Brian Sokol/Panos

Jordskælv

Jordskælv opstår pludseligt – uden forvarsel – og kan i løbet af få minutter forvolde stor skade. Vi har mange års erfaring med at yde akut lægehjælp efter naturkatastrofer. Læs mere om vores indsats efter de største jordskælv og se vores film om jordskælv.

Et jordskælv er en akut naturkatastrofe. Det rammer pludseligt, og der kan komme rigtig mange tilskadekomne på en gang.

Når alvorlige jordskælv rammer, og det berørte katastrofeområde har brug for medicinsk nødhjælp for at hjælpe de mange ofre bedst muligt, deltager Læger uden Grænser i nødhjælpsarbejdet.

Vi har reddet liv efter jordskælv og andre naturkatastrofer i hele verden. Når de store jordskælv rammer, er vi klar til at rykke hurtigt ud.

MSF

Jordskælv

Sådan hjælper Læger uden Grænser efter et jordskælv.

Afspil video

Læger uden Grænser har altid en stab af medicinsk personale, logistikere samt vand- og sanitetseksperter, der står parat til at blive sendt ud med kort varsel til områder ramt af jordskælv.

Vi arbejder allerede i flere end 70 lande, og derfor har vi ofte medarbejdere klar i nærheden, når et jordskælv rammer.

Da det nordlige Syrien blev ramt af et voldsomt jordskælv i februar 2023, havde vi allerede projekter i landet. Vi kunne derfor sætte vores katastrofehold ind med det samme.

I Idlib i Syrien behandlede vi jordskælvs-patienter på flere hospitaler, og vi donerede traume-kits til andre faciliteter.

Vi holdt en tæt kontakt med myndigheder i det nordvestlige Syrien og det sydlige Tyrkiet for at kunne dække deres behov og støtte mennesker ramt af jordskælvet.

Hurtig kirurgisk hjælp efter jordskælv

Der er ofte brug for en kirurgisk indsats umiddelbart efter en naturkatastrofe – efter jordskælv kan det blandt andet væremennesker, der er blevet såret under sammenstyrtede bygninger.

Her handler det for kirurgerne om at redde folks liv og lemmer.

Der er også brug for almen medicinsk hjælp efter et jordskælv. Især hvis klinikker, hospitaler og medicinsk infrastruktur er blevet ødelagt som følge af katastrofen.

Det kan dreje sig om fødselshjælp til gravide kvinder eller patienter der skal have behandling for kroniske sygdomme eller mindre skader.

Vores lægehold arbejder også ofte på mobile klinikker og opsøger de områder, hvor et jordskælv har ramt.

Vi sender også psykologer ud for at støtte voksne og børn i den tid, det tager at bearbejde den meget voldsomme oplevelse, de har været igennem.

Læger uden Grænser bliver i området, der er blevet ramt af jordskælv og hjælper de lokale, indtil landets sundhedssystem igen kan overtage arbejdet.

jordskælv haiti 2010
Vi behandler sårede foran hospitalet i Port-au-Prince i Haiti efter jordskælvet i 2010. Foto: Julie Remy

Det største jordskælv i Læger uden Grænsers historie

Haiti blev i 2010 ramt af et omfattende jordskælv, og det er vores største indsats efter en naturkatastrofe nogensinde.

Jordskælvet målte 7,0 på Richterskalaen og medførte omfattende ødelæggelser i det fattige land.

Omkring 220.000 mennesker mistede livet, 1,5 millioner mennesker blev hjemløse og cirka 60 procent af hospitaler og klinikker i landet blev ødelagt – herunder to af vores hospitaler.

Efter det store jordskælv i Haiti rekrutterede vi tusindvis af nye medarbejdere. Det var hovedsageligt haitianere, der arbejdede på 26 medicinske centre, blandt andet på et oppusteligt mobilhospital på en fodboldbane.

I løbet af 10 måneder behandlede vi 350.000 patienter, udførte 16.000 operationer, og efter et udbrud af kolera behandlede vi 60 procent af alle kolera-patienterne i landet.

Det ødelæggende jordskælv i Haiti viste, at den hurtige lægehjælp umiddelbart efter naturkatastrofen ikke kan stå alene.

Den akutte fase efter det store jordskælv var relativt kort – her hjalp vi med operationer, lægehjælp, psykologisk behandling, mad, husly og vand.

På længere sigt var vi nødt til at arbejde for at kontrollere og begrænse spredningen af smitsomme sygdomme.

Vi var også med til at genetablere sundhedssystemerne og støtte indbyggere, som havde mistet deres hjem, og som boede i midlertidige tilflugtssteder.

Sådan hjalp vi efter jordskælvet i Haiti (2010)

  • 350.000 patienter
  • 16.000 operationer
  • Efter et udbrud af kolera behandlede vi 60 procent af alle kolera-patienterne i landet.

De store jordskælv i Nepal

I løbet af én måned i 2015 blev Nepal ramt af to store jordskælv. Det første og kraftigste målte 7,8 på Richterskalaen.

Vi rykkede ud til de berørte områder med særligt uddannede kirurger, læger, sygeplejersker og logistikere for at hjælpe ofrene for de store jordskælv.

Vi sendte flere oppustelige telte til Nepal, som vi skulle bruge til at lave et felthospital, samt medicinsk udstyr og andre nødhjælpsforsyninger som tæpper, telte og presenninger.

Vores læge Kristoffer Vogler var med til at redde liv efter det store jordskælv i Nepal.

I vores film om jordskælv fortæller han om at nå frem til mennesker i de små landsbyer i bjergene med helikopter. Se Læger uden Grænsers film om jordskælv længere oppe på siden.

sådan redder vi liv efter et jordskælv

  • Private donationer giver os mulighed for at rykke ud omgående efter et jordskælv.
  • Efter det store jordskælv i Haiti reagerede vi inden for tre minutter, da vi allerede havde projekter i landet.
  • Hjælpen efter et jordskælv er nødt til at strække sig ud over den akutte fase umiddelbart efter katastrofen.
  • Vi har ansatte på kontorer i hele verden, som står parat til at rykke ud efter et jordskælv.
  • Vi har også en stor pulje af erfarne medarbejdere, som med kort varsel kan mobiliseres.

Hvad er et jordskælv?

Jordskælv opstår som følge af bevægelser i den pladetektonik, som jordens opbygning består af. De tektoniske pladers forskydninger forårsager rystelser. Jordskælvs styrke måles ofte på Richterskalaen.

Det største jordskælv i nyere tid er det jordskælv i Det Indiske Ocean, der forårsagede den ødelæggende tsunami i Sydøstasien i 2004. Det målte 9,1 på Richterskalaen.

Jordskælv kan opstå over hele verden, men de rammer altid de fattige lande hårdest. Områder der ligger tæt på de tektoniske pladegrænser kaldes forkastningszoner og er i størst risiko for større skælv.

Områder længere fra forkastninger kan også blive ramt af jordskælv og eventuelle ødelæggende eftervirkninger som f.eks. tsunamier.

Hjælp Læger uden Grænser med at redde liv

Med din støtte giver du os mulighed for at sende læger og sygeplejersker til katastrofer og kriser verden over.