Året i billeder 2022
Vi rykkede ud til både nye og gamle katastrofer og kriser. Vi har haft et meget travlt år og måttet omstille os og tage helt nye metoder i brug for at hjælpe vores patienter. Kom med til nogle af de steder, vi har arbejdet i løbet af året.
Mens COVID-19 endelig slækkede sit tag, kom krigen i Ukraine og påvirkede mennesker over hele verden. Samtidig tog krisen i Haiti til, og i kølvandet på det brød kolera ud i 30 lande. Samtidig er verdens børn hårdt ramt af fødevarekrisen og manglen på mad.
Her viser vi nogle af årets mange billeder fra vores projekter over hele verden.
DR Congo: Patienter og deres familier bliver evakueret med helikopter. Vi bruger den til at flyve patienter fra Rhoe til Bunia Hospital. Efter væbnede angreb i Drodro er befolkningen tvunget på flugt, og distriktshospitalet i området er også tomt. Helikopteren er derfor den eneste mulighed, som internt fordrevne i Rhoe flygtningelejren har, hvis de skal på hospitalet. Vi driver flere sundhedsklinikker i lejren.
Litauen: En mand bliver fundet i sneen i skoven. Han kan ikke gå og bliver kørt på hospitalet. Mennesker på flugt søger ud i skovene i Litauen for at undgå at blive fanget og spærret inde i lukkede lejre.
Afghanistan: 40-årige Gul er indlagt på Boost Hospital, som vi støtter, i Helmand-provinsen. Hans søn hjælper ham med at vaske hænder. Alle vores projekter i landet er stadig åbne, for befolkningen har mere end nogensinde brug for vores hjælp.
Indien: 7-årige Vaishnavi lider af multiresistent tuberkulose. Vores sygeplejerske Prachi er taget på hjemmebesøg for at behandle hende. Tuberkulose-patienter skal i isolation, og det er især hårdt for børn at være afskåret fra skole og venner. Under behandlingen og samtalen er pigens mor Vishaka også med.
Myanmar: Vores medarbejdere er på vej til fods til Paukaw for at sætte en klinik op. Her giver de lægehjælp og psykologhjælp til fordrevne mennesker i Ah Nau Ywe-lejren.
Sydsudan: Sera James bor i landsbyen Akello. Vi har netop installeret brønde og sørget for rent drikkevand til byen for at sikre, at befolkningen har adgang under tørken.
Jordan: Der er måske mange, der ikke kender til den del af vores arbejde, men i Amman hjælper vi patienter, der har mistet kropsdele – blandt andet under krigen i Syrien. Vi bruger 3D-printere til at fremstille de proteser, der skal erstatte de mistede lemmer.
Sierra Leone: Aminata ser på sin nyfødte baby, som hun har født på sundhedscentret Mile 91, som vi støtter. Adgang til sikre fødsler er en af vores store indsatsområder i Sierra Leone.
Ukraine: Det medicinske hold på vores hospitalstog taler med en patient, som er blevet såret under krigen. Han og andre syge eller tilskadekomne bliver evakueret fra Pokrovsk i øst til Lviv i vest. Rejsen tager ca. 20 timer.
Haiti: Pigen bor i Port-au-Prince og blev ramt af skud i venstre skulder. Hun er en af de mange børn, som bliver tilfældige ofre for konflikten. Haitis hovedstad er så farlig at bevæge sig rundt i, at mange er afskåret fra at forlade deres hjem, selv når de har brug for lægehjælp. Derfor tager vi ud i de hårdest ramte områder for at hjælpe.
Haiti er også et af de lande, hvor der er udbrudt kolera. Patienten kan dø på bare få timer, hvis sygdommen ikke behandles, og med manglende adgang til lægehjælp kan udbruddet bliver katastrofalt.
Niger: Lille Halima bliver behandlet af vores medicinske hold. Den 4-årige pige har sin mor Zeinaolou med, som kan trøste hende imens.
Nigeria: Amakas børn er indlagt på en klinik for underernærede. “Da de kom i behandling, så jeg hurtigt en forbedring. Nu spiser de igen og kan lege, og det gør mig glad,” sagde Amaka. Det nordvestlige Nigeria er hårdt ramt af mangel på mad, og det er skyld i, at et alarmerende højt antal børn er underernærede. Klimaforandringer og den globale fødevarekrise er nogle af årsagerne.
Yemen: Aura er leder af vores mentale sundhedsaktiviteter i det krigsramte land. Her trøster hun en af vores patienter, den 30-årige Sanaa *.
“Jeg følte mig helt tom indeni, og jeg vidste ikke, hvor min søn var. Jeg følte mig magtesløs og aldrig i sikkerhed. Jeg hørte Læger uden Grænsers klinik i Hajjah, og da jeg tog dertil, tilbød de mig psykologhjælp.”
I krigs- og konfliktzoner er der altid et stort behov for psykologhjælp, og derfor er det en del af vores indsats i Yemen.
*Af hensyn til hendes sikkerhed er navnet ændret
Columbia: For børn og voksne i Chocó-regionen har året været en kamp for at overleve. Kampe mellem væbnede grupper har gjort det farligt at bevæge sig uden for deres landsbyer, og FN skønner, at over 131.000 mennesker er afskåret fra at købe mad og få adgang til lægehjælp og skolegang. På billedet er et af vores hold ved at rykke ud, så de kan give lægehjælp til byer i de berørte områder. Turen dertil er besværlig og langsommelig som her, hvor vi krydser en flod til fods.
DR Congo: Vores krisepsykolog Joel-Christopher giver her en konsultation til en 11-årig patient i en lejr for internt fordrevne. Udover lægehjælp til syge og sårede hjælper vi også børn og unge med deres traumatiserende oplevelser i det konfliktramte land.