11 år ligge på gulvet af bilen dækket med et tyndt tørklæde. Bag hende sad moren og støttede sin datters hoved. 
 

Bidt og flænset

Pigen, der hedder Lokoli, blev båret ind på skadestuen, hvor vi forsigtigt løftede tørklædet. Alle lemmer var intakte. Men den nederste del af hendes ryg manglede et stort stykke hud, og flere steder på højre ben havde krokodillen også sat sine tænder dybt i og flænset huden af.  Vi undersøgte hendes sår meget grundigt. Herefter gav vi hende en dosis panodil og morfin og lod det virke, inden vi gik i gang med at rense hendes sår. Jeg var forbløffet over, hvor rolig hun var i det oplyste rum med læger og sygeplejersker, som talte til hinanden på et sprog, hun ikke forstod. 

Mens vi vaskede, rensede og forbandt hende, sagde hun ikke en lyd. Få gange viste pigen tegn på smerte og ubehag, men ellers var hun helt rolig. Hun tænkte, at hun var den stærkeste pige, jeg nogensinde havde mødt. Da det hele var slut, bad hun blot om at få noget at drikke. Jeg gav hende en kop vand. Hun drak en smule og gav glasset videre til sin lillesøster. 

Forstenet

Pigen og hendes mor gav mig fra starten af behandlingen lov til at tage billeder af sårene, så vi kunne følge udviklingen. Da hun ankom, tog jeg de første billeder, inden vi rensede hendes sår, og jeg viste hende dem, fordi hun ikke selv var i stand til at se skaderne på bagsiden af hendes krop. Men på samme måde som med alt andet, var der ingen reaktion. Jeg blev lidt i tvivl om, hvorvidt det var en god idé, eller om det ville gøre hende mere skræmt, end jeg forestillede mig, at hun i forvejen måtte være bag hendes facade. Der gik nogle dage, før jeg første gang så hende smile. Generelt gav hun ikke udtryk for andet, end at den nederste del af hendes ben gjorde ondt, når vi bevægede det.  

Jeg fortsatte med at tage billeder, hver gang jeg var med til at skifte hendes sår, og efter knap halvanden uge besluttede jeg mig for at vise hende dem igen. Denne gang var hun meget interesseret og lyste helt op. Hun pegede på billederne og sagde noget, som jeg ikke forstod, til sin familie. Det virkede, som om hun syntes, at det var lidt sejt. Jeg tog det som et godt tegn.  
 
Nogle af de mindre sår var allerede godt i gang med at hele, og i 2,5 uge forløb behandlingen uden komplikationer.  

Noget var helt galt

Da jeg en eftermiddag kom til afdelingen, kunne jeg tydeligt se, at noget var helt galt. Hun kastede op, rystede, og sveden løb ned ad hendes ansigt. Hun havde høj feber med en temperatur på 39,9 grader. Jeg så hurtigt til hendes forbindinger, som jeg havde været med til at skifte dagen før. Og min værste frygt blev bekræftet. I et sår under hendes højre balle var forbindingen gået op, og der var pus i såret.  

Ud fra hendes tilstand var det tydeligt for mig, at hun havde fået blodforgiftning, og vi fik hende hurtigt sat i antibiotisk behandling. Der var ikke mere, jeg kunne gøre på dette tidspunkt, og følte ikke, at det var nok. Til min store lettelse havde behandlingen god effekt. Næste morgen sad hun op og så meget bedre ud. Og et par dage senere var hun igen på benene, smilende og med god appetit. 

Usandsynlig redning 

Et par dage efter spurgte jeg ind til, hvordan Lokoli slap væk fra krokodillen, og det, de fortalte mig, var næsten ikke til at tro. Da krokodillen overfaldt hende i floden, var lillesøsteren hoppet op på den bagfra, så den gav slip på hende og forsvandt. De her piger var sande overlevere. Der var så meget mod og kærlighed mellem dem. Jeg var dybt imponeret over denne unge pige, hendes styrke og overskud.  

Desværre forlod hun vores klinik, inden behandlingen var færdig, og hendes sår var helet. Jeg var enormt trist og bange for, at hun ville vende tilbage med en kæmpe infektion.

Seks uger senere fortalte to mødre til nogle indlagte patienter, at Lokoli havde det godt. Sårene var helet, og hun havde fortalt om den lyshårede sygeplejerske, som så til hende hver dag. Jeg fik helt tårer i øjnene! Bedre besked fås ikke”.

Heidi og Lokoli. ©Heidi Elise Strømsholt