MSF/Mohamed Dayfour

Ingen patenter i pandemien – for patenter dræber

Hvis der bliver taget patenter på medicin, vacciner og testudstyr, som skal hjælpe med at bekæmpe COVID-19, så kommer pandemien til at trække ud, og det koster flere liv. Derfor er vores holdning klar: Der må og skal ikke tages patenter under pandemien.

Patenter kan blokere for, at mennesker i alle dele af verden kan få en vaccine mod eller medicin for COVID-19. De medicinalvirksomheder, der har nøglen til at stoppe pandemien, står altså i vejen for rent faktisk at gøre det hurtigt og effektivt og derved redde mange, mange liv. Patenter giver dem eneret til at producere deres produkt og gør dem dermed også til dommere over, hvem der kan få gavn af livsnødvendig medicin eller vacciner. For de afgør egenrådigt prisen.

Sådan skal det ikke længere være under COVID-19. Det er flere lande enige om. Fredag holder verdenshandelsorganisationen, WTO, møde om et forslag fra Indien, Sydafrika, Kenya og Eswatini. De fire lande har med opbakning fra hele 99 andre bedt WTO om at sikre, at der ikke må tages patenter på vacciner, medicin, udstyr og andet teknologi, der har med COVID-19 at gøre, indtil der er global immunitet over for virussen.

Og vi bakker op: Ingen patenter under pandemien.

”Hvis monopoler på COVID-19-medicin og -udstyr bliver tilsidesat, kan man samarbejde globalt om at opskalere produktion, levering og adgang for alle. Med mere end 1,3 millioner tabte liv til COVID-19 kan regeringer ikke spilde mere tid på at vente på, at medicinalindustrien frivilligt handler,” siger Khosi Mavuso, som er læge og vores medicinske repræsentant i Sydafrika.

Allerede nu er der mange eksempler på, at medicin og antistof-behandlinger, der viser lovende testresultater mod COVID-19, er blevet patenteret i mange udviklingslande som Brasilien, Sydafrika, Indien, Indonesien, Kina og Malaysia. Og med undtagelse af én virksomhed har ingen af dem, der udvikler COVID-19-vacciner – som for øjeblikket også på stribe viser gode testresultater – forpligtet sig til at afstå fra patenter.

”Ikke engang under en global pandemi afstår medicinalvirksomheder fra at fortsætte som altid. Derfor må lande over hele verden skrue på hvert eneste håndtag, de kan, for at sikre, at COVID-19-medicin og andre produkter er tilgængelige og overkommelige i pris for dem, der har behov,” siger Sidney Wong, der er læge og leder af vores arbejde for at sikre adgang til medicin og vacciner for alle.

Han understreger, at medicin og udstyr til at bekæmpe COVID-19 bør være et offentligt gode i alle verdens lande, som er tilgængelige uden de benspænd, som patenter er. Og derfor er alle nødt til at være med i kampen.

”Regeringer verden over må spørge sig selv, hvilken side af historien de vil være på, når bogen om den her pandemi bliver skrevet,” siger Sidney Wong.

Danmarks Indsamling sikrer lægehjælp til børn i Mosul

Vaccine-hamstring: Det er usolidarisk, forlænger pandemien og skaber mutationer

Cæcilie i Syrien: Pandemien var så slem, at folk blev bange for hospitalet

Danmark booster, mens vacciner er en mangelvare i store dele af verden

Vi mangler ilt verden over: Corona-patienter gisper efter vejret

Vi arbejder midt i Indiens COVID-19-kaos: ”Det er hjerteskærende at opleve”

Vores jordemoder på børnehospital i Sierra Leone: ”Det er fantastisk at hjælpe mennesker til verden”

COVID-19 i Brasilien: Tusinder dør, mens de venter på ilt

Børn dør af malaria på grund af frygt for COVID-19

Nødhjælp i pandemiens skygge: Et år med COVID-19

Lions donerer 525.000 kroner til Læger uden Grænsers indsats mod COVID-19 i Sydafrika

”Vi er ikke sikre, før alle er sikre”: Ophæv patenterne på COVID-19-vacciner nu

Vores sygeplejerske i Palæstina: ”Vi mangler vacciner”

Vores læge i Yemen: Syge mennesker afvises i hospitalsdøren på grund af COVID-19

Flere skal have mulighed for at producere coronavacciner