”Pas på slangerne, når du sover”
Vores læge Martin Munthe Thomsen oplevede, hvad det vil sige at befinde sig i et land, hvor slangebid er en del af hverdagen ligesom underernæring og mæslinger. Flere patienter dukkede op med slangebid – og det var ikke alle, han og hans kollegaer kunne redde.
”Jeg sov på en madras på gulvet i et lille hus lavet af bølgeblik med en dør, der gabede cirka 30-40 centimeter over gulvet.”
“Og selvom jeg gjorde, hvad jeg kunne for at skubbe myggenettet godt ind under mig, kunne jeg ikke lade være med at tænke på de slanger, jeg kunne få besøg af i løbet af natten. Jeg havde jo set, hvilken skade de kunne gøre.”
Sådan fortæller 33-årige Martin Munthe Thomsen, der vendte hjem fra sin første udsendelse med Læger uden Grænser for godt fire måneder siden.
Han var blevet sendt til det østlige Etiopien – Somaliland – i tre måneder for at arbejde med alvorlig diarré, men han fandt snart ud af, at der var meget andet at se til. Underernæring, mæslinger og slangebid.
Kryds fingre – der er ingen modgift
”En dag kom der en ældre mand ind til os. Han var blevet bidt af en slange, og han havde to små bidhuller på toppen af foden, der var både rød og hævet.”
“Jeg havde ikke set et slangebid før, men vidste, at der var to overordnede typer. De, hvor vævet omkring biddet dør, og de, der rammer nervesystemet med døden til følge,” siger Martin og fortæller, at der i bushen – i en by på cirka 1.000 mennesker og en ikke-eksisterende modgift mod slangebid – ikke var så meget andet at gøre end at rense såret, give manden noget antibiotika, noget smertestillende og vente.
”Efter en uge var de to små huller blevet til et gabende sår på 10×3 centimeter, og der var kommet fluer i det.”
“Jeg rensede såret og lagde en forbinding på, men den næste dag var det fyldt med hvide 2-3 centimeter lange maddiker. De lå bare der og guffede i sig,” siger han.
Det tog flere uger med sårpleje og antibiotika, før manden kunne gå hjem til sin familie igen.
Børn er særligt udsatte for slangebid
I de næste uger havde Martin Munthe Thomsen travlt. Travlt med at hjælpe mennesker, der fandt vej forbi det lille hospital i landsbyen ’Yucub’ på trods af, at den ikke fandtes på noget kort og hovedsageligt var beboet af nomader.
Den var vandingssted for de lokale kamelhyrder og lå midt i et tørkeramt ørkenområde tæt på Somalias grænse. Menneskene her levede på to liter vand om dagen i 40 graders varme.
”Jeg så i alt tre slangebid på de tre måneder, jeg var der. Det synes måske ikke af mange, men jeg hørte om flere, og mit gæt er, at mange mennesker, som bliver bidt af slanger i bushen, slet ikke kommer på hospitalet.”
“De forsøger at klare sig igennem og bliver begravet af deres familier, hvis de dør,” siger Martin Munthe Thomsen.
Det lykkedes ham at hjælpe den gamle mand, der var blevet bidt i foden, og en yngre mand, der var blevet bidt, mens han sov med sin familie i deres hytte.
Slangebid kostedelivet forlille pige
Men så heldig var en lille treårig pige ikke. Hun var blevet bidt i hånden, da hun legede.
Det havde taget alt for lang tid for hende og hendes mor at nå frem til hospitalet. Da de kom, havde hun væske i lungerne og var tæt på et organsvigt. Var hun kommet tidligere, kunne de måske have amputeret hendes arm, men som det var nu, var det for sent.
”Slangebid har voldsomme konsekvenser i Somaliland. Hvis du er barn og får et bid, så er der en stor risiko for, at du dør. Er du voksen vil du ikke kunne passe dine geder og tage dig af din familie i meget lang tid – og det er en katastrofe for en familie, hvor alle er så afhængige af dig.”
“Slangebid er et stort og overset problem. Disse mennesker risikerer varige mén og uden den rette behandling også sårinfektion, amputation, blodforgiftning og død,” siger Martin.