Skal jeg voldtages for at passe mit arbejde?

Vores sygeplejerske Kamma har fået flere truende beskeder, fordi hun har reddet folk fra at drukne på Middelhavet.

”Du er da så fuld af lort. Du er hjernedød. Håber du falder og brækker halsen. Eller bliver voldtaget af de sorte svin.”

Det er to år siden, at denne og andre lignende kommentarer landede i min postkasse på Facebook.

Jeg var lige kommet hjem fra nogle ekstremt travle uger på Middelhavet for Læger uden Grænser. To uger med redningsaktioner fra morgen til aften, hvor hundredvis af mennesker blev reddet fra at drukne.

Jeg var med til at behandle børn ned til seks år, som havde kemiske forbrændinger over hele kroppen, fordi benzin fra deres forulykkede gummibåd havde blandet sig med det havvand, som de havde ligget i. De skreg af smerte.

En gravid kvinde fik hjertestop og døde i hænderne på mig.

En rejse mod sikkerhed med en alt for høj pris

Jeg husker særligt et skrig.

En mor havde siddet på kanten af en gummibåd med sine to børn, da gummibåden knækkede sammen og begyndte at synke.

I et kort øjeblik vendte hun sig væk fra sine egne børn for at redde en anden dreng, som var faldet i vandet i mørket. Men da hun igen ville holde om sine egne børn, var de væk.

Børnene var kun fire og fem år.

Jeg er selv mor til to børn, så jeg kunne tydeligt mærke, hvor forfærdeligt hun måtte have det. Den her mor var kommet så langt for at give sine børn en ny fremtid med et godt liv. Men prisen blev, at børnene omkom undervejs.

Hver gang jeg gik forbi hende på skibet, blev jeg ramt af hendes smerte.

Hadet lever stadig

”Min kone blev voldtaget af en afrikansk immigrant – spreder du benene næste gang?”

Jeg bliver rystet, når jeg får sådan en kommentar på Facebook. Selvom det er to år siden, er der intet, der tyder på, at tonen har ændret sig, når det handler om mennesker på flugt. Tværtimod.

Læger uden Grænsers sidste redningsskib blev i september tvunget væk fra Middelhavet. Men hadet er der stadig.

Det flyder med hårde kommentarer på de sociale medier, men også i den offentlige debat. Dem, der er vredest, råber højest og få mest opmærksomhed.

Jeg får indtrykket af, at man bare vil lade folk sejle deres egen sø – eller drukne. Det virker, som om man er sig selv nærmest og er ligeglad med, at mennesker dør.

Jeg bliver ked af det på vegne af den fortvivlede mor på havet. Når jeg får den reaktion, efter at have reddet hendes liv – hvad er det så, hun møder, når hun kommer til Europa?

De larmende kritikere hælder deres indre skraldespand ud over mig på Facebook, fordi jeg har behandlet syge flygtninge og migranter.

De kalder mig landsforræder for at række en arm ud til et menneske, som ellers ville gå til i bølgerne på Middelhavet.

Jeg er aldrig i tvivl

Jeg skal lægge ryg til meget i mit arbejde for Læger uden Grænser. Og det gibber i mig, når der lige pludselig står på Facebook, at jeg skal voldtages.

Men jeg skal nok stå imod. De her kommentarer gør bare mit arbejde og min stemme i debatten endnu mere relevant for mig.

Det giver mig en følelse af kamp. Det her må jeg simpelthen være med til at gøre noget ved. Jeg bliver nødt til at kæmpe for de mennesker, for deres liv og for deres rettigheder. Jeg får lyst til at gøre alt, hvad jeg kan for at hjælpe dem.

For jeg er ikke i tvivl. Det bliver aldrig forkert at redde et menneskes liv – uanset om det handler om at hjælpe mennesker på flugt på Middelhavet – eller hjælpe børn sikkert til verden i Afrika.

Det er et medmenneskeligt ansvar. Det er krystalklart og enkelt for mig.

Hvor går din grænse?

Kamma på Middelhavet: “Pludselig hører vi skrig i mørket”

Vores sygeplejerske Kamma glemmer aldrig den oktober-aften på Middelhavet, hvor en gummibåd med over 100 mennesker på flugt knækkede sammen i bølgerne. Hør hendes personlige fortælling fra havet, og hvad der ventede hende, da hun kom hjem.