Shiho Fukada/Panos

Haiti

Læger uden Grænser hjælper befolkningen i Haiti med at få adgang til lægehjælp. Hovedstaden Port-au-Prince er hårdt ramt af voldsomme uroligheder, og her tager vi blandt andet ud med mobile klinikker og behandler patienter på flere hospitaler.

Haitis befolkning er hårdt ramt af flere kriser, der betyder, at de har svært ved at få den lægehjælp, de har behov for. Vold er udbredt, især i hovedstaden Port-au-Prince. I 2020 var der gentagne strejker i sundhedssystemet, og i flere omgange mangel på personale på offentlige sundhedsfaciliteter på grund af angreb på sundhedsarbejdere, manglende udbetaling af løn og ikke mindst på grund af COVID-19.

Jordskælvet i 2010 var en katastrofe af dimensioner. Tusinder blev dræbt, millioner blev gjort hjemløse, og hele 60 procent af sundhedssystemet blev ødelagt.

I juli 2021 blev præsident Jovenel Moïse dræbt med politisk ustabilitet til følge.

Vores arbejde i Haiti

Vi driver et akutcenter i det fattige kvarter Martissant i hovedstaden, hvor vi blandt andet behandler skader fra vold og ulykker.

På vores traumehospital i Tabarre driver vi en skadestue, vi laver operationer, fysioterapi og psykosocial støtte til traumepatienter.

Vores brandsårsklinik i Port-au-Prince er den eneste af sin slags i Haiti.

Vi driver klinikker for ofre for seksuel- og kønsbaseret vold i Port-au-Prince og i Gonaïves i den nordlige del af landet.

I landområderne i det sydvestlige Haiti støtter vi seksuelle og reproduktive sundhedstilbud på sundhedscentre i byen Port-à-Piment og det omkringliggende område.

Vi har også været i gang med at optrappe vores hjælp til fødende kvinder og nyfødtebørn i byen Port Salut.

Desuden hjælper vi på en skadestue for børn og voksne på Haitis Universitetshospital, hvor vi blandt andet donerer udstyr og træner personalet.

Sådan hjalp vi bl.a. i Haiti i 2022:

  • 45.500 skadestuekonsultationer
  • 5.780 behandlinger for fysisk vold
  • 2.600 behandlinger for seksuel vold

Læs mere

Vores nye hospital i Haiti hjælper gravide og nyfødte

Haiti: ”Volden kommer tættere og tættere på

Jordskælv i Haiti: Det er svært at få hjælpen frem, men vi fortsætter arbejdet

Kathrine i Haiti ti år efter jordskælv: ”Behovet for hjælp er enormt”

Haiti

Indbyggere: 11,7 mio.

Forventet levealder m/k: 62/68 år

Børnedødelighed: 59 ud af 1.000 børn dør, før de fylder fem år

Medarbejdere i 2022: 1.686

Læger uden Grænser har arbejdet i Haiti siden 1991.

Kilder: Læger uden Grænser og WHO