Danske Ann i Mozambique: Befolkningen reparerer deres liv
Normalt er kystbyen Beira i det østlige Mozambique en charmerende by. Lange strande strækker sig foran Det Indiske ocean. Skyggefulde gader snor sig, og beplantede træer giver lidt skygge for den bagende sol. Eller sådan var det, før cyklonen Idai raserede kystbyen, fortæller danske Ann Mills, der arbejder for Læger uden Grænser i det katastroferamte område.
”Træerne er flået i stykker. Grenene er revet af, og der er ikke et blad tilbage. Hvis de da ikke er væltet og har taget mure og rækværk med sig. Mange huse har fået flået taget helt eller delvist af, og elkablerne hænger mange steder mismodigt ned på fortovet. Og efter den voldsomme vind kom regnen, som stod ind i husene, og skyllede alt med sig.”
Mens nødhjælpen til ofrene strømmer ind, arbejder Beiras indbyggere tålmodigt på at genopbygge deres by og liv. Og der er nok at tage fat på. 468 personer er døde. Tusinder tilskadekomne. 90 procent af den store by er ødelagt. Hundrede tusinder mennesker står uden hus og hjem, og mange af dem samles lige nu i lejre. På trods af katastrofens massive omfang, ser Ann indbyggernes vilje til at komme videre overalt.
”Grene og blade er samlet i bunker, sandet er kørt tilbage på stranden, tagene er mange steder dækket af presenninger eller er allerede under reparation. Folk går på arbejde, og nogle skoler er i gang igen. Og mange steder i byen fungerer gadelygterne, hvilket gør en stor forskel. Natten starter kl. 6, og den er mørk,” fortæller hun.
Nu skyller kolera indover Beira
De hårdt prøvede
indbyggere i den plagede by står nu over for en ny udfordring.
Den livsfarlige sygdom kolera er brudt ud, og Læger uden Grænser behandler lige
nu hundredvis af patienter hver dag. Selvom det er en udfordrende situation,
fungerer indsatsen.
”Sundhedscentrene modtager kolera-patienter og behandler dem, og sundhedsarbejderne kommer ud i lokalområderne og lærer folk at håndtere drikkevand og fødevarer og behandler de folk, som alligevel bliver syge,” fortæller Ann.
Mange steder i området er det tæt på umuligt at komme frem, og så må man finde alternative løsninger.
”Der er en fyr, som organiserer transport af medicin og udstyr i både langs kysten. Der er masser af byggearbejde i gang, og vi genopbygger sundhedscentre og hospitalet, samtidig med at der indrettes midlertidige sengepladser på bænke og madrasser til kolera-patienterne.”
Flere af vores lokale ansatte, der selv har mistet både ejendele og hjem, knokler ufortrødent for at hjælpe ofrene.
”Der er stadig rester af forskrækkelse og traumer, og nu er de simpelthen trætte, fordi de skal arbejde så hårdt, men de klager sjældent eller aldrig.”
Det på trods af, at huse falder sammen om ørerne på dem.
”En af vores chauffører kørte en omvej for at vise mig sin brors hus. Et pænt, stort hus i to etager, som nærmest var imploderet. Broren, en ældre mand, nægtede at forlade sit hus, men hans to voksne sønner løftede ham ud i bilen og kørte ham i sikkerhed. Og kort efter faldt resten af taget og hele førstesalen, gennemvåd, som den var, ned i stueplan. Den lille have rundt om huset er fyldt med væltede træer, hvor under man lige kan ane familiens totalsmadrede bil.”
Huset er et af de cirka 130.000 huse i kystbyen Beira, der er ødelagt. Den gamle mand slutter sig til de flere hundredetusinde, der nu står uden hjem. Imens arbejder Ann og hendes kollegaer videre. Ofrene skal have hjælp, og det får de.
Du kan også hjælpe dem. Støt vores arbejde i Mozambique, ved at klikke på knappen nedenfor.
