Afghanistan

En kvinde får hjælp til fødslen på et hospital under krigen i Afghanistan.
En kvinde får foretaget akut kejsersnit på Ahmed Shah Baba-hospitalet i Kabul, Afghanistan. © Andrea Bruce/Noor Images

Krigen i Afghanistan har haft store konsekvenser for de civile afghanere. Adgangen til sundhedspleje er meget begrænset, og Afghanistan er et af de farligste steder i verden at være gravid. Nødhjælpsorganisationer risikerer også at blive et mål i Afghanistan. Det oplevede vi på tragisk vis i 2015, hvor vores hospital i Kunduz blev bombet.

Hvorfor arbejder vi i Afghanistan?

 

  • Væbnet konflikt
  • Mangel på sundhedshjælp

 

 

Hvorfor har Afghanistan brug for hjælp?

Afghanistan har været centrum for krig og konflikt i over 35 år, og landet er efter mange års uro låst i en kompleks krise med store økonomiske, politiske og sociale problemer.

 

Afghanistans regering – med støtte fra amerikanske styrker - kæmper mod Taliban, som fortsat forsøger at få kontrol over landet, efter at oprørsgruppen mistede magten i 2001.

 

Mange i civilbefolkningen har mistet alt, og de humanitære behov bliver ved med at vokse.

 

En lille dreng bliver behandlet på vores traumecenter i Kunduz, Afghanistan.

© Andrew Quilty/Oculi

 

Efter mere end et årti med international bistand og investeringer i Afghanistan er adgangen til grundlæggende og akut lægehjælp fortsat meget begrænset  - især i fjerntliggende områder - og sundhedssystemet i Afghanistan kan slet ikke følge med behovene.

 

Selvom antallet af klinikker og hospitaler i Afghanistan er steget betydeligt igennem det seneste årti, er der stadig få velfungerende sundhedsklinikker, hvor det er muligt for befolkningen at få adgang til en behandling, der er til at betale.

 

For de fleste afghanere er private klinikker for dyre, og mange offentlige hospitaler i Afghanistan er underbemandede og overbebyrdede.

 

I landområderne fungerer mange af sundhedsklinikkerne ikke, fordi kvalificeret sundhedspersonale har forladt de usikre områder, og forsyningen af lægemidler og medicinsk udstyr er enten uregelmæssig eller ikke-eksisterende.

 

Rejsen til sundhedsklinikkerne er også lang og usikker for de civile på grund af krigen i Afghanistan.

 

Mænd, kvinder og børn frygter landminer, vejspærringer, checkpoints, chikane og krydsild, når de forsøger at nå frem til et velfungerende hospital eller en sundhedsklinik.

 

Afghanistan regnes også for at være et af de lande i verden, hvor det er farligst for kvinder at føde deres børn.

 

Det høje dødstal for gravide i Afghanistan skyldes mangel på uddannede kvindelige jordemødre, der kan hjælpe igennem både graviditeten og selve fødslen.

 

Morten Vadgaard var i 2014 og 2015 udsendt til Afghanistan som leder af den tekniske afdeling, der sørger for at opbygge og vedligeholde hospitaler. Her fortæller han blandt andet om, hvordan det var at arbejde i landet:

 

 

Nødhjælp angribes i Afghanistan

Krigens love (Genève-konventionerne) har som mål at beskytte civile og hospitaler mod angreb under en væbnet konflikt som den i Afghanistan.

 

Men vi har ulykkeligvis været vidne til, at patienter, læger og hospitaler bliver et mål under krige  - ikke blot i det uroplagede Afghanistan, men flere steder i verden, hvor vi er til stede.

 

Det har store konsekvenser for civilbefolkningen og patienterne. Hver gang et hospital bliver bombet, mister tusindvis af mennesker i nød adgangen til livsvigtig lægehjælp.

 

Her forklarer vores direktør Jesper Brix, hvorfor medicinsk personale og nødhjælp må og skal respekteres i konfliktzoner som Afghanistan:

 

 

Den 3. oktober 2015 er en dato, vi aldrig glemmer. Det er det mest ekstreme eksempel, vi har set på manglende respekt for krigens regler i konfliktzoner.

 

Midt om natten bombede USA’s militær vores traumecenter i provinshovedstaden Kunduz i Afghanistan i omkring en time. Hårdt sårede patienter brændte ihjel i deres senge, og flere blev dræbt af skud og granatsplinter, da de forsøgte at søge i sikkerhed for luftangrebet.

 

42 mennesker mistede livet under bombardementet – heriblandt 14 af vores ansatte, 24 patienter og fire pårørende.

 

Hospitalet i Kunduz blev sønderbombet under krigen i Afghanistan.

Sådan så traumecenteret i Kunduz, Afghanistan, ud efter luftangrebet. © Andrew Quilty

 

Angrebet kostede ikke blot en masse menneskelige ofre. Tusindvis af mennesker i Kunduz og de nærliggende afghanske provinser mistede dermed adgangen til at blive behandlet på det eneste traumecenter i det nordøstlige Afghanistan.

 

Alle stridende parter under krigen i Afghanistan var løbende informeret om hospitalets GPS-koordinator, hvilket er en fast procedure fra vores side i konfliktzoner - netop for at undgå angreb som dette.

 

USA har selv undersøgt forløbet omkring angrebet og konkluderet, at det var en række menneskelige og tekniske fejl, der førte til bombardementet af vores hospital i Afghanistan. Men vi er langt fra tilfreds med denne undersøgelse.

 

14 ansatte i Læger uden Grænser mistede livet under angrebet i Kunduz, Afghanistan.

 

Vi ser desværre i stigende grad, at angreb på hospitaler og klinikker bliver bagatelliseret og stemplet som ”misforståelser” eller ”fejl”.

 

Derfor kræver vi fortsat en uafhængig og upartisk undersøgelse af IHFFC - International Humanitarian Fact-Finding Commission – i Schweiz.

 

Vi vil være sikre på, at det fremadrettet er sikkert for vores ansatte at behandle patienter i konfliktzoner som Afghanistan.

 

Hospitalet i Kunduz forbliver lukket efter det ødelæggende angreb. Vi kan ikke genoptage vores arbejde på hospitalet, før vi har fået garantier fra krigens parter om, at vores hospitaler og klinikker under ingen omstændigheder må blive et mål under krigen i Afghanistan.

 

Faizullah var på arbejde natten til den 3. oktober 2015, da hospitalet i Afghanistan blev angrebet af et amerikansk bombefly. Han mistede sin nære ven og kollega i flammerne. Se hans øjenvidneberetning fra ruinerne i Kunduz:

 

 

 

Sådan hjælper vi i Afghanistan

Vi har arbejdet i Afghanistan i over 35 år, og med 2.200 ansatte er det et af vores største projektlande på verdensplan, hvis man ser på antallet af medarbejdere.

 

Vi fokuserer på at hjælpe befolkningen med at få bedre adgang til gratis sundhedspleje af høj kvalitet i nogle af de mest konfliktramte områder – for eksempel i Helmand-provinsen i det sydlige Afghanistan.

 

Hvad gør Læger uden Grænser, når det pludselig vælter ind med et stort antal sårede på et af vores hospitaler i eksempelvis Afghanistan? Se vores video her:

 

 

Da mødredødeligheden er høj i Afghanistan har vi særligt fokus på mødre og børn. Vi hjælper gravide til en sikker fødsel, tager os af for tidligt fødte børn og behandler og screener patienter for underernæring.

 

Vi driver og støtter flere hospitaler og sundhedsklinikker i Afghanistan, og vores mobile klinikker kører ud og behandler patienter i landområderne.

 

I vores Internationale Aktivitetsrapport 2016 kan du få et overblik over, hvor og hvordan vi arbejder i Afghanistan.

 

 

Så mange har vi hjulpet i Afghanistan:

 

  • 328.100 konsultationer
  • 66.000 fødsler
  • 5.500 operationer
  • (Samlede tal for 2016)

 

 

Tre patienter vi har reddet i Afghanistan:

 

Syvårige Tamim brækkede benet, da han faldt ned fra et tag. Han modtog behandling på vores traumecenter i Kunduz, før hospitalet blev bombet i 2015.

 

 

Tvillingerne kom til verden for tidligt i Afghanistan - men nu er de udskrevet fra vores hospital.

Tvillingerne Zohal og Ojate Hosine blev født på Dasht-e-Barchi-hospitalet i Afghanistans hovedstad, Kabul, hvor vi driver en fødeafdeling. De kom til verden for tidligt, men blev efter tre ugers behandling udskrevet. © Kate Stegeman/Læger uden Grænser.

 

Hvor ligger Afghanistan?

Afghanistan ligger i Centralasien og grænser op til Pakistan mod syd og øst, Iran mod vest, Turkmenistan, Usbekistan og Tadsjikistan mod nord og Kina i det fjerneste nordøst. 

  • Afghanistan

    Indbyggere: 32,5 mio.

    Forventet levealder m/k: 59/62 år
    Børnedødelighed: 91 ud af 1.000 børn dør, før de fylder fem år
    Medarbejdere i 2016: 2.200
     
    Læger uden Grænser arbejdede første gang i Afghanistan i 1980. 
     
    Kilder: Læger uden Grænser og WHO