Læger uden Grænsers kirurgiske projekter ligger som oftest i områder, hvor der kan være et stort indtag af større akutte skader, og størstedelen af de kirurgiske indgreb er af akut livreddende art. Sammen med lokale og internationale kollegaer er du med til at triagere, stabilisere, vurdere og behandle patienterne. Du arbejder med Læger uden Grænsers kirurgiske protokoller og kvalitetssikrer indgrebene på operationsstuen samt sikrer oplæring og undervisning af lokale kollegaer.
Læger uden Grænser bruger kirurger specialiseret i almen-, ortopæd-, traume- og potentielt plastik- og rekonstruktivkirurgi, og som oftest er du den eneste internationale ekspert indenfor dit felt på projektet. Du skal være forberedt på, at de diagnostiske muligheder og udstyr på operationsgangen er begrænsede, og at du ofte kan være tvunget til at tage de akutte beslutninger alene.
Krav
- Afsluttet specialuddannelse
- Erfaring i én af følgende specialer:
- Almen kirurgi
- Ortopæd- og traumekirurgi
- Plastik- og rekonstruktivkirurgi
- Som almen kirurg skal du have lavet mindst otte kejsersnit indenfor de sidste to år og have minimum to års erfaring efter endt hoveduddannelse
- Villig til at overholde Læger uden Grænsers kirurgiske protokoller
- Gode sprogkundskaber inden for engelsk og gerne fransk eller arabisk
- Villig til at blive udsendt til usikre områder
- Gode samarbejdsevner, kulturelle kompetencer og evnen til at håndtere stress
Udsendelseslængden er 6 uger til 3 måneder
Grundet mange projekters akutte fokus har vi ofte brug for kirurger med meget kort varsel. Der er dog mange projekter, hvor vi kan planlægge en udsendelse i god tid. Hvis du er interesseret i at arbejde med Læger uden Grænser, vil vi opfordre dig til at søge, og vi vil derefter diskutere dine specifikke omstændigheder i forhold til varsel på en udsendelse.
Relevante kvalifikationer
- Erfaring med undervisning, vejledning og uddannelse
- Evne til at planlægge, prioritere og iværksætte arbejde
- Erfaring fra anden humanitær organisation
- Uddannelse eller erfaring med krigskirurgi i Forsvaret eller Internationalt Røde Kors
- Erfaring fra Grønland, Nordnorge eller Nordsverige
Læger uden Grænser har et mini-site for ortopædkirurger, hvor nogle af projekterne samt protokoller mm. er præsenteret: http://www.orthosurgeon.msf.org/
Som kirurg skal du indsende et færdighedsvurderingsskema i tillæg til de almindelige ansøgningskrav.