”Den nyfødte dreng holdt pludselig op med at trække vejret”

Vores jordemoder Olivia har taget imod mange for tidligt fødte børn i en flygtningelejr i Sydsudan. Her begynder livet for de skrøbelige spædbørn med en kamp for overlevelse – men trods de svære odds kan det lykkes at redde de små børn.

”Sunday blev mor for første gang i en flygtningelejr – kun 16 år gammel. Hun fødte en lille dreng, der kom alt for tidligt til verden.

På fødegangen i flygtningelejren Doro i Sydsudan havde vi en del mødre, der fødte for tidligt.

Om det i Sundays tilfælde skyldtes malaria, det fysisk hårde liv med at slæbe vand og brænde eller blot tilfældigheder er svært at sige. Men lille Kain vejede kun 1.040 gram, da han blev født.

Han havde alle odds imod sig.

En lille fugleunge på brystet

Jeg havde ansvaret for hele afdelingen og for de nyfødte. Det er en stor bedrift at holde så små børn i live – også i Danmark, men særligt her i flygtningelejren, hvor vi må klare os uden det udstyr, man normalt finder på en børneafdeling.

De første dage havde Sunday meget svært ved at tage drengen til sig.

Hun har uden tvivl set børn på hans størrelse blive født og dø i landsbyen, og den lille fugleunge af en dreng var alt for lille til selv at kunne spise ved brystet. For tidligt fødte børn bliver ofte ikke spået store chancer for at overleve.

• 

Jeg kunne godt forstå, hvis Sunday følte sig fremmed overfor det lille menneske, der nu lå på hendes mave, godt pakket ind for at holde varmen.

Jeg har ofte set, hvordan en nybagt mor kan føle sig distanceret til sit for tidligt fødte børn – også i Danmark. Der er ikke den samme kontakt mellem mor og et for tidligt født barn, og moren kan føle sig fremmedgjort, når hun ser sit lille barn tilkoblet slanger eller maskiner, der bipper.

Modløs og ensom

Sunday blev sat til at trykke brystmælk ud i en lille kop, som hun så kunne give til Kain gennem en slange i hans næse. Det skulle hun gøre hver 2. time døgnet rundt, og efter et par uger var hun godt og grundig udmattet.

Det er hårdt at blive mor uanset hvad, men et for tidligt født barn kræver så meget mere opmærksomhed end en normal og sund baby. Sunday begyndte at blive modløs og ensom.

Kain tog kun langsomt på, og adskillige uger på en barselsgang uden ordentlig søvn og privatliv samt utallige mødre, der kom og gik med deres raske børn, sled på hende.

Hun begyndte at true med at tage hjem med sin dreng. Jeg var sikker på, at det var ren frustration, men det tog mange samtaler med personalet at overbevise hende om at blive. Jeg forstod godt, at hun havde hjemve.

• 

Et barn uden drop og slanger

Hendes humør steg lidt, da der i nabosengen efter en måned kom en anden nybagt mor med en lillebitte søn. Rebecca havde fået en dreng præcis på Kains størrelse, og de to unge mødre blev hurtigt veninder.

Som jordemoder gav det dog også lidt ekstra udfordringer. Selvom både Sunday og Rebecca gjorde sig umage for deres sønner, var de samtidig to teenagepiger, der gerne ville sidde udenfor og sludre.

De var begge enormt trætte efter flere uger på barselsgangen. Det var uoverskueligt for dem, og der var for lang vej til, at de kunne se målet.

Men selvom det var hårdt for Sunday at opretholde mælkerutinen døgnet rundt for at holde Kain i live, hjalp vi hende på vej, og hun kæmpede videre for sin søn.

Da Kain var halvanden måned gammel, begyndte han at spise selv. Sunday var tydeligvis stolt. Endelig havde hun et barn som de andres uden drop og slanger, og nu trak det atter i hende for at komme hjem.

Kain vejede 1.500 gram på det tidspunkt, så jeg måtte overtale hende til at blive. Det gik den rigtige vej, men halvanden kilo var ikke nok til at blive udskrevet. Sunday accepterede og gjorde sig nu ekstra umage med amningen.

• 

Sunday kæmpede i 70 dage

En morgen da jeg mødte ind på barselsgangen, var sengen ved siden af Sunday tom.

Rebeccas lille søn var pludselig holdt op med at trække vejret om natten og kunne ikke genoplives. Familien havde hentet mor og barn kort efter.

Vi var alle berørte. Det er svære odds at blive født så tidligt, men alle havde håbet, at Rebeccas søn også ville klare den.
 

Sunday blev mere stille, efter at Rebecca var væk, men hun fortsatte trofast med at amme og pusle Kain.

Efter næsten 70 dages indlæggelse kunne Sunday pakke sit tæppe og myggenet sammen. Sammen med Kain, der nu vejede 2.000 gram, tog hun hjem. 

Det er bestemt ikke alle børn med det udgangspunkt, der overlever, og det var en hård start på Sundays moderskab. Men hun gjorde det!

Det var en stor glæde at se dem tage hjem.”

Olivia Svane-Christiansen var udsendt som jordemoder på vores klinik i flygtningelejren Doro i Sydsudan. Hun var af sted i seks måneder, og det var første gang, at Olivia var i felten for Læger uden Grænser.

•