© Kadir Van Lohuizen/Noor

Danske Dorit var i Rwanda: “Der var forladte børn over det hele”

Den 7. april 1994 begyndte et folkemord. I 100 dage flød blodet, og da det størknede, var 800.000 mennesker døde. Dorit Langagergaard tænker tilbage på dagene for 25 år siden, hvor hun skulle forsøge at redde kvinder, der havde fået skåret brysterne af og maverne op.

Det var et folkemord, der blev begået et mord ad gangen. Der blev ikke brugt masseødelæggelsesvåben, men sløve langskaftede macheter, maskingeværer og rå vold. Morderne kiggede deres ofre i øjnene. Kvinderne, børnene og mændene. De slog dem ihjel uden nåde.

For danske Dorit Langagergaard står oplevelsen i Rwanda i 1994 stadig klart den dag i dag. “Der var checkpoints alle steder, sårede mennesker og forladte børn over det hele. Man skulle passe på alting hele tiden.”

Hadet og volden forgrenede sig ind på hospitalerne og gjorde, at man skulle tænke over, hvem der kunne til se hvilke patienter. “Der lå mange fejder rundt omkring. Vi holdt os upolitiske og forsøgte ikke at blive involverede, man skulle passe meget på, hvad man sagde til hvem. “

Råheden og nådesløsheden viste sig tydeligt i form af de patienter, Dorit behandlede. “Lige pludselig kom der kvinder ned fra bjergene, der havde fået skåret brysterne af og var blevet voldtaget. De unge piger havde fået skåret brysterne af, så de ikke kunne brødføde babyer. Gravide skar man maverne op på, så man ikke fik fjender i fremtiden.”

“Der kan du ikke gøre noget. Du kan kun gøre, hvad du kan.”

Et barn på flugt. Morderne skånede ingen under folkemordet. Foto: Sebastiao Salgado

Baggrunden for folkemordet i Rwanda var en årelang rivalisering mellem befolkningsgrupperne hutu og tutsi. Landet var præget af voldsomme spændinger, og det var de spændinger, der lå til grund for massakren, der begyndte den 7. april, 1994. Hutu-militser gik målrettet efter tutsier, og de var effektive.

Den 13. april 1994 satte Læger uden Grænser kurs mod Rwandas hovedstad Kigali. Et børnehjem blev lavet om til felthospital, og samme aften ankom de første ofre. Foto: Xavier Lassalle

For Læger uden Grænser var det første gang, at vi stod over for iskolde mordere. Vi skulle forsøge at nå til enighed med morderne for at forhandle om medicinsk nødhjælp. Vi skulle lære dem at kende og forsøge at overtale dem til i det mindste at lade kvinder og børn få behandling.

Slå ihjel eller dø

Flere end 200 af vores ansatte blev slået ihjel, da folkemordet startede. Rony Zachariah, der i 1994 var udsendt til Rwanda, husker tydeligt, da morderne kom.

”De sætter ild til vores hus, og al personale bliver skyndet ud i gården. Her undersøges alle ID-kort grundigt. Tutsier bliver stillet på den ene side, hutuer på den anden side. Militsen gav vores hutu-kollegaer pistoler og macheter og beordrede dem til at slå deres tutsi-kollegaer ihjel. De, som nægtede, blev hakket ihjel. Vi mistede 50 kollegaer den dag. For mig er folkemordet Gerard, Everest og Jean-Marie: Venner og kollegaer, som blev dræbt, fordi de var, dem de var.”

Rory Zachariah fortæller her om den dag, hvor morderne kom.

Jagten på tutsier fortsatte, og for Læger uden Grænser var jagten en konstant forhindring. Bare det at transportere ofre til sygehuse var nærmest umuligt, for morderne ledte efter tutsier overalt.

Ingen var fredet

Alle steder, hvor folk søgte tilflugt, kom morderne på jagt. Børnehjem, skoler, kirker. Ingen steder var sikre. Jean-Hervé Bradol, der var projektansvarlig for Læger uden Grænser, fortæller, om hvordan han oplevede de mareridtsagtige dage i hovedstaden Kigali.

”Militsen kom og dræbte alle. De spurgte os, hvad vi lavede, og vi svarede, at vi skulle hente tilskadekomne. De sagde bare: Bryd jer ikke om det, vi slår dem ihjel alligevel.”

Et fængsel i Rwandas hovedstad Kigali. Foto: Severine Blanchet

Mens Læger uden Grænser forsøgte at behandle ofrene, stod det i stadig større grad klarere, hvad der var i gang. Som ugerne gik, og overlevende kunne berette om nedslagtningen af tutsier, blev vi i Læger uden Grænser mere og mere tydelige i kommunikationen udadtil.

Den 16. maj, en måned efter folkemordet var begyndt, kritiserer Jean-Hervé Bradol den franske regering for dens manglende handling. En uge senere er det FN, vi taler til. Der er brug for indgriben og på en pressekonference sent i maj, bliver ordene sagt første gang. ”Man kan ikke stoppe et folkemord med læger.”

Det bliver startskuddet til en fransk-ledet indgriben, og der bliver grebet ind over for nedslagtningen i Rwanda.

Jean-Hervé Bradol forsøgte at råbe omverdenen op, mens folkemordet fandt sted. Her giver han et interview til fransk fjernsyn i 1994.

Nedslagtningen skifter scene

Men folkemordet stopper ikke. For selvom Frankrig langsomt får nogenlunde kontrol over situationen i Rwanda, flygter morderne ad de samme veje som ofrene og følger efter dem til flygtningelejre i Zaire. Det, der nu hedder Congo.

Mange flygtninge krydsede landegrænser til fods. Det vurderes, at nogle flygtninge gik op mod 2,000 kilometer i jagten på sikkerhed. Foto: Sebastiao Salgado

Her fortsætter de nedslagtningen af tutsier. De fleste af flygtningene er kvinder og børn, men blandt dem gemmer morderne sig. Flere af dem er tungt bevæbnede. Flygtningene samles i lejre, og internationale hjælpeorganisationer står klar til at hjælpe. Men forholdene er under al kritik. Der udbryder hurtigt epidemier af kolera, meningitis og dysenteri, og næsten 50,000 dør i flygtningelejrene.

Tusinder af flygtninge står i kø til vand. Situationen er desperat. Foto: Sebastiao Salgado

Spændingerne i lejrene stiger. Hadet gror. Det går op for os, at hjælpen ikke når dem, der har mest brug for det. Der er sat system i nødhjælpen, men af de militærledere, der befinder sig i lejrene. Ufrivilligt har vi støttet et system, der ledes af morderne. Derfor trækker vi os fra lejrene i slutningen af 1994.

Jagten fortsætter

I de kommende år er der uenighed om, hvor mange flygtninge, der findes i Congo, og hvad der skal gøres for at beskytte dem. Alt imens fortsætter mordernes jagt, og det estimeres, at mere end 200.000 flygtninge bliver slået ihjel under deres flugt.

Epidemier plager lejrene. Kolera, dysenteri og meningitis slår mange ihjel. Foto: Sebastiao Salgado

I Rwanda kommer en ny præsident til, og en uskøn proces med placering af skyld og ansvar går i gang. Den proces har præget landet i årtier, og den dag i dag finder man stadig lig gemt i jorden under huse, i gamle toiletafløb og i jorden under grøntsagsmarkerne.

Børn i en flygtningelejr i nabolandet Burundi. Foto: Didier Assal

For Læger uden Grænser markerer 25-årsdagen et folkemord, der kunne være grebet ind over for langt tidligere. Det markerer vores ansvar for at yde hjælp til dem, der har mest brug for det.

I årene efter folkemordet hersker der kaos. Her ses nogle af de flygtninge de i 1996 stadig ikke er vendt hjem. Foto: Sebastiao Salgado

25-årsdagen for folkemordet i Rwanda markerer vores ansvar for at bære vidnesbyrd.
Ansvaret for at tale for dem, der ikke selv kan råbe om hjælp.
Ansvaret for at sige det klart og tydeligt, når vi ser overgreb.

Vi bruger 25-årsdagen for folkemordet til at minde os selv om det ansvar.
Til at minde os selv om, at vores arbejde aldrig må handle om politik, men kun om nødhjælp.
Og til at minde os alle sammen om, at vi aldrig må tillade et nyt Rwanda.

Fra felten

Yemen

Den humanitære krise i Yemen: Tiden løber ud

Læs mere

Mads Geisler

Yemen

“De næste timer afgør, om drengen overlever”

Læs mere

Mozhdeh Ghasemiyani

Sydsudan

Børnesoldater får hjælp til et nyt liv: “Det føles som ren magi”

Læs mere

Læger uden Grænser og Grundfos indgår vitalt partnerskab

Læs mere
Tchad

Mæslingeudbruddet i Tchad er ude af kontrol

Læs mere

To sygeplejersker fra Læger uden Grænser modtager hædersmedalje

Læs mere
Myanmar (Burma)

“De kastede alle børnene på bålet”

Læs mere
Syrien

Børn dør i deres telte af underernæring og høje temperaturer

Læs mere
Læger uden Grænser

Dorte Møller Hansen

Bangladesh

”Der skal ikke meget regn til, før husene kollapser”

Læs mere

Hvem hjælper dem, der hjælper andre?

Læs mere

Anne Louise de Barros Damgaard

Sydsudan

Hvis du ikke kan amme dit barn, må en anden gøre det

Læs mere

Heidi Christensen

Venezuela

Det venezuelanske Klondyke: ”Nogle af indbyggerne får malaria 10-15 gange om året.”

Læs mere
Syrien

Kampene raser i Syrien: 125.000 på flugt

Læs mere
Mozambique

Mistede sin mand og alene med tre børn: Jobbet som sygeplejerske hjælper mig gennem sorgen

Læs mere
Malawi

“Sexarbejde er den bedste mulighed, jeg har.”

Læs mere
Kenya

Kejsersnit i containere

Læs mere