Bangladesh: Love is all you need
Børn rammes stadig af den dødelige sygdom stivkrampe. Det ser vores udsendte i Bangladesh, når de behandler rohingyaer på flugt fra Myanmar.
En af vores udsendte læger behandlede et barn med stivkrampe. Her fortæller hanom en ganske særlig patient, der ikke blev levnet mange chancer for at overleve.
“Det så ikke godt ud for den tynde 10-årige pige, som lå i det mørkelagte rum på Læger uden Grænsers klinik i Kutupalong i Cox Bazar-regionen i Bangladesh.
Pigen var blevet indlagt 11 dage efter, at familien fra flygtet fra Rahkine provinsen i Myanmar. Hun blev indlagt med smertefulde kramper i alle muskler i kroppen, der fastlåste hendes kæbe, og fik hendes ryg til at bue bagover, mens hendes ben ikke kunne bøjes.
Pigen havde fået stivkrampe, en sygdom, som stort set er udryddet verden over som resultat af vacciner. Men ikke detnordvestlige Myanmar, hvor familien kom fra.
Vi holdt rummet stille og mørkt for at undgå stimuli, som kan udløse flere smertefulde anfald af kramper.
Bange for at holde sit barn
Pigens arme begyndte at løsne sig, men hendes ben var helt udstrakte med krummede, stive tæer. Hun havde forsøgt at spise lidt dagen før, men hendes mund kunne ikke åbne sig nok til at tage mod maden. Pigen kiggede på sin far, som sad ved siden af hende på madrassen.
Tårer begyndte at løbe ned ad hans kinder.
Vi gjorde alt, hvad der overhovedet var muligt, for at hun skulle komme sig hurtigt, men det var en langsom proces.
Pigen sagde noget til sin far ud mellem de sammenbidte tænder.
“Hvad sagde hun”, spurgte jeg min kollega, lægen Sharma Shila, som er fra Bangladesh.
“Hun vil gerne have, at hendes far holder hende”, sagde Sharma.
Faren så fortvivlet ud. Han ville ikke være skyld i flere smertefulde kramper, som berøringen kunne udløse. Forsigtigt løftede jeg barnet over på hans skød og bad ham give hende et kram.
Rohingyaer mangleradgang til vacciner
Jeg vendte mig mod den anden patient i rummet – en måned gammel baby med neonatal stivkrampe. Hvis moren var blevet vaccineret mod stivkrampe under graviditeten, ville det have været undgået. Desværre er det ikke en mulighed i de områder, hvor rohingyaerne bor i Myanmar.
Jeg blev der et stykke tid for at lære babyen at sutte udpumpet brystmælk af min lillefinger. Hvis jeg kunne få ham til det, ville han måske være i stand til at blive ammet af sin mor.
Efter ti sekunder begyndte han at få fat i det og sugede, som han skulle. Moren var lettet og glad over fremskridtet, efter at hendes søn havde fået næring gennem en sonde i tre uger.
Da jeg skulle til at gå, kiggede jeg tilbage på den tiårigepige, som lå i farens arme. Jeg var målløs. Muskelkramperne var nu aftaget nok til, at hun kunne bøje sine knæ ca. 60 grader. Hendes kæbe var ikke længere låst, og hun smilede rigtigt til sin far.
Jeg kunne næsten ikke holde tårerne tilbage. Det kan godt være, at kærlighed ikke regnes for at være medicin, men man skal ikke underkende dets effekt.”
Læger uden Grænser i Bangladesh
Vi har behandlet over 200.000 rohingyaer på flugtfra august 2017 til slutningen af december 2017.
Udover lægehjælp indgår vand og sanitet samt psykologhjælp også i vores arbejde.
Vores læge Ian Cross behandlede den tiårige pige på vores sundhedsklinik i Kutupalong i Cox Bazar regionen i Bangladesh.