Gazas største sygehus er blevet til en flygtningelejr for 50.000 mennesker

Behovene er enorme på Al Shifa-hospitalet, der ligger i Gaza By. Hospitalet blev tvunget til at indstille operationer, efter det blev ramt af massive bombardementer i november. I dag er hospitalet blevet et midlertidigt ly for mennesker, der er fordrevet af krigen.

6. februar 2024

På det største hospital i Gaza-striben befinder sig lige nu 50.000 mennesker, som krigen har drevet på flugt.

Massive bombardementer tvang hospitalet til at lukke ned for de fleste medicinske aktiviteter i november, men i dag har sundhedspersonalet genoptaget flere dele af deres arbejde, hvor de blandt andet opererer patienter og forsøger at opretholde et minimumsniveau af lægehjælp. Men behovene er enorme, og der mangler medicinsk udstyr, vand og brændstof til generatorerne.

Det fortæller vores medicinske koordinator, Aurélie Godard, der besøgte Al Shifa-hospitalet den 22. januar som en del af en FN-konvoj.

”Målet med konvojen var at levere 19.000 liter brændstof til Al Shifa Hospital. Det er afgørende for at kunne drive de generatorer, der forsyner hospitalet med elektricitet”, siger hun.

”Det var først på eftermiddagen, da vi kom igennem checkpointet, der deler Gaza i en nordlig og en sydlig del. Vores biler og tankvognen blev med det samme omringet af unge mennesker, der var desperate efter vand og mad. De var meget skuffede over, at vi kun havde brændstof med. Det var utroligt svært at komme forbi den store gruppe sultne mennesker.”

Omfattende skader

Aurélie Godard fortæller, at Al Shifa-hospitalet har fået omfattende skader og knap nok fungerer. Det er lykkes for det medicinske personale på stedet at få akutmodtagelsen op at køre igen, men den er overfyldt af patienter, der har brug for hjælp. Resten af hospitalet er fyldt med fordrevne mennesker, der søger sikkerhed fra kampene.

”Personalet på hospitalet kan lige nu modtage, prioritere og stabilisere patienter, men herefter er det svært at hjælpe mere, for der er akut mangel på sengepladser. Der er ét område, hvor lægerne yder behandling til patienter, der har livstruende skader. Det kan være personer med kroniske sygdomme, men oftest er der tale om mennesker, der er blevet skudt eller er blevet såret af eksplosioner. Da vi besøgte hospitalet, hørte vi jævnligt eksplosioner,” siger hun.

Vejen til Al Shifa-hospitalet. Vores medicinske koordinator, Aurélie Godard, besøgte hospitalet den 22. januar som en del af en FN-konvoj.

Tre operationsstuer, alt for lidt udstyr

Medarbejderne på hospitalet består af mange frivillige, blandt andet to medarbejdere fra Læger uden Grænser. De har oprettet tre operationsstuer til akutte operationer, og de ønsker også at genåbne intensivafdelingen, men lige nu har de ingen mulighed for at overvåge patienterne, som det kræves.

”På akutmodtagelsen så vi en alvorligt kvæstet patient, som var blevet indlagt dagen før. Han havde fået foretaget en trakeotomi (operation, hvor der laves hul i luftrøret), fået lagt brystdræn, og havde desuden gennemgået en maveoperation. Han lå sammen med mange andre patienter i et værelse uden strøm, fordi der var strømafbrydelse, og personalet kunne derfor ikke overvåge hans tilstand – fordi apparaterne kræver strøm,” fortæller Aurélie Godard.

”Det medicinske hold fortalte, at de for nylig havde mistet en patient, fordi de ikke var i stand til at give ham en blodtransfusion. Hospitalets blodbank var tom. Personalet arbejder under forfærdelige forhold.”

Mange patienter

Mange mennesker bor stadig i det nordlige Gaza, og mange af dem lider af krigsrelaterede skader, men påvirkes også af konsekvenserne af de kummerlige levevilkår og vinterens sygdomme.

Fordi behovene er så store, kæmper sundhedspersonalet på Al Shifa-hospitalet med at tage sig af patienterne.

”Antallet af patienter er meget højt, og der er mangel på mange forskellige ting, blandt andet på ilt, strøm, medicinsk udstyr og fødevarer. Alt dette gør det ekstremt krævende at yde lægehjælp,” siger vores medicinske koordinator Aurélie Godard.

FN-konvojen, som hun var med, medbragte 19.000 liter brændstof, hvilket knap er nok til at drive hospitalet i én uge. Hospitalet har brug for omkring 3.000 liter dagligt for at fungere. ”Det var rørende at se, hvor overraskede patienter, fordrevne familier og sundhedspersonale var, da vi kom. De har været spærret inde på hospitalet i flere uger,” siger Godard.

Følg vores arbejde

Aktuelle historier

25. juli 2025. Civile palæstinensere risikerede livet, når de forsøgte at skaffe mad fra den omstridte Gaza Humanitarian Foundation (GHF), som var støttet af USA og Israel. Alene mellem 7. juni og 24. juli 2025 modtog vi 1.380 tilskadekomne, heriblandt 28 døde, på vores to klinikker, der lå i nærheden af GHF’s distributionssteder.
Artikler

Gaza: Flere end 74.000 mennesker er blevet dræbt

To sundhedsarbejdere taler med patienter, der er indlagt med bekræftet ebola på vores behandlingscenter i Bambu.
Artikler

Billedserie: Vi behandler ebolapatienter i DR Congo

Sygeplejerske Astrid Opstrup har været udsendt med Læger uden Grænser 17 gange, blandt andet til tidligere ebolaudbrud i Sierra Leone (2014) og DR Congo (2018).
Artikler

”Hvis vi ikke får patienterne isoleret, fortsætter smitten med at sprede sig.”

Alene i år er flere tusinde mennesker druknet eller forsvundet på havet, mens de var på flugt fra deres hjemland. Vi er til stede ved blandt andet Den Bengalske Bugt, på Middelhavet og på Atlanterhavet, hvor vi giver lægehjælp til de mennesker, der overlever de brutale sejlruter
Artikler

Tusinder dør, mens de flygter over havet

Artikler

Oversvømmelser i Nepal

Palæstina (Gaza/Vestbredden)