Kjeld på Lesbos: “Det skal man ikke byde børn”

På den græske ø Lesbos lever omkring 13.000 mennesker i en lejr, der kun er bygget til 3.000 (tal fra september 2019). Halvdelen af indbyggerne er børn. Danske Kjeld er HR-chef for Læger uden Grænsers projekter i Grækenland og fortæller her om forholdene i Moria-lejren.

”Det er tirsdag morgen, da jeg sætter mig ind i bilen for at køre ud til vores klinik.

Jeg ankommer samtidig med en bus fyldt med mænd, kvinder og ikke mindst børn, der kigger forventningsfuldt ud af vinduerne.

Jeg føler med især børnene. Måske fordi jeg er tidligere skoleleder. Og fordi jeg ved, at deres håb om frihed og tryghed i den næste tid, vil blive afløst af utryghed og fortvivlelse i ekstreme omgivelser. Det skal man ikke byde børn.

Over halvdelen er kvinder og børn

For at forstå de indtryk, som møder mig, er det vigtigt at forstå situationen på øen. I løbet af de seneste par uger har lejrene på Lesbos endnu engang nået bristepunktet. Ankomster til øerne i Grækenland har nået et rekordhøjt antal, der ikke er set siden 2016. I dag er omkring 24.000 mennesker fanget på de græske øer – 60 procent er kvinder og børn.

FANGET I HÅBLØSHED PÅ UBESTEMT TID

  • Nu bor der 18.800 mennesker i Moria-lejren på Lesbos, som maksimalt kan huse 3.000 mennesker.
  • Der er derfor hårdt brug fortelte, mad og lægehjælpog at evakuere de mest sårbare mennesker til fastlandet i Grækenland eller andre EU-lande.(Tal opdateret januar 2020)

Situationen er overvældende. Sårbare mennesker, der ankommer til øerne med komplekse og kroniske medicinske og mentale tilstande, er fanget uden den lægebehandling, de har brug for.

Børnene gør skade på sig selv

Hver morgen på ventepladsen uden for vores klinik venter dusinvis af familier tålmodigt på, at deres børn bliver tilset af et medlem af vores team.

I årevis har vi været vidne til en alarmerende mental sundhedskrise blandt børn og unge i Moria-lejren. Mange børn lider af søvnforstyrrelser og mareridt, sengevædning, selektiv stumhed, selvisolering og en grundlæggende frygt for at være i Moria-lejren.

Antallet af henvisninger til vores børns mentale sundhedsteam er fordoblet fra juli til august i år. Det er sandsynligvis relateret til alvorlig overfyldning i lejren.

Af de 17 børn,der blev henvist til Læger uden Grænser for at skade sig selv, var 10 af børneneunder 6 år.

Den yngste er to år gammel. To år! Moria er ikke et sted for børn.

Tortur, vold og psykiske problemer

Den mentalesundhedssituation for voksne er også meget bekymrende. På vores klinik formental sundhed er vores team ikke i stand til at imødekomme den stigendeefterspørgsel efter vores tjenester.

Vi fokuserer på at behandle de mest alvorlige tilfælde af ofre for tortur, seksuel vold og migranter med ekstremt alvorlige psykiske problemer. Alligevel måtte vi i august midlertidigt stoppe med at acceptere flere henvisninger, da vores hold nåede sin fulde kapacitet.

Det store spørgsmål er, om vi kan holde trit med de massive behov, som vi oplever lige nu.

Moria er overbefolket

Da jeg kommer ind i lejren, kan jeg se, at den er totalt overbefolket. Den er bygget til cirka 3.000 mennesker, men omkring 15.000 mennesker er stuvet sammen. Cirka 40 procent er børn. Nogle steder deler 70 mennesker et toilet, og der er mere end 100 personer om en enkelt bruser.

I flere telte er der ikke plads til, at alle kan ligge ned og sove på samme tid, så mange må overnatte udenfor på jorden uden personlige ejendele og uden et tæppe til at tage over sig – og nu går vi vinteren i møde.

Der er kø foran vores børneklinik i Moria-lejren. Foto: Anna Pantella

Jeg møder et utal af mennesker, hvis blik er slukkede og som bare sidder apatisk og stirrer ud i luften. De ænser slet ikke, at jeg går forbi. Det samme er tilfældet med nogle børn, jeg ser på min vej.

For nogle børn er dagens højdepunkt min sporadiske kontakt med dem – en high five, en svingtur eller en kort leg sten-saks-papir.

De skal have et kram

Jeg får en uafhjælpelig trang til at kramme dem, starte en leg eller give dem noget legetøj. Men jeg må prøve at holde mig på afstand på grund af lus og fnat, som mange bliver ramt af i lejren og skal behandles for.

Jeg har så svært ved at forstå, at det er, hvad vi kan tilbyde af hjælp her i Europa, til mennesker, som i mange tilfælde kommer fra krig, tortur og ødelæggelse.

Et barn i lejren har lavet denne tegning. Den viser hende selv og hendes to forældre, der begge er indlagt.

I vores klinik uden for lejren tager vi os af den medicinske hjælp til børnene og sørger for, at de bliver vaccineret for at undgå epidemier i lejren. Hver dag har vi mere end 100 børn, der skal tilses, og med vores begrænsede antal ansatte er der mere end rigeligt at se til.

Men taknemmeligheden er uendelig stor. Ikke mindst, fordi vores hjælp til børnene giver forældrene en følelse af at gøre noget for deres børn, efter at de i mange tilfælde ikke har kunnet beskytte børnene i tilstrækkelig grad.

Jeg har blandede følelser af afmagt over, at vi ikke kan gøre det bedre her i Europa, og en følelse af, at vi trods alt, med hjælp fra vores donorer, gør noget i Læger uden Grænser.

Vi gør noget for de børn, som lever en del af deres barndom i flygtningelejren på Lesbos.”