“Uden kejsersnit ville moren og babyen dø”
I april åbnede vi en ny fødeafdeling i Bangladesh for at hjælpe fødende kvinder og nyfødte børn. Vores sygeplejerske Anni Fjord arbejdede som medicinsk ansvarlig på hospitalet i tre måneder ved grænsen til Myanmar, hvor tusindvis af rohingya-flygtninge har søgt tilflugt. Hun koordinerede indsatsen på hospitalet og den nyoprettede fødegang, hvor blandt andet gravide kvinder med fødselskomplikationer og nyfødte fik hjælp. Her fortæller hun om arbejdet.
I september 2017 flygtede Monjun sammen med 11 familiemedlemmer fra Myanmar, da millitæret nedbrændte deres landsby i Rakhine-provinsen.
Hun er en af de kvinder, som søgte tilflugt i en af de i alt 12 flygtningelejre i Bangladesh sydøst for Cox’s Bazar ved grænsen til Myanmar.
Monjun ankom til fødegangen sammen med sin mor. De var bekymrede, fordi fødslen allerede havde stået på i lang tid, men barnet ville ikke komme ud. Det var Monjuns første barn.
“Moren var lille. Med så snævert et bækken var det umuligt at føde”
Jeg var på fødegangen, da hun ankom til hospitalet. Jeg observerede straks, at hun var meget lille, måske omkring 130 cm. Hun var bleg i ansigtet, havde mange smerter og virkede bange.
Vores jordemoder vurderede hurtigt, at hendes bækken var for snævert til en normal fødsel. Der skulle foretages kejsersnit omgående, ellers ville hun og hendes nyfødte datter risikere at dø.
Vi forklarede det til Monjun og moderen, at hun på ingen måder kunne føde barnet den normale vej.
Vi forklarede også, at de skulle overflyttes, da vi ikke har en operationsgang, men at vi ville sende vores jordemoder med i vores ambulance, og at de efter kejsersnittet ville komme tilbage til os.
Det tog tid at organisere, da manden skulle kontaktes i lejren for at give samtykke. Ingen kvinder må få foretaget en operation uden mandens tilladelse. Det var heldigvis ingen problemer.
Efter et vellykket kejsersnit kom Monjun og den lille pige på 2,5 kilo tilbage til vores hospital. De var indlagt i 3 uger i alt, da der desværre gik betændelse i såret.
Indlæggelsen gjorde, at barnet fik en god start på livet, hvor Monjun blandt andet fik meget hjælp med brysternæringen.
Vi fik også lejlighed til at tale med Monjun om fremtidige graviditeter, da det vil være for farligt for hende at føde normalt. Hendes ønske var at vente ca. 3 år med næste graviditet, og så håber hun at være i nærheden af et hospital, hvor hun kunne få foretaget kejsersnit igen.
Hvis ikke hun får hjælp ved næste graviditet, er der stor fare for at både Monjun og det ufødte barn vil dø.
Næsten alle rohingya-kvinder føder hjemme med hjælp fra en ældre traditionel fødselshjælper, og vi tror, at mange både kvinder og spædbørn dør i forbindelse med fødslen.
Når der opstår komplikationer med børnene, søger nogle lægehjælp. I mange tilfælde er det desværre for sent.
Børnehospitalet giver håb
Da vi i april åbnende vores fødeafdeling, gav det hospitalets andet personale og jeg håb. Nu havde kvinderne i nærheden et sted, de kunne gå hen for at søge hjælp.
Udover fødegangen har vi også en børneafdeling med plads til 28 børn, en akutmodtagelse og observationsafdeling med 12 sengepladser.Vi gør meget ud af at oplyse både vores lokale personale og kvinderne, der kommer til fødselsforberedelse, om fordelen ved at føde på vores fødegang.
De kan føde i afslappede lokaler, hvor der ikke er risiko for, at regnen strømmer ned. Vi kan hjælpe, hvis fødslen trækker ud og bliver langvarig, give blodtransfusioner til fødende og hjælpe barnet, hvis der opstår komplikationer under fødslen.
Mor og barn kan få lov til at blive på fødegangen et par dage for at komme til kræfter og få amningen vel etableret.
Det er meget svært at beskrive følelsen og indtrykkene, når jeg vandrer gennem de store lejre. Det er en mellemting mellem et slumområde i en storby og små landsbyer, hvor folk bor meget tæt.Der er lavet jordveje, der fører ind til centrum af lejrene, men derfra er der lavet stier af jord, trapper og bambusbroer, der fører hen over sumpede områder.
Der er nu lagt masser af sandsække for at beskytte mod den kommende regn.
De fleste familier har fået udleveret bambus, som de opfører huse af, og forstærker med plastik. Nogle har stadig kun huse af plastik. Der bliver i øjeblikket udleveret masser af bambus for at forstærke husene – også til den forestående regn.Der er masser af aktiviteter. Masser af små boder, hvor der sælges alt fra kinesiske plastikting, mobiltelefoner og så naturligvis masser af madvarer.
De små børn løber rundt ganske fornøjede på jordvejene, mange af dem nøgne og intetanende om deres mørke fremtidsudsigter. Der er oprettet skoler, legerum og moskeer. Lejrene er organiseret i blokke, og hvert hus har et nummer.
Det var underligt at tænke på, at Monjun slet ikke kender ikke til fremtiden, og det oplevede jeg hos mange kvinder fra flygtningelejren. Den der håbløshed omkring, hvad deres fremtid bringer.
Så ser man det her lille barn, det her lille nus på 2,5 kg, hvor man tænker: ”Hvad skal der blive af det barn? Er barnet her om 3, 5, 10 år? Og hvad med moren, bliver hun gravid igen? Hun risikerer at dø, hvis ikke hun får foretaget kejsersnit igen.
Men jeg var lettet over, at hun forstod, hvor vigtigt det var at søge hjælp – og at hun rent faktisk lovede at gøre det næste gang.”
Læger uden Grænser er massivt til stede i Bangladesh for at hjælpe rohingyaerne, der nu også rammes hårdt af monsunen. De voldsomme regnmængder gør de sårbare mennesker endnu mere udsatte for sygdomme, og der er hårdt brug for den medicinske indsats.