Vi søger studentermedhjælper til fundraising

Stillingen er ikke længere slået op.

Drømmer du om at blive en del af verdens største medicinske nødhjælpsorganisation?

Læger uden Grænser giver lægehjælp til mennesker i krigs- og katastrofeområder over hele verden. Vi har aktiviteter i mere end 70 lande. Vores indsats dækker blandt andet fødselshjælp i Afghanistan, behandling af COVID-19-patienter i Brasilien, Bangladesh og Yemen samt store vaccinationsindsatser mod mæslinger i DR Congo.

Lige nu leder vi efter en ny dygtig kollega til Læger uden Grænsers fundraisingafdeling i Danmark, der arbejder for at indsamle penge til vores arbejde i felten.

Om jobbet

Mange mennesker støtter vores arbejde fast hver måned, mens andre donerer i forbindelse med en katastrofe, som eksempelvis den igangværende globale sundhedskrise på grund af spredningen af COVID-19. Vi modtager desuden bidrag fra blandt andre virksomheder, fonde og fra mennesker, der betænker os i deres testamente.

Det er alle disse bidrag, der gør vores arbejde i felten muligt.

Hver dag arbejder vi for at give vores bidragsydere den bedste oplevelse i deres relation til Læger uden Grænser. Og vores Donorservice-team spiller en afgørende rolle i at sikre det. Hvad enten det drejer sig om at yde en professionel og imødekommende service over for mennesker, der støtter fast, organisationer, der vil lave en akutindsamling eller virksomheder, der har spørgsmål om donationer til Læger uden Grænser.

Vi har travlt lige nu, og derfor leder vi efter en ny kollega til vores dygtige Donorservice-team. Vi er på udkig efter en studentermedhjælper, der trives med at snakke med mennesker, og som kan lide at yde fantastisk service. 

Jobbet består primært i at besvare henvendelser på mail og telefon, foretage udgående serviceopkald og varetage forskellige administrative opgaver. Herudover vil du kunne blive tilknyttet andre projekter i afdelingen alt efter dine kompetencer, interesse og behov.

Der vil være masser af muligheder for læring og udvikling!

Vi leder efter en person, som:

  • Er humanitært motiveret og parat til at gå en ekstra mil for vores arbejde i verdens brændpunkter
  • Trives med en kombination af udadvendt kontakt og administrative opgaver
  • Har gode IT-kundskaber og mod på at sætte sig ind i nye systemer
  • Er struktureret og løser opgaver med øje for kvaliteten
  • Er fleksibel og klar til at træde til, når der er ekstra travlt
  • Har et højt humør og gode samarbejdsevner
  • Har gode kommunikationskompetencer – både skriftligt og mundtligt

Vi forestiler os, at:

  • Du er i gang med en lang videregående uddannelse, f.eks. inden for kommunikation, retorik eller samfundsvidenskab
  • Du minimum har nogle år tilbage af dit studie 

Vi kan tilbyde:

  • Et job, du selv kan præge og varetage med stor selvstændighed
  • Et job, hvor der er god mulighed for læring og udvikling
  • Et meningsfuldt arbejde i en organisation i en spændende udvikling

Du bliver en del af vores Donorservice, der består af en fuldtidsmedarbejder, en studentermedhjælper og en gruppe frivillige. Du refererer til Donorservice Koordinator, Signe Monrad. Donorservice er en del af vores fundraisingafdeling.  

Arbejdstiden er cirka 15 timer/uge, eksklusiv frokost, og vi håber, at du kan være 2 – 3 dage på kontoret om ugen. Arbejdsstedet er Læger uden Grænsers kontor på Strandlodsvej, København S. I travle perioder vil der være mulighed for flere timer. 

Vi lægger stor vægt på fleksibilitet, og det er afgørende, at mulige arbejdsdage kan koordineres med afdelingens anden studentermedhjælper i Donorservice. Det vil også være essentielt, at du kan arbejde hele dage ad gangen (kl. 10 – 16).

Da november og december er vores mest travle måneder, er det afgørende for os, at vores nye studentermedhjælper er til rådighed i disse måneder.

Send venligst din ansøgning og CV til job@copenhagen.msf.org senest den 24. juni 2020. Samtaler forventes afholdt i uge 27, og ønsket tiltrædelse er 1. august 2020.  

Har du spørgsmål vedrørende stillingen, er du velkommen til at kontakte Donorservice Koordinator, Signe Monrad på smo@msf.dk eller 41 77 74 02.

Ansøgningsfrist: 24. juni 2020

Læger uden Grænser (MSF) er en privat, international, humanitær organisation, der yder medicinsk nødhjælp til ofre for konflikter og katastrofer i flere end 72 lande. MSF yder uden nogen form for diskrimination i forhold til religion, etnisk eller politisk tilhørsforhold hjælp til befolkninger i nød, ofre for menneskeskabte katastrofer eller naturkatastrofer og ofre for krigshandlinger. MSF er en fuldstændig neutral og upartisk organisation, som i henhold til den universelle medicinske etik og retten til humanitær hjælp kræver fuld og uhindret frihed til at udføre sit arbejde. Ud over medicinsk nødhjælp fortæller MSF om de lidelser, overgreb og den nød, som vores udsendte er vidner til.